Flytter revisionisterne sig?

En opfølgende kommentar til Nye toner fra Norges 'Kommunistiske' Parti

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 18, 2010

Det norske ’kommunistiske’ parti NKPs kritik af sit moderparti – det siden 1956 revisionistiske og kontrarevolutionære SUKP - er udtryk for noget, der ligner en international bølge, hvor Moskvatro revisionistpartier forholder sig kritisk til historien.Redaktøren af Netmagasinet Revolusjon Jan R. Steinholt giver i sin artikel en god god  fremstilling af disse ’nye toner’.

Nye – fordi disse partier lige til Gorbatjov og Sovjetunionens sammenbrud fastholdt, at socialismen – og i Hrustjov-perioden tilmed kommunismen - blev opbygget dér (socialdemokraten Gorbatjov forkyndte som bekendt ’Mer demokrati, mer socialisme’). De rettede samtidig voldsomme angreb mod marxist-leninisterne, der kritiserede og Sovjetunionens kapitalistiske udvikling og grundigt afslørede de revisonistiske teser som den ny politik og kontrarevolutionære udvikling grundede sig på – som de uvidenskabelige teser om klassekampens afslutning, om hele folkets stat og hele folkets parti.

I Danmark blev denne kritik rejst med styrke af Carl Madsen og ikke mindst af det revolutionære marxistisk-leninistiske parti DKP/ML og dets formand Klaus Riis. Den blinde tro på de skiftende sovjetiske ledelser og deres skiftende politik var ikke forbeholdt de norske revisionister. Det var kernen i alle sovjetrevisionistiske partiers politik, i Danmark hos DKP fra den 20. kongres til dets opløsning under formand Ole Sohn.

Den 20. kongres banede også vej for et total skift i den internationale kommunistiske bevægelses generallinje. Det sovjetiske parti begyndte at forkynde, at ’fredelig overgang til socialismen’ var mulig på grund af Sovjetunionens og ’den socialistiske lejrs’ eksistens. Disse uvidenskabelige ideer systematiseredes i form af ’strategien for et antimonopolistisk demokrati’, som blev officiel politik for DKP og dets broderpartier i de udviklede kapitalistiske lande – og i f.eks. Chile, hvor den fredelige overgang druknede i blod.

Nikita Hrustjov på forsiden af T ime Magazine 1953 Overskrift: Rusland - Den nye kurs

Var der noget som helst i de fortidsbelastede revisionistpartiers 50 år forsinkede erkendelser af den revisionistiske udvikling i Sovjet fra 1956, ville de ikke bare foretage en seriøs selvkritik, men også gøre op med hjertebarnet ’det antimonopolistiske demokrati’.

Det er ikke tilfældet. Meget langt fra endda. Tværtimod søger disse partier nye begrundelser for at fastholde denne ’antimonopolistiske strategi’ efter ’sovjetsocialismens’ sammenbrud og det er åbenlyst at den kinesiske ’socialisme’ er de internationale monopolers og det kinesiske borgerskabs paradis.

De sovjetrevisionistiske partier er pressede af den kendsgerning, at deres antistalinistiske og påståede ’socialisme’ i Sovjetunionen og dens lejr led fuldstændig skibbrud, og de har været ude af stand til at forklare hvorfor. Ved at overtage dele af den marxistisk-leninistiske kritik af sovjetrevisionismens ideologiske grundlag kan de levere en slags forklaring på hvad der egentlig skete, og samtidig pynte sig med marxistisk-leninistiske fjer.

Men de fastholder, som Jan Steinholt gør opmærksom på, at Sovjetunionen fortsat var socialistisk indtil Gorbatjovs fald. Godt nok en ’socialisme med fejl’, godt nok en ’højresnoet socialisme’, men alligevel socialisme, og ikke genrejst kapitalisme under socialistisk maske  (sådan som marxist-leninisterne forstod og afslørede udviklingen i Sovjet og senere Kina).

Dermed fastholdes i sidste ende de revisionistiske positioner – socialisme uden proletariatets diktatur er altså mulig f.eks. Når arbejderklassens magt, dens klasseherredømme, ikke opfattes som en uomgængelig betingelse for socialisme, uden hvilken den ikke kan eksistere, er vejen åben for alle mulige slags ’socialismer’ og fantasifulde veje dertil.

I  Danmark stillede det nuværende ’Kommunistisk Parti’ sig på positioner, der er ret identiske med NKPs ved partistiftelsen i 2006. Det bejler meget kraftigt til det store græske revisionistparti KKEs gunst.

De to andre partier med rødder i det revisionistiske DKP 1956-1989 har derimod ikke begået en tilsvarende analyse som deres norske broderorganisation, som de har holdt fælles sommerlejre med. Hverken KPiD, som har partiforbindelser med KKE, og har fastholdt linjen fra Bresjnev frem til i dag, eller det tiloversblevne DKP, som ikke rigtig har haft nogen linje siden Sovjets opløsning, har foretaget ’nyvurderinger’ af historien, ’skurken’ Stalin og deres gamle idoler Hrustjov og Bresjnev.

Det skal ikke udelukkes at de kan komme. Det vil nemlig – sammen med et nybryg af det antimonopolitiske demokrati – være formlen for sammenslutning mellem de tre danske revisionistpartier.

Netavisen 22. september 2010