Kommunistisk Politik 20, 2010
’Det var en klar fejl at gå med i DKP’, skriver ministerspiren Ole Sohn, manden der blev valgt som de danske sovjetrevisionisters formand i 1987 til at sælge billetter ved folketingsvalg, og som kvitterede ved at lade dagbladet Land&Folk gå ind, støtte nedlæggelsen af ungdomsforbundet DKU og sælge partihuset i Dr. Tværgade, som partiet DKP fik for sin indsats i modstandskampen.At stikke en undskyldning for at have været medlem af DKP er godt nok langt ude, selv for en ambitiøs ministerspire under pres. Det er også at bøje sig for en krigsgal og løgnagtig borgerlig nyliberalist som minister Søren Pind, der sidestiller nazister og kommunister, og som konsekvens altså ser kommunistiske modstandsfolk for kriminelle.
Ingen medlemmer af DKP på noget tidspunkt skal eller bør undskylde for, at de villet et socialistisk samfund og have det danske kapitalistiske paradis lavet om til et godt samfund for almindelige mennesker.
Men det mener Sohn, DKPs sidste store formandshåb, altså.
Kritikken af Sohn, der i de sidste herrens mange år, har beklaget, undskyldt og fortolket sin DKP-tid i masser af bøger og artikler for at gøre karriere i SF, skal selvfølgelig fjerne fokus fra VKO’s personsager, der med guldstrømmen til de private sygehuse, løgnene over for folketinget, Jægerbogs-skandale og lækager fra krigsministeriet er kommet ubehagelig tæt på.
Og Sohn er bodsberedt:
- Det DKP stod for – og dermed også det, jeg stod for – var forkert. Det var en anti-demokratisk ideologi, der på en uskøn måde var forbundet med ikke mindst de østeuropæiske diktaturer. Så selvfølgelig var det en klar fejl at gå med i DKP, erklærer Ole Sohn nu.
- Det siger sig selv, at jeg tager dyb afstand fra regimerne og de grove krænkelser mennesker led under dengang. Hvis man spørger mig, om jeg fortryder og ærgrer mig over det, så er svaret selvfølgelig ja. Alene det, at DKP og andre kommunistpartier modtog penge fra Moskva, diskvalificerede DKP.
Vi marxist-leninister skal ikke bestride, at Ole Sohn har grund til selvkritik. Som formand for det revisionistiske parti bedrog han arbejderklassen og det progressive og revolutionære Danmark. Vi kritiserede ham og hans parti ikke for deres ’kommunisme’, men fordi de forrådte kommunismen, afviste nødvendigheden af revolution i Danmark og gjorde sig til (betalte) agenter for det revisionistiske og socialimperialistiske USSR. Hans ’virkeliggjorte socialisme’ var en karikatur, hvor arbejderne og folkene igen var objekter for udbytning og undertrykkelse.
Ole Sohn siger, at DKPs avis Land&Folk ikke kunne udkomme uden penge fra Moskva. Det er afslørende både for manden og partiet. For det er en kendsgerning at marxist-leninisterne i DKP/ML skabte Dagbladet Arbejderen i samme periode – uden en krone i tilskud fra hverken udlandet eller den danske stat, udelukkende ved at stole på egne kræfter.
Vi afslørede i sin tid Ole Sohn og manøvren, der gjorde ham til formand for DKP, og har siden fulgt alle stadier på hans kontrarevolutionære vej, som skal ende med en ministerpost.
Sohns sovjetiske forbillede Gorbatjov fik banet vejen for likvidering af det sovjetiske parti og Sovjetunionen selv gennem en forceret kapitalistisk reformproces. Ole Sohn fik likvideret DKP som politisk faktor af den mindste betydning. Og forlod så det sunkne skib med passagerne i kaos.
Sohn kalder sig selv ’naiv’. Vi marxist-leninister ser ham som en småborgerlig karriererytter, uden rygrad og uden klasseholdning, der er parat til hvad som helst, under de givne omstændigheder.
Marxist-leninisterne fordømte i sin tid den sovjetiske besættelse af Afghanistan. Ole Sohn støttede og forsvarede den. Det rejses nu ikke som en del af de borgerliges kritik af ham i dag Nu støtter han nemlig USA's, NATOs og Dk i Afghanistan.
Hvad kalder man det? En Sohn, måske?
Se også Klaus Riis' artikler om Ole Sohn og 'glasnost' fra Dagbladet Arbejderen
Glastnost på Dansk
21. april 1987