De mexicanske indianeres dødedansbilleder - de såkaldte calaveras - blev en del af det 20. århundredes revolutionære folkekunst:To verdenskrige blev det til i det forgangne århundrede, udløst af imperialistmagternes kamp om verdensherredømme, om nyopdeling af verden.
Hvordan ser det ud for det nye?

Der var måske nogle, der iagttog det besynderlige spil, der i begyndelsen af december foregik i Seattle, USA: Et af imperialismens nøgleredskaber til gennemførelsen af dens diktat - WTO - holder topmøde. USA pusher afsted med sin egen dagsorden. Indenfor holder den amerikanske præsident Bill Clinton en tale, der reklamerer for den amerikanske politik. Men der er ikke et eneste udenlandsk statsoverhoved til stede i salen. De europæiske statschefer er der ikke, lederne fra de asiatiske, afrikanske og latinamerikanske lande er der ikke; Castro er der ikke; Jeltsin er der ikke.

Og udenfor er gaderne spækket med demonstranter. Mødet måtte udsættes med en dag, fordi de havde lagt en levende ring omkring kongrescentret og de prominente gæsters hoteller. Titusinder, måske et halvt hundrede tusinde demonstranter. Mest amerikanere, antiimperialister, øko-folk, menneskerettigheds-freaks, fagforeningsfolk fra Clintons eget parti. Undtagelsestilstand, massearrestationer, tåregas og prygl i gaderne.

Hvad var det for et cirkus, der var gledet det effektive amerikanske propagandamaskineri af hænde? Det var det spørgsmål, der uvilkårligt måtte rejse sig for enhver revolutionær, enhver antiimperialist, enhver klassebevidst arbejder.

Her skal ikke drøvtygges på de nok så interessante detaljer i sceneriet fra Seattle, ej heller skal WTO´s krise analyseres eller den fortsatte kamp mod dette agentur for imperialismen diskuteres. Det er selve situationen, der pludselig afslørede, at USA havde lidt en uhørt fiasko, at den amerikanske imperialisme pludselig befandt sig isoleret, diplomatisk og politisk, mens gaderne genlød af demonstranter, der er nok så interessant.

For bag selve episoden skjuler sig den kendsgerning, at ‘Den ny verdensorden’, der etableredes fra 90’ernes begyndelse under ubestridt amerikansk førerskab, er ved at rokkes. Andre imperialistmagter fra Den europæiske Union til Rusland og Kina gør sig gældende. Og også folkenes modstand mod den amerikanske imperialisme tager til i styrke. Et årti holdt den amerikanske ‘ny verdensorden’ - fra Irak til Kosova og Østtimor. Nu er de interimperialistiske styrkeforhold så småt ved at ændre sig.

Ikke, at USA er blevet svækket. USA er stærkere, dens magtposition i verden er øget årtiet igennem; den er verdens stærkeste økonomiske, politiske og militære magt, den eneste virkelige supermagt i 90’erne og et stykke ind i det næste århundrede. Verdensreaktionens hovedcentrum, folkenes fjende nummer et. Arrogant, hovmodig, overbevist om sin egen ret til at diktere alt og alle.

Men andre imperialistmagter er på vej: Den europæiske Union har siden den tyske genforening bevæget sig med hastige skridt fremad mod ‘Europas Forenede Stater’ med et kolossalt økonomisk og politisk - og naturligvis: militært - potentiale. Med Tyskland som hovedarkitekt. Den er ved at opsluge, hvad der i gamle dage hed Central- og Sydeuropa, og en stor del af Østeuropa og middelhavsområdet. Den trænger ind i Mellemøsten, Tyrkiet er vigtig, og den har sine egne planer i den arabiske verden, i Afrika, i Asien. Rivaliseringen er knivskarp. Europæiske hænder er også med i spillet i Afrika, i de gamle europæiske koloniområder, i Congo-krigen. Interesserne strækker sig til Latinamerika, til USA’s egen baggård. EU er en gigantisk fjende af alle de europæiske folk, af alle verdens folk, en fjende, der i ly af USA-imperialismens førerrolle er ved at vinde styrke til at optræde som det, den er: en imperialistisk supermagt, i samarbejde og rivalisering med USA, en hovedaktør i den imperialistiske dødedans, som vil præge det næste århundrede som følge af socialismens udslettelse ved revisionistisk forræderi.

