Af Klaus Riis
I de seneste dage har Bush-regeringen nedtonet den massive krigsretorik. Det har mange grunde: Dels har den vakt frygt, vrede og modstand overalt i verden - også i de imperialistiske lande og tilmed USA selv. Mange amerikanere føler sig ramt af to ulykker på én gang: terroren og voldtægten fra den amerikanske krigspolitik, der udnytter kamikazeangrebene til at kaste nationen og verden ud i en ny og langvarig (serie af) krig(e).
Feberagtig oprustning, massive angreb på de demokratiske rettigheder, progromlignende overfald på arabere og muslimer og massive sociale nedskæringer oveni en økonomisk nedtur med eksploderende arbejdsløshedstal har radikaliseret en stor del af den amerikanske ungdom. Omfattende demonstrationer mod krigsplanerne på over 140 universiteter i 36 stater er et udtryk for det. En ny fredsbevægelse er i hastig udvikling. Modstanden mod krigen er til stede fra dens første dag i masseomfang - i modsætning til hvad der var tilfældet under Vietnamkrigen og Golfkrigen.
De vilde krigshyl nedtones også af hensyn til verdensopinionen og den internationale fredsbevægelse, som vokser frem. Mange forskellige kræfter går imod den amerikanske krig. Vigtigt er det at den antiglobaliseringsbevægelse, der er vokset frem igennem de sidste år, har taget den nødvendige konsekvens og omdanner sig til en antikrigsbevægelse i den nye situation.
Men Bush-regeringen har også andre hensyn at tage: de seneste dage har været præget af intensive anstrengelser for at få hans såkaldte 'antiterrorkoalition' på plads - få en lang række lande til at bakke op om planen om at 'udslette al terror fra jordens overflade' - ved hjælp af statsterror og med terroristiske midler, i løbet af de næste 5-10 år. Og til at støtte, eller i det mindste ikke at gå imod, den nuværende konkrete krig mod Afghanistan og Talibanregimet, som er den første - men ikke den sidste - krig i 'terrorkrigen'.
Bush-doktrinen - at dele verden i tilhængere og modstandere af den af USA anførte terrorkrig - betyder samtidig et radikalt opgør med hidtidige amerikanske udenrigspolitiske grundsætninger og mål. På en enkelt uge forsvandt hele menneskerettigheds-retorikken. 'Diktatorer' og kupledere tages til nåde igen. Sanktioner som mod Indien og Pakistan, der blev indført af Clinton i forbindelse med deres atomprøvesprængninger i 1998 bliver ophævet igen. USA betaler tilmed sin gæld til FN - som 'tak' for manglende protest mod og solidt medspil til de amerikanske planer - som det har nægtet at betale i årevis. Forholdet til Rusland forbedres - og der sendes varme følere til det Kina, som Bush-administrationen har optrådt bevidst demonstrativt og provokerende overfor fra den første dag.
Samtidig fokuseres på at skabe en slags enighed om, hvem og hvad der
skal være mål for terrorkrigen. Ifølge USA's officielle opgørelser
er der syv lande, som er terroristlandeog 29 terroristorganisationer.
De syv lande er Iran, Irak, Syrien, Libyen, Cuba, Nordkorea og Sudan.
Blandt de 29 organisationer er Den Væbnede Islamiske Gruppe (GIA), Algeriaet;
Folkefronten til Palæstines Berfrielse (PFLP), Palæstina; den palæstinensiske
Islamisk Jihad; Den Palæstinensiske Befrielsesfront (DFLP); Hamas, Palæstina;
Euzkadi Ta Askatasuna (ETA), Baskerlandet, Spanien; Al-Gama'a al-Islamiyya,
Ægypten; Hezbollah, Libanon; den opløste Japans Røde Hær;
Kurdistans Arbejderparti (PKK), Tyrkiet; Det Revolutionære Folkets Befrielsesparti/front
(DHKP/C), Tyrkiet; De tamilske tigre (LTTE), Sri Lanka; Tupac Amaru Revolutionary
Movement (MRTA), Peru; Den lysende Sti (Peru); Colombias Revolutionære
Væbnede Styrker (FARC); Al Qaida, (Osama bin Laden' s gruppe), Afghanistan.
De fleste af disse er nationale og revolutionære befrielsesbevægelser,
som med våben har bekæmpet/bekæmper den amerikanske imperialisme,
Israel eller amerikanske vasalregimer.
