Glastnost på Dansk

Af Klaus Riis, daværende formand for Danmarks Kommunistisk Parti/Marxister-Leninister

Først offentliggjort i Dagbladet Arbejderen 21. april 1987

Optrykt i Klaus Riis: 'Bag linjerne - Tekster til tiden'', Forlaget Arbejderen 1988

Det blev den 32-årige Ole Sohn, formand for SiD i Horsens, der på DKPs kongres i påsken valgtes til at afløse Jørgen Jensen, som døde få dage før kongressens åbning. Han er valgt til at give DKP en ny profil, til at tegne partiets glasnostificering, til - som han selv udtrykte det – ”at sælge billetter” og sikre DKPs parlamentariske come-back. Hans officielt udpegede modkandidat, Jan Andersen, blev indsat på en til lejligheden oprettet post som næstformand.

Kongressen afsluttedes i en særdeles optimistisk atmosfære, forlyder det. Efter ti års uafbrudt nedtur, med omfattende medlemsfrafald, med det ene valgnederlag efter det andet, indtil man nåede et lavpunkt i efterkrigstiden ved det seneste - efter alle disse trængsler og medfølgende indre brydninger og fraktionskampe håber man nu på ”en historisk vending”, på indledningen til en ny opgangsperiode under overskriften glasnost på dansk.

Ole Sohn var den borgerlige presses og hovedparten af de kongresdelegeredes favorit til denne rolle, mens Jan Andersen før kongressen regnedes for det sikreste bud på formandsposten, fordi han støttedes af den såkaldt gamle garde i partiledelsen, af Ib Nørlund, Poul Emanuel med flere.

I denne forstand skete der rent faktisk noget uforudset på kongressen: den gjorde sig til talsmand for den borgerlige propagandas pression for at fremtvinge et ”opgør med fortiden”, for at kaste sig hele vejen ud i en dansk udgave af glasnost-politikken - og ”de gamle mænd” i Dr. Tværgade var tvunget til at bøje sig for dette pres, fordi ansvaret for DKPs nuværende krise og den lange række af fiaskoer falder tungt tilbage på dem.

Fornyelse - fornyelse for enhver pris - var kongressens løsen. Dens udfald og formandsvalget, der symboliserede denne fornyelse, blev straks opfanget og forstærket i de borgerlige medier, der har udvist en påfaldende interesse for denne kongres. I Ekstra Bladet taltes der begejstret om ”nye tider hos DKP med Røde Ole” og i BT fremviste den lykkelige nyvalgte formand og familiefar et spædbarn til ære for fotograferne og fortalte, at han nød at slappe af med en god krimi. Det er fornyelse, så det basker ...

Det officielle billede af et parti med fodslaw, af optimisme og fornyelse, der tegnes udadtil, og som den borgerlige presse ud fra sine motiver følger op, holder imidlertid ikke. Den virkelige stemning på kongressen var præget af opgivenhed, intriger, korridorsladder af den fraktionaliserede og opsplittede situation et parti med fremtiden bag sig står i.

Hvad er så den højt opreklamerede glasnost på dansk? Af beretningen til kongressen og de politiske udtalelser fremgår det, at der ikke er tale om nogen som helst ændringer i den revisionistiske politik. Her er alt ved det gamle: ”arbejderflertal”, samarbejde på ”venstrefløjen”, med ”arbejderpartierne” (forstået som Socialdemokratiet, SF og VS og til nød også Møller Hansen). Måske en lille yderligere accentuering af satsningen på det parlamentariske, på et nyt valggennembrud i modsætning til arbejdet i fagbevægelsen og i de folkelige bevægelser.

For den borgerlige propaganda er glasnost på dansk lig med total satsning på det parlamentariske arbejde, total åbenhed overfor den borgerlige presse, kritisk afstandtagen fra Sovjetunionen og de øvrige revisionistiske lande: en kritisk holdning til DKPs revolutionære fortid og en åben og utilsløret forkastelse af marxismen- leninismen som teori og praksis. For den er glasnost-politikken ensbetydende med socialismens fallit, med afskrivelse af revolutionen og nødvendigheden af et revolutionært parti.

Nu er DKP ikke noget revolutionært, marxistisk-leninistisk parti, og har ikke været det i årtier. Og lige præcis her ligger den egentlige årsag til dets krise. DKPs krise er krisen for den moderne revisionisme i sovjetrevisionistisk udgave. Ved at true med tavshed og lokke med reklame søger borgerskabet at få det til at afkaste sig selv de sidste rester af marxistisk-leninistisk forklædning.

Glasnost på dansk betyder begyndelsen til enden for DKP, partiets overgang til utilsløret revisionisme, til opgivelsen af enhver selvstændig politisk profil og enhver prætention om at repræsentere det revolutionære fortropsparti. Det betyder forstærkelse af hundeslagsmål med SF, VS og Fælles Kurs om parlamentariske pladser på en identisk platform - et slag, hvor DKP har de fleste odds imod sig på forhånd.

DKPs kongres søgte ikke efter de virkelige årsager til dets krise, fandt ikke frem til nogen virkelige løsninger, og kunne heller ikke gøre det. Kampen om magten i partiet og fraktionsstridighederne vil fortsætte, selvom der vil blive indgået mange taktiske kompromisser af hensyn til den nye profil og det kommende folketingsvalg. Den nuværende situation opleves som sidste udkald for DKP som politisk kraft af nogen betydning - før den endelige opløsning.

Trods al officiel optimisme er DKP inde i sidste fase af sin langtrukne dødskamp.

Se også

Nyopsætning i demagogiens teater
Dagbladet Arbejderen 11. februar 1987

Den revisionistiske verden i kaos
Dagbladet Arbejderen 9. oktober 1987

Netavisen 21. oktober 2010