En anden stor imperialistmagt eksisterer også på det europæiske kontinent: den russiske gigant. Selv efter opløsningen og parteringen af et kæmpeområde, større og stærkere end det tsaristiske Rusland. Med store kaukasiske og enorme asiatiske områder. Jeltsin mindede USA og Vesteuropa om, at Rusland stadig er verdens næststørste militærmagt, den eneste atomare trussel mod den amerikanske imperialisme. Forarmet, forgældet, i dyb økonomisk krise fører Rusland en blodig krig mod en af nationerne, der har ønsket uafhængighed, en beskidt folkemorderisk oliekrig.

Jeltsins Rusland, det kapitalistiske Rusland er et arnested for reaktion og kontrarevolution, for militarisme og brutalitet. Et nyt nationernes fængsel. Efter at den socialistiske maske er afkastet, står det afsløret internationalt, men ikke helt, ikke over for sit eget folk, hvor det spiller på storrussisk chauvinisme, som Milosevic gjorde det med storserbisk chauvinisme i Jugoslavien. Og ikke over for regimer i modsætning til de vestlige imperialistmagter, som det tilbyder nye alliancer. Og tilmed ikke i forhold til gamle revisionister, der stadig ser håb om lyset fra øst - et håb, der kun kan ligge i revolution. Det kapitalistiske Ruslands optræden i det imperialistiske stormagtsspil kan kun være reaktionær, imod folkenes interesser.

Og den kontrollerede opbygning af kapitalismen i Kina, de fire store moderniseringer, er ved på det asiatiske kontinent at skabe endnu en kapitalistisk stormagt, alene i kraft af menneskemængde, geografisk udstrækning og økonomisk vægt en gigant, og derfor nødvendigvis en imperialistisk stormagt: det socialkapitalistiske og socialimperialistiske Kina. Under ‘Den ny verdensorden’ har det opbygget sig som en moderne militærmagt, som frygtes af USA. Det holder sit imperium under stram kontrol, og i verdenspolitikken antager det en progressiv maske som udviklingslandenes beskytter, en ‘forsigtig’ og ‘realistisk’ opponent til USA, som det dog også samarbejder med. Både Rusland og Kina har store interesser i forholdet til USA, men søger også at slå sig sammen i en alliance, der vil få udtryk på den verdenspolitiske arena. Cubas Castro har store forhåbninger hertil …

Og på det asiatiske kontinent også den femte imperialistiske stormagt i dag: Japan, med en kriseramt økonomi, der igen begynder at tage fart, med stærke interesser i Asien, men også udstrakte globale interesser, en lillebror og outsider i det imperialistiske stormagtsspil, men en magtfaktor, som ikke må undervurderes.

Dette er de 5 reaktionære imperialistiske stormagter, som den imperialistiske dødedans vil foregå omkring i det næste århundrede, i det næste årti. Mange konstellationer, også skiftende konstellationer, er mulige og tænkbare. De økonomiske krige, kødkrige, hormonkrige, handelskrige, er hverdagskost. Militær intervention i andre lande er dagligdag. Faren for krig mellem imperialistmagterne er reel, truslen om en storkrig vil vokse gennem årtiet og frem.

Det er disse imperialistmagter, arbejderklassen og folkene er oppe imod. De må søge at udnytte modsætningerne mellem dem, men ikke lade sig forlede til at tro, at den amerikanske imperialisme er den eneste fjende af folkene i verden, og at der er en tøddel progressivt i nogen som helst af disse magter, uanset om de skjuler sig som forsvarere af folkene, af menneskerettighederne eller tilmed af arbejdernes rettigheder, hvilket er den seneste forklædning, Clintons USA har prøvet at iføre sig i Seattle. Ikke USA, ikke Europas Forenede Stater, ikke det korrupte Rusland, det pseudosocialistiske Kina eller Japan bærer folkenes fremtid med sig. Ingen illusioner må næres om en eneste af dem.

Kun arbejderklassens og folkenes revolutionære kamp, deres antiimperialistiske kamp, baner vej for en bedre fremtid.

Kommunistisk Politik 26, 1999