Af Klaus Riis
I august i år udkom en bog skrevet af en tidligere officer i den russiske
efterretningstjeneste FST (Den Føderale Sikkerhedstjeneste) ved navn
Aleksandr Litvinenko og historikeren Yurij Felshtinskii. 'FST sprænger
Rusland i luften' hed den.
Den dokumenterer, at terrorbombningerne af beboelseskomplekserne i Moskva i
september 1999, hvor godt 300 tilfældige Moskva-borgere blev dræbt,
blev planlagt og gennemført af FST. De blev brugt som påskud til
at indlede den anden Tjetjenien-krig og til at sikre den Jeltsin-håndplukkede
KGB-mand Putin stillingen som hans efterfølger som præsident.
Putin var i september 1999 chef for FST.
Litvinenko forlod Rusland i 2000 og har søgt om asyl i England.
Forfatterne betegner FST som 'et hemmeligt syndikat, som kontrollerer organiseret
kriminalitet og står bag lejemord på journalister, forretningsfolk
og politikere'.
Bogen gav anledning til, at enkelte aviser stillede krav om, at den russiske Duma gennemførte en undersøgelse af dens påstande. Derefter skete der ingenting. Den beskedne opmærksomhed om den brutale og beskidte russiske krig i Tjetjenien i Vesten forsvandt helt efter den 11. september, og den diskrete støtte til uafhængighedskrigen fra USA og EU - der søgte at undgå at 'provokere Moskva' - blev afløst af en stadig mere uforbeholden støtte til Putins lokale afsnit af den globale krig mod terror. Også de mere uofficielle vestlige stemmer fra NGO'er og lignende blev påfaldende tavse, hvad der langt fra er noget tilfælde.
I fredags (den 27. december) sagde den amerikanske ambassadør i Rusland,
Alexander Vershbow, i et interview i radioen Ekko fra Moskva:
- Vi har siden den 11. september gjort mere for at forhindre den internationale
dimension i konflikten i at brede sig. Vi har gjort en del fremskridt m.h.t.
at afskære finansiel og militær støtte til udenlandske terrorister
som Khattab, der er virksomme der.
Dermed har USA officielt 'købt' den russiske påstand om, at den
tjetjenske uafhængighedskrig 'i virkeligheden' er en del af Osama bin
Ladens 'terrorkrig mod civilisationen'.
- Situationen har ændret sig og tingene går bedre, siger
Sergei Yastrzhembsky, Putins talsmand vedr. Tjetjenien, der tilføjer,
at den amerikanske anerkendelse af, at al-Qaeda har været aktiv i Tjetjenien
gjorde Rusland 'en stor tjeneste'.
Den tjetjenske uafhængighedskrig foregik imidlertid længe inden
nogen som helst overhovedet havde hørt om Al Qaeda eller bin Laden, og
vil utvivlsomt også fortsætte når/hvis USA erklærer
dem for udslettet. Nogle håndfulde 'ideologisk motiverede' udlændinge
i Tjetjenien gør hverken fra eller til.
'Tingene går bedre', siger Putins talsmand: Det betyder at russerne har friere hænder til at fortsætte noget, der mest af alt ligner et folkemord. 80.000 tjetjenere - næsten 10 pct. af befolkningen - blev dræbt i den første Tjetjenienkrig 1994-96. Titusinder flere er blevet dræbt i den anden, der indledtes med et storstilet angreb på hovedstaden Grosjny og dens tilbageværende indbyggere. Ifølge FNs Højkommisariat for flygtninge er der 160.000 interne flygtninge i Tjetjenien selv, mens mindst 150.000 er flygtet til Ingusjetien, en lille republik med 350.000 indbyggere på dens vestlige grænse, de fleste i telte under utålelige forhold.
Som følge af den russiske terrorkrig er en stor del af den mandlige
befolkning mellem 10 og 60 år forsvundet. Den materielle basis for den
tjetjenske økonomi ligger i ruiner, ligesom en stor del af landet er
jævnet med jorden. Tortur, drab, mord og summariske henrettelser fra russisk
side og massevoldtægter af tjetjenske kvinder er igen og igen blevet dokumenteret
af menneskerettighedsorganisationer og 'uafhængige observatører'.
Alligevel er en militær løsning i sidste ende udelukket.
I sidste ende findes der kun én løsning - og den er politisk og
må basere sig på respekt for det tjetjenske folks nationale selvbestemmelsesret,
der indbefatter retten til løsrivelse og til en selvstændig stat.
