Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 1, 2005
Der
er ingen mangel på dystre spådomme for året 2005. Kold og varm
krig, økonomiske krisetegn og fortsat fald i dollarkursen, større
global ulighed, nye naturkatastrofer, udløst eller forstærket af
den globale miljøødelæggelse: Selv de mest ihærdige
og blinde tilhængere af den imperialistiske verdensuorden tegner et pessimistisk
billede af verden i dag.
Michael Dickinson: Global Pizza
Det
globale barometer står på storm og orkaner, på flodbølger
og jordskælv. De regionale udsigter kan variere, men der er ikke ét
kontinent, ikke en region, der ikke gennemgår dramatiske udviklinger, og
i en verden, som det imperialistiske udbytningssystem har bundet tæt sammen
for at en global overklasse kan udnytte alle ressourcer, får større
regionale udviklinger umiddelbar betydning over alt og for alle.
Det globale
jordskælvs epicentrum er som bekendt Amerika. USA er fast besluttet på
at bevare og udvide sit verdensherredømme og ikke tillade nogen konkurrent
at udfordre det. Supermagten USA (Israel, UK) og dets transnationale monopoler
har siden Sovjetunionens sammenbrud befæstet sin militære og økonomiske
dominans med hovedfokus på to regioner: Mellemøsten og Eurasien,
Ruslands nuværende randområder.
Efter 'balkaniseringen'
af Balkan og opsplitningen af det tidligere Jugoslavien i en række småstater,
har den samme proces været i gang i det tidligere Østeuropa og i
Kaukasusregionen - og efter Bush kom til magten også i Asien og Mellemøsten
med krigene i Afghanistan og Irak.
'Balkaniseringen' giver stormagter mulighed
for at opsplitte folk og nationer og spille dem ud mod hinanden, og indsætte
supermagtslydige regimer. Det er en gammel og velprøvet kolonialistisk
model, historisk ikke mindst udviklet og anvendt af det gamle britiske imperium.
Følger man dette spor vil man se at det har én gennemgående
tråd - sort og ikke rød: olie. Kontrollen med det fossile brændstof
står i centrum for den amerikanske globale strategi.
Bush-administrationen
og dens neokonservative strateger havde fra starten som mål at benytte sig
af en situation, hvor potentielle stormagtskonkurrenter - EU, Kina, Rusland, Japan
- var for svage til at udfordre USA i kampen om territorier, markeder og råstoffer
til en global offensiv, baseret på militær overlegenhed og på
dollarens rolle som global valuta, som har givet USA en enestående fordel
på alle konkurrenters bekostning.
11. september 2001 var påskuddet for at udløse denne globale offensiv, og genvalget af George W. Bush som præsident i november 2004 (for anden gang på basis af valgsvindel) har gjort det klart for alle, at denne kurs vil blive fortsat.
Men samtidig
har den også afsløret USA's svagheder: Det amerikanske militær
har anstrengt sig til bristepunktet i Afghanistan og Irak, hvor den heroiske modstandskamp
har bragt den i stigende vanskeligheder, ikke bare politisk, men også militært.
Den 'overvurderede' dollar befinder sig i et langvarigt fald. Euro'en truer for
alvor med at udfordre dens rolle som global reservevaluta. USA's politiske alliancesystem
krakelerer, og dets imperialistiske stormagtskonkurrenter forholder sig ikke længere
passive over for det grådige amerikanske vilddyr.
Det gælder f.eks.
i forhold til Iran, som USA truer med krig, men hvor både Kina, Rusland
og EU har gennemført omfattende investeringer og aftaler i den senere tid,
der vanskeliggør de amerikanske planer.
Derfor ser vi nu også
nye imperialistiske koalitioner blive dannet. Den Europæiske Union, som
har opslugt store dele af den tidligere sovjetiske indflydelsessfære i Østeuropa
og tilmed af det tidligere Sovjetunionen selv, stræber efter global supermagtstatus
- i samarbejde, men også stadig stærkere konkurrence med USA, og i
samarbejde, men også konkurrence med Rusland og et stadigt stærkere
Kina, som for alvor er begyndt at optræde som (imperialistisk) verdensmagt.
Det
er ved at føre til en tidligere utænkelig konstellation: En alliance
mellem Kina, Rusland, Indien og Brasilien, som også Venezuela med dets olierigdomme
er ved at indgå i. I december 2004 besøgte den russiske 'forsvars'-minister
Sergei Kina, hvor man "omfattende fælles militærøvelser
på kinesisk territorium i 2005". Den kinesiske præsident
Hu Jintao erklærede, at "kinesisk-russisk strategisk koordination
har nået et uhørt højt niveau."
Imperialistiske
koalitioner er midlertidige. De opstår og forgår. Men krigen ikke
bare mellem imperialismen og folkene, men også mellem imperialistmagterne
indbyrdes, består.
År 2005 vil gøre det klart, at der
ikke bare er 'varme' krige mellem USA-imperialismen og folkene og en både
blodig og 'fredelig' balkaniseringsproces, men også kold krig mellem
imperialistmagterne.
Se også af Klaus Riis:
Ind
i et nyt århundrede: Imperialistmagternes dødedans
Kommunistisk
Politik 26, 1999
Geopolitik
og fredsbevægelse
Kommunistisk Politik 15, 2000
Kina,
Rusland og SCO
Netavisen 15. juni 2001
Den
amerikansk-israelske krigsalliance
Netavisen 15. september 2001
Terrorkrig,
Tjetjenien og Dr. Zbigniew Brzezinski
Netavisen 30. december 2001
Det
store spil om magt og olie
Kommunistisk Politik 2, 2002
Wolfowitz-Libby-dokumentet:
Pentagons
strategi for globalt amerikansk overherredømme
Netavisen 21.
februar 2002
Vellykket
kup i Georgien
Netavisen 22. november 2003
Netavisen 10. januar 2005