Kommunistisk Politik 18, 2010
Norges ’Kommunistiske’ Parti NKP fulgte det revisionistiske Sovjet i tykt og tyndt. Nu har det lavet en udtalelse om dette Sovjet, hvor de reviderer nogle tidligere synspunkter – men uden konsekvens, skriver redaktøren af Netmagasinet Revolusjon
NKP om kontrarevolutionen i Sovjetunionen: «SUKPs 20. partikongres (1956) blev et vendepunkt som styrkede højrefløjen.»Efter 2. verdenskrig og den stolte indsats i den antifascistiske modstandskamp, skred Norges kommunistiske parti (NKP) mere og mere ud i revisionisme og opportunisme. Denne proces fik ’rygdækning’, da Nikita Hrustjov gik i spidsen for at kuppe partiet og sovjetstaten indefra, og foretog sit såkaldte ’opgør med Stalin’.
NKP støttede Hrustjovs dæmonisering af Stalin i 1956. Det støttede derefter Bresjnevs opgør med Hrustjov og partiet fulgte lydigt SUKPs fordømmelse af de albanske og kinesiske kommunistpartier. Med få og små reservationer støttede NKP loyalt den til enhver tid vedtagne linje i det daværende SUKP, helt frem til Gorbatjov og sidste akt af den kapitalistiske restauration, da alle rester af den rødmalede facade blev fjernet.
Derfor er det interessant at NKP på sit sidste landsmøde (i maj 2010) kommer med en ganske anden analyse i sin udtalelse ”Om kontrarevolutionen i Sovjetunionen”. Den første del af udtalelsen er langt hen ad vejen en god historisk opsummering. Her får Nikita Hrustjov og til dels Leonid Bresjnev det glatte lag, mens Stalins linje for klassekamp og socialistisk økonomisk opbygning bliver fremhævet som den rigtige, omend med angivelige fejl.
«Efter Stalins intervention og artiklen ”Socialismens økonomiske problemer” fra 1951 og senere udgivelsen af ”Lærebog i politisk økonomi” skulle man tro at et solidt teoretisk grundlag var lagt. Men flere ledende kommunister og økonomer beholdt deres uvidenskabelige og udialektiske forståelse. Årsagerne lå først og fremmest i den småborgerlige påvirkning indadtil i partiet. Måden den blev forsøgt bekæmpet på var mangelfuld og gav ikke de nødvendige resultater.»
NKP indser nu at den 20. partikongres var et afgørende vendepunkt:
«Hrustjov lagde i sin ’hemmelige’ tale alle fortidens fejl over på Stalin. Han lagde op til at dæmonisere ham tidligt i talen, ved bl. a. at antyde at han eller hans mænd stod bag mordet på Kirov som var partileder i Leningrad (at Hrustjov må have vidst at dette ikke var rigtigt er godt dokumenteret i dag).
Højredrejningen førte efterhånden til en økonomisk politik som svækkede den socialistiske ejendom og den centrale planlægning.» (min fremhævning – J.St.)
Men NKP tager ikke konsekvensen af disse observationer. Partiet nøjes med at kalde undermineringen af den socialistiske økonomi for en ’højredrejning’.
Heller ikke de «mange nye fejlagtige vurderinger» på den 22. kongres i 1961; som afskaffelsen af proletardiktaturet og knæsætningen af ideen om ’hele folkets stat’ eller at arbejderklassen var næsten fraværende i partiets rækker, er nok til at NKP vil vedkende, at Sovjetunionen og SUKP på dette tidspunkt havde skiftet farve:
«På SUKPs 22. kongres (1961) blev der foretaget mange nye fejlagtige vurderinger som bl.a. førte til tesen om ’hele folkets stat’. SUKP var nu et ’parti for hele folket’. Denne udvikling bidrog til ændring af partiets sociale sammensætning helt til at SUKP omkring midten af 80’erne næsten ikke længere var at regne som et arbejderparti.»
Hrustjovs fald i 1964 førte heller ikke til nogen bedring, andet end «en rigtigere kurs i synet på den antimonopolistiske strategi» (hvad en rigtigere kurs for en fejlaktig strategi så end måtte bestå i). Tesen om hele folkets stat blev stående,
«ligesom den katastrofale tese om ophævelsen af klassekampen og omdannelsen af SUKP til 'hele folkes parti'. Stadig mere markedsinspirerede reformer og udvidelsen af brugen af markedsmekanismer styrkede grundlaget for en mere og mere højreopportunistisk udvikling.» (mine uth. – J.St.)
Når SUKP var degenereret til et ”hele folkets parti”, med en linje som hævdede at klassekampen var ophørt, med en ’socialistisk’ økonomi præget af markedsmekanismer og markedsreformer – og sortbørs – måtte dette betyde, at der var opstået et nyt borgerskab og at den socialistiske planøkonomi var erstattet af en særegen form for statskapitalisme, med andre ord at kontrarevolutionen havde sejret.
Men det vil NKP ikke medgive. NKP fastholder at en eller anden form for perverteret ’socialisme’ må have eksisteret helt frem til 1990, da «de sunde kommunistiske kræfter som reagerede i den sidste fase af udviklingen, på den 28. partikongres (1990), [ikke] magtede i tide at afsløre Gorbatjov- og Sjevardnadse-klikens forræderi».