Begivenhederne efter den 11. september har ikke bare forandret verden. Den
har også gjort mange progressive og revolutionære kræfter
klogere på verden. Stormagter som USA, EU (eller Rusland) støtter
ikke et lille folks kamp for selvstændighed, nationale rettigheder eller
sociale fremskridt, fordi den er retfærdig. Hvis de alligevel gør
det, er det for deres egne interessers skyld, og de små folks rettigheder
bliver ofret igen, i samme øjeblik det passer ind i nye planer. Og vé
de små folk og nationer, der inddrages i de imperialistiske stormagters
strategiske spil om olie og indflydelsesfærer.
For det er dét, det hele handler om: Olien i Kaukasus, olien i Centralasien,
olien i Mellemøsten. Tre kæmpemæssige og p.t. 'herreløse'
geografiske områder med enorme oliereserver eller af betydning for olieudvinding
og transport. Tre områder som oliemagnaten Bush og hans USA vil sætte
sig på. Med krig og uden - og for enhver pris. Tjetjenien og hele Nordkaukasus
er blot brikker i det store spil, hvor ligene hober sig op, mens ruinerne og
ødemarken breder sig.
Som Afghanistan og Centralasien. Og Palæstina og Mellemøsten.
Ofre for imperialismens og kapitalismens umættelige tørst på
blod og olie.
Mange antikommunistiske propagandister, der indtil for tre måneder siden
'støttede' det tjetjenske folks kamp for selvstædighed mod den
brutale russiske aggression har begejstret grebet efter de antikommunistiske
myter, der kunne presses ud af situationen.
Ligesom man gjorde det i Afghanistan, der angiveligt blev angrebet af 'det kommunistiske
Sovjetunionen': det vil sige det revisionistiske og socialimperialistiske Sovjet,
der efterfulgte Lenins og Stalins socialistiske stat.
I Tjetjenien er det tvangsdeporteringen i februar 1944 - hvor tjetjenerne som
et af fem kaukasiske folkeslag blev kollektivt tvangsforflyttet (i alt en lille
halv million tjetjenere og ingusjetere) til sovjetisk centralasien, og den tjetjensk-ingusjiske
selvstyreenhed opløst. Årsagen: Mange tjetjenere og ingusjere gik
under det nazistiske overfald på Sovjetunionen over på besættelsesmagtens
side, især under dens operationer i Kaukasus, hvor 'selvstændighedsbevægelsen'
benyttede lejligheden til at slå et slag for uafhængighed.
Den har, mildt sagt, haft det med at vælge sig dårlige allierede.
Rigtig dårlige endda. Selvfølgelig siger myten, at den daværende
tjetjenske uafhængighedsbevægelse mod det socialistiske Sovjetunionen
var uskyldig. Det er desværre ikke andet end en myte.
Den barske sovjetiske reaktion var betinget af krigen og kampen for at besejre
nazismen. Og der var hverken tale om udryddelseskrig eller folkedrab..
Under kapitalistisk og imperialistisk herredømme, som i dag, er der tale
om begge dele.
Men den tjetjenske selvstændighedsbevægelse har også i dag uheldige alliererede. Og her tænkes ikke på Osama bin Laden. Mange steder er der oprettet støttekomiteer for Tjetjenien. Den mest prominente og gennem lang tid toneangivende befinder sig i Washington. Tidligere hed den The American Committee for Chechnya (ACC), nu The American Committee for Peace in Chechnya (ACPC). Dens prominente formandsskab består af Dr. Zbigniew Brzezinski, general Alexander M. Haig, Jr. og ambassadør Max M. Kampelman, med Glen E. Howard som direktør.
Dr. Zbigniew Brzezinski, tdl. sikkerhedspolitisk rådgiver under Jimmy Carter, er ekspert i geopolitik, olie og muslimske forhold - og spillede en central rolle i begivenhederne, der førte til den sovjetiske aggression mod Afghanistan og i den amerikanske indblanding i skabelsen af mujaheddin-bevægelsen. I et berømt og berygtet interview med det franske Le Nouvel Observateur (15.-21. januar 1998) gav han udtryk for centrale dele af amerikansk strategi:
- Ifølge den officielle udgave af historien begyndte CIAs hjælp
til mujaheddin i 1980, altså efter den sovjetiske hær invaderede
Afghanistan den 24. december 1979. Men sandheden, som har været holdt
hemmelig til nu, er en helt anden: den 3. juli 1979 underskrev præsident
Carter det første direktiv om hemmelig hjælp til modstanderne af
det pro-sovjetiske regime i Kabul. (…)
- Denne hemmelige operation var en strålende idé. Den havde til
virkning at få russerne til at gå i den afghanske fælde -
og det vil man have mig til at fortryde? Den dag Sovjet officielt gik ind over
grænsen skrev jeg til præsident Carter: Nu har vi muligheden for
at give USSR sin Vietnam-krig. Og faktisk måtte Moskva i 10 år fortsætte
en krig, som regeringen ikke kunne finde støtte til, en konflikt, som
medførte det sovjetiske imperiums demoralisering og sluttelig førte
til dets opløsning.