Nu piskes der en generel terrorfrygt op, der i al fald i de imperialistiske
landes befolkninger skal skabe en almindelig følelse af afmagt og usikkerhed
og få alle til at føle sig som et potentielt mål for terrorbomber.
FN aflyser sin generalforsamling. Det påstås at ingen politiske
mekanisme kan fungere videre efter den 11. september.
Men ingen af disse såkaldte slyngelstater og meget få af de såkaldte
terrororganisationer har mulighed for (eller ønsker) at føre terrorkrig
på andre landes territorier - de føler sig derimod truet af en
mægtig statsterroristisk magt, der nu er ved at skabe en international
koalition for at knuse dem én for én. Den 'globale guerillakrig'
mod guerillabevægelserne - det er et af de militære aspekter ved
Bush-doktrinen.
Det palæstinensiske spørgsmål er en akilleshæl for Bush-administrationen. Får Israel lov til, som det har i sinde, at gøre op med palæstinenserne i ly af den amerikanske Afghanistan-krig, er det umuligt at få selv de mest korrupte arabiske og muslimske vasalregimer til at støtte USA - simpelthen fordi de ville blive fejet væk i folkelige opstande. Derfor har det været af enorm betydning for Bush-folkene at få det til at se ud, som om 'fredsprocessen' mellem Israel og palæstinenserne genoptages. Derfor mødtes Rabin og Arafat efter mange påtryk - og derfor forkyndes nu at processen går videre. Det vil sige mulighed for ro på bagsmækken for den amerikanske krigsførelse. Hvad der siden vil ske med palæstinenserne er en anden sag . . .
De øvrige imperialistmagter og andre betydningsfulde lande for den amerikanske krigsførelse har alle fået stillet store fordele i udsigt ved at slutte op i terroralliancen:
Rusland fører en beskidt krig i Tjetjenien (som ønsker selvstændighed, og som støttes af den islamiske fundamentalisme og Taliban). Den har været stærkt kritiseret af USA (ud fra dens formål: at få adgang til olien ved Det Kaspiske Hav) og af EU (som ikke har noget formål hermed, men bare forsvarer moral og demokrati, siges det).
Tirsdag kunne Putin så - der nu vil forsyne Talibanmodstanderne i Den
Nordlige Alliance med endnu flere våben og vil tillade amerikanske 'humanitære'
fly i sovjetisk luftrum - i en tale på flydende tysk til en begejstret
forbundsdag meddele, at netop kamp mod international terrorisme var det, han
altid havde stået for, og forgæves søgt at råbe verden
op om. Det er netop, hvad han - under så hård kritik - gør
i Tjetjenien:
- Det er som om vi ikke kunne se, at verden ikke længere er delt i
to fjendtlige lejre, men at den er blevet langt mere kompliceret. Og imens har
vi ikke set de virkelige farer. Terrorisme, nationalt had, separatisme og religiøs
ekstremisme har de samme rødder overalt, og bærer de samme forgiftede
frugter.
- Vi taler om partnerskab, men i realiteten har vi aldrig lært at leve
sammen, sagde han. I dag må vi utvetydigt erklære: Den kolde
krig er forbi!
- Naturligvis må det onde straffes, fortsatte han. Men vi må
også forstå, at gengældelsesangreb ikke kan erstatte den beslutsomme
og velkoordinerede kamp mod terrorismen. Heri er jeg enig med den amerikanske
præsident.
Belønningen udeblev ikke. Putin taler ikke for døve øren.
Der er allerede lagt op til en ny kraftig oprustning og de ny og gamle imperialister
i Rusland drømmer om at genvinde en international rolle, også militært.
I første omgang vil man sikre sig frie hænder til at optrappe krigen
mod tjetjenerne og Tjetjenien - Ruslands Osama Bin Laden. (Sharon har offentligt
kaldt Arafat for en palæstinensiske Osama Bin Laden).
Den tyske kansler Schröder kvitterede straks:
Den russiske krigsførelse i Tjetjenien, som Eu har kritiseret, måtte
'omvurderes', sagde Schröder.
- Dette viser, at vi gør klogt I at arbejde med Rusland som partner
for at bekæmpe globale trusler. Det budskab har ikke været hørt
overalt. Nu er det hørt.
Schröder har selv kunnet indkassere en gevinst: Tyskland har fået
overdraget kommandoen over NATO-tropperne i Makedonien, der nu forlænger
deres 30-dages ophold dér på ubegrænset tid. Tyske tropper
i førerposition i et andet land - og med 'fuld international opbakning'.
Det er længe siden noget, der bare ligner, er set.
