Den revisionistiske kontrarevolution er skånselsløs ved sine egne børn. Et kortvarigt øjeblik soler de sig i international opmærksomhed, for en kort stund fremlægger de deres planer for at frelse nationen og verden under vildt bifald - så får de silkesnoren, manøvreres ud i kulissen eller helt ned under brædderne, uden at levnes nogen ære, uden blomster og ovationer. Eksemplerne er talløse. Hvert eneste revisionistisk land leverer sine egne. Hovedrollen viser sig som en pligtrolle, og bag scenen forberedes allerede exit’en.I alle sine tragiske aspekter forløber det revisionistiske drama som en gigantisk, uophørlig farce.
En ny stjerne er i de sidste år trådt frem på det verdens historiske teater. Tiljublet i medierne i øst som i vest som et nyt håb, der er tændt i håbløs heden s mørke. Skuepladsen i Kreml har lanceret sin nye superstar Mikhail Gorbatjov, det historiske svar på Hollywoods indtog på det konkurrerende firmas scene i Det hvide Hus.
Er Ronald Reagan svaret på kapitalismens og imperialismens afgrundsdybe krise i vest, har Gorbatjov fået rollen som manden, der skal bringe det sovjetiske samfund ud af sin uhyrlige stagnation og forstening, genoplive den ramponerede sovjetiske ”socialismes” prestige, puste nyt liv i den fragmenterede revisionistiske bevægelse på internationalt plan, og fuldføre hele menneskehedens håb om en verden uden truslen om atomkatastrofer - altsammen senest år 2000.
En bølge af lettelse og ny entusiasme har grebet de søgende sjæle i de revisionistiske partier, som i mange år har set sig selv trængt op i en krog, konfronteret med ubestridelige kendsgerninger, som omhyggeligt er blevet fortrængt og fortiet. En ”ny stil”, en ”ny åbenhed” er ved at sætte sig igennem, den frosne isvinter er ved at afløses af et stormende tøbrud. Alle de sædvanlige floskler og fraser er blevet pudset af og kommet til ny ære og værdighed i den borgerlige og revisionistiske presse.
Den trøstesløse revisionistiske ørkenvandring ser i det fjerne synet af en livgivende oase, en uudtømmelig kilde til fornyelse af livskraften, som vil blive indtaget senest om 13 år.
Det vil være uden formål at søge at få karavanedeltagerne til at reflektere over, hvad der bragte dem i deres nuværende situation. Efter det lange stop i ørkenen er trangen til vederkvægelse så stor, at blot antydningen af bevægelse er nok til en momentan tilfredsstillelse, at blot indrømmelsen af, at man faktisk står midt i ørkensandet og ikke i kommunismens fagre rige (som Gorbatjovs forgænger Hrustjov lovede ville være indført i 1980), og det blotte løfte om, at der søges en udvej, giver ny energi og optimisme.
Og det er netop det, Gorbatjov tilbyder. En indrømmelse af, at Sovjetunionen befinder sig i en dyb indre krise på alle felter. En antydning af en bevægelse ud af denne krise, midler til reform. Og opstillingen af en ny dato for opnåelsen af målet for alle anstrengelserne: det betydningsfulde år 2000 sekelskiftes runde og forjættende tal.
Gorbatjov indrømmer denne krises eksistens. For han kan ikke andet. Den kan ikke længere skjules overfor den sovjetiske befolkning selv, den kan ikke tilsløres overfor verdensoffentligheden bag demagogi og fraser, som Brezhnev og co. gjorde det. Det dybtgående og drastiske gennembrud af den kapitalistiske verdenskrise i Sovjetunionen i 1970erne og 1980erne gav anledning til dybe rystelser, som ikke kan fejes ind bag staffagen.
Den nye revisionistiske superstar må indrømme, at ”på en vis etape begyndte landet at tabe udviklings tempo, vanskeligheder og uløste problemer hobede sig op, og der viste sig tegn på stagnation og andre tendenser ... ”, nemlig at ingen af 5-års-planerne fra 1970erne blev opfyldt, korruption og kriminalitet, alkoholisme, narkomani, ødelæggelse af samfundsmoralen bredte sig, bureaukratiet antog et stadig mere omfattende omfang, de nationale modsætninger voksede og tilspidsedes til åbne sammenstød. En katastrofal situation har udviklet sig i industri og landbrug samtidig med, at befolkningens mest nødtørftige sociale og kulturelle behov er blevet imødekommet i stadig mindre omfang.
Den borgerlige presse har kastet sig over alle disse fortrængte kendsgerninger som en grib, der kan slå ned på et længe ventet bytte. Gorbatjovs proklamerede opgør med Brezhnev-tiden er blevet opreklameret i et omfang ligesom Hrustjovs berygtede ”hemmelige rapport” om Stalin.
Forskellen er imidlertid den, at Stalin blev forsvaret af marxist-leninisterne i Sovjetunionen og over hele verden, fordi Hrustjovs angreb og politik var en politik for genoprettelsen af kapitalismen i Sovjetunionen. Gorbatjovs angreb på Brezhnev er et demagogisk forsøg på at skjule de virkelige årsager til den krise, han må indrømme eksistensen af - nemlig den fuldførte kapitalistiske genrejsning - og hans planer om et lige så demagogisk forsøg på at reformere den kriseplagede revisionistiske kapitalisme.