Le Nouvel Observateur spørger:
- De fortryder heller ikke at have støttet islamisk fundamentalisme,
og at have givet bistand og våben til fremtidige terrorister?
Brezezinski: - Hvad er det vigtigste for verdenshistorien? Talibanerne eller
sovjetimperiets fald? Nogle ophidsede muslimer eller befrielsen af centraleuropa
og afslutningen på den kolde krig?
Le Nouvel Observateur: - Nogle ophidsede muslimer. Men det siges og gentages:
Den islamiske fundamentalisme repræsenterer i dag en verdenstrussel?
Brezezinski: -Sludder og vrøvl! Det siges at Vesten havde en global
politik overfor islam. Det er dumt. Der findes ingen global islam. Se rationelt
på islam og uden demagogi eller følelser. Det er den førende
religion i verden med 1.5 mia. tilhængere. Men hvad er der fælles
mellem Saudiarabisk fundamentalisme, moderat marokkansk, pakistansk militarisme,
ægyptisk pro-vestlig holdning eller centralasiatisk sækularisme?
Ikke mere end hvad der forener kristne lande.
Zbigniew Brzezinski har heller ikke lagt skjul på, hvorfor han interesserer
sig for Tjetjenien, Kaukasien og andre fjerne egne. Et andet sted udtrykker
han det særdeles klart og utvetydigt:
- USA's evne til at opretholde sit verdensherredømme afhænger
af, hvordan USA forholder sig til de komplekse styrkeforhold i Eurasien. Det
væsentligste må være at holde udviklingen af regionale stormagter
under kontrol og at stoppe truslen fra dem imod USA's verdensherredømme.
Hvis man bruger den mest brutale terminologi fra den gamle imperialismes epoke,
så kan vi sige, at den imperialistiske strategi indeholder tre grundlæggende
krav: at stoppe undergrundsalliancer og fastholde satellitstaternes afhængighed
med hensyn til sikkerhed, at garantere skatteydernes beskyttelse og lydighed
samt at forhindre barbarerne i at lave alliancer indbyrdes.
Denne brutale imperialistiske ideolog og geopolitiske strateg afslører
i disse få bemærkninger mere om den amerikanske politik end hundreder
af officielle taler, redegørelser og 'forklaringer' på målene
for den amerikanske terrorkrig. Den muslimske fundamentalisme repræsenterer
ikke nogen udfordring til det amerikanske verdensherredømme. Den kan
bruges, støttes - og bekæmpes igen. Det er en trold i en æske.
Den virkelige fare lå for Brzezinski i det revisionistiske Sovjet som
en supermagt med globale ambitioner. Og så meget større er fortsat
frygten for den ægte socialisme, som engang repræsenteredes af Lenins
og Stalins Sovjet.
Den muslimske fundamentalisme har - i Iran, hvor den har paraderet som 'revolutionær',
som i Afghanistan, hvor den var 'militant' under talibanerne - bevist sin manglende
evne til at forene det store flertal og drive den nationale og sociale udvikling
fremad. I sidste ende er den et redskab i udbytningens hænder.
Den eneste sociale kraft, der kan krydse imperialismens strategi for evig slavebinding
af folkene og nationerne, er arbejderklassen, arbejderklassens forenede kamp
for revolution og socialisme. Det er også den eneste kraft, der i sidste
ende kan sikre de små nationers suverænitet og folkenes selvbestemmelse.
Det er den afgørende lære, som kan uddrages af tragedierne i Tjetjenien,
Afghanistan og Palæstina. Og det er den eneste vej til at knuse
det store imperialistiske spil om Kaukasus, Mellemøsten og Centralasien.
Den
kaukasiske krudttønde
Kommunistisk Politik 17, 1999
Arbejderklassen
må kræve stop for krigen i Tjetjenien
Af Proletarskaja Gazeta 1999
Krigen
mod Tjetjenien – og kapitalens ’humanisme’
Kommunistisk Politik 23, 1999
Afghansk
islamisme - made in Washington
Emperor's New Clothes. Engelsk. (Hele interviewet med Brezezinski)
Netavisen 30. december 2001