Pakistan er ikke et imperialistisk land, om end en atommagt. På grund af dets vigtighed for krigsførelsen er det købt med ophævelse af sanktioner, fremskyndelsen af en stor lånepakke fra IMF og rigelige løfter om nye gaver i fremtiden.
Japan derimod er et imperialistisk land. Det har en af verdens største og mest avancerede hære. Den forbydes imidlertid at drage ud af landet og i krig. Nu gør den det, som støtte til den amerikanske krigsførelse. Det vil blive en smal sag at få gennemført de formelle lovændringer. Japansk militarisme vil igen markere sig i Asien.
Indien har været ved at udvikle stadig bedre forbindelser med USA. Det ligger i latent krig med Pakistan om Kashmir-provinsen. De to lande truer med at hælde atombomber i hovedet på hinanden. Nu bliver Pakistan bundet op i den amerikanske krigsalliance mod dets venner i Afghanistan, et regime det selv har indsat. Amerikanerne har forstået at vejen til kontrol med Afghanistan, som er det konkrete krigsmål nu, går gennem kontrol med Pakistan. Indien vil også tage sig betalt for at støtte terrorkorstoget: ophævelse af sanktionerne, avancerede våben fra USA - og så har Indien i sinde at forstærke krigen mod de muslimske 'oprørere' i Kashmir, som støttes af Taleban.
I Nepal har Deuba-regeringen været lige så uforbeholden i sin støtte til den amerikanske krig som Nyrup Rasmussen. Man har tilbudt amerikanerne at anvende landet til militære udfald. Deuba håber på at denne massive støtte kan sikre ham støtte til at gøre op med den maoistisk anførte folkeopstand og de røde terrorister.
Kina er kommet ud med en principiel støtte til det amerikanske foretagende. Det menes at Kina anser den for Kina selv på sigt så truende amerikanske indtrængen i Afghanistan for at være uundgåelig - og i stedet for at forholde sig passivt (eller som erklæret modstander) vil det søge maksimal udbytte. Det har også problemer med muslimske fundamentalister, separatister og lignende - og vil få frie hænder til at løse problemerne. Et forbedret forhold til USA (og dettes venner) kan betyde både økonomiske og politiske fordele - når den strategiske skade alligevel ikke er til at undgå.
På denne måde dannes den store anti-terrorkoalition, civilisationens trofaste forsvarere mod folk, der hader civilisation og vil sprænge den i luften. Med pression, trusler (også atomtrusler), løfter og bestikkelse. Med større eller mindre fordele for hver eneste af de deltagende røvere. Og fuldstændig principløse - verdens folk ser i disse uger en utilsløret manifestation af imperialistisk magtpolitik, hvor et sæt evige principper afløses af andre og modsatrettede, og det hele afslører sig som demagogi.
Bush-koalitionen er den største imperialistiske alliance, verden nogensinde har set - og den vender sig imod arbejderklassen og folkene, der kæmper for national uafhængighed, demokrati og social fremgang. Den skal befæste uretten, undertrykkelsen og udbytningen - og sikre at også det 21. århundrede bliver USA's århundrede. At 'Den ny verdensorden' under amerikansk førerskab - IMFs, Verdensbankens, WTOs og monopolernes barbariske verdensorden - som er ved at rokkes under folkenes protest og ædes op af rivalisering mellem stormagterne, befæstes og forstærkes. Globaliseringens krise, verdenskapitalismens krise, skal overvindes gennem krig mod arbejderklassen og folkene, 'Den rige verden' mod 'den fattige verden'.
Men imperialistiske alliancer dannes og opløses uafbrudt efter de skiftende politiske og økonomiske udviklinger. De er midlertidige, uholdbare, gennemtæret af fjendtlige modsætninger - fordi det er alliancer mellem røvere, som hver især vil tilrane sig det størst mulige bytte. Og varigheden er ikke længere end til en eller flere af dem ser større muligheder i en anden kurs.
Og arbejderklassen, ungdommen og verdens folk begynder at se, hvad 'antiterrorismen' drejer sig om: Global krig mod alle revolutionære og progressive kræfter - ja mod alt hvad der står i vejen for USA's og de multinationale selskabers planer.
Nu er alliancen på plads. Afghanistankrigen har taget sin start.
Baggrund:
Ind i et nyt århundrede: Imperialistmagternes
dødedans
Kommunistisk Politik 26, 1999
Globaliseringens
krise - og kapitalens
Kommunistisk Politik 16, 2001
KP-Netkronik 27. september 2001