Dag for dag tager forøges det kapitalistiske kaos i de tidligere socialistiske lande. Uanset hvilken afskygning af den moderne revisionisme som teori og praksis, de ledende kliker har bekendt sig til. Sovjetrevisionismen, titoismen, den kinesiske moderne revisionisme eller andre lokale varianter af revisionismen - det er ligegyldigt, hvad det er. Billedet er i store træk det samme i alle de revisionistiske lande, fra Sovjetunionen til Kina, Ungarn, Jugoslavien, Rumænien osv.
Michail Gorbatjov: Årets mand i Time Magazine 4. januar 1988
Den fuldstændige integration i det verdenskapitalistiske system, og den kapitalistiske reformpolitik i disse lande, har udløst en stadig dybere krise i økonomien. Industriproduktionens vækstrater falder, landbrugets krise er permanent og stadig mere omfattende. Det ene reformprogram, der skal bringe landene ud af det kaos, den kapitalistiske kontrarevolution har medført, afløser det andet. De revisionistiske kliker æder hinanden op, ministre og partibosser udskiftes uden ophør.
I Sovjetunionen er der store vanskeligheder for Gorbatjovs perestrojka-program for kapitalistisk gallop, og modstand blandt forskellige kliker i magtapparatet.
Jugoslavien gennemrystes af sin dybeste krise nogensinde. Selvforvaltningens kapitalistiske og anarkistiske karakter er forlængst blevet åbenbar. Det element af svindel og økonomisk berigelseskriminalitet, der er uløseligt forbundet med al kapitalistisk produktion og økonomi, også den genrejste revisionistiske kapitalismes, er her kommet for dagen, i en finansskandale af uhørt omfang omkring virksomheden Agrokomerc. Gennem fire år udstedte firmaet dækningsløse veksler til et beløb af 7 milliarder kroner. Men det er kun toppen af isbjerget: det anslås, at der er udstedt for ialt 60 milliarder kroner dækningsløse checks i Jugoslavien alene i 1986.
I Ungarn er den højt priste ”socialistiske” markedsøkonomi løbet ind i så store vanskeligheder, at figenbladet for alvor er blevet afkastet. I sommerens løb indførtes traditionel kapitalistisk indkomstpolitik og moms.
I Ceaucescus selvherskerdømme Rumænien søges den permanente energi- og industrikrise løst gennem talløse ministerudskiftninger, uden at det ændrer noget som helst.
I Polen lægges der op til yderligere ”økonomisk liberalisering” og nye reformer i supermagternes tegn. Den amerikanske vicepræsident Bushs besøg i Polen for nylig var et udtryk for de aftaler, der indgås.
I Kina er man blevet tvunget til at indrømme, at de opreklamerede ”moderniseringer” har ført til inflation, prisstigninger og et omfattende reallønsfald for store arbejdergrupper.
Og sådan kan man blive ved, fra land til land i det, der engang udgjorde det meste af den socialistiske lejr. Den kontrarevolution, der blev gennemført fra midten af 1950erne og frem, i Jugoslavien noget før, andre steder noget senere, viser nu sine bitre frugter i al deres ynkelighed. Den revisionistiske vej har ført til åben og uhelbredelig kapitalistisk krise. Til et bundløst ideologisk, politisk og økonomisk kaos.
Det er arbejderklassen og befolkningens flertal, der betaler prisen for, at en ny revisionistisk borgerlig klasse har taget magten. Nøjagtig som det sker i den kapitalistiske verden i øvrigt. For tiden går det meget stærkt.
Alt dette har ikke kunnet undgå at føre til en skærpelse af alle disse samfunds modsætninger, de indre som de ydre.
Klassekampen skærpes, arbejderklassen og folkene i disse lande affinder sig ikke i det uendelige med de revisionistiske klikers diktater. Den polske arbejderklasses gentagne opstande, der gennem det provestlige Solidaritet er ledt på vildspor, og de jugoslaviske arbejderes store strejkebevægelser, er nogle af de kraftigste udtryk for dette. Men arbejderklassens modstand tager form og udvikler sig overalt. Alle de nationale modsætninger skærpes ligeså uundgåeligt i disse lande.
Den vestlige kapitalisme med den amerikanske imperialisme i spidsen puster til ilden, men søger også at holde situationerne under kontrol.