Global krise: Ny sort mandag med gigantkrak og børspanik

Af Kommunistisk Politik

Det sker altid om efteråret og på en mandag, der går over i historien som sort. Depressionens, sorgens og uigenkaldelighedens traditionelle farve. Børskrakket den ’sorte mandag’ i 1929 (28. oktober) var starten på den store kapitalistiske krise, der rystede en hel verden. Først 58 år senere blev den overgået af historiens største kursfald på børserne med den ’sorte mandag’ den 19. oktober 1987, da Dow Jones faldt med 22.6 pct. og andre børser dykkede længere endnu.

Den ’sorte mandag’ i 2008 faldt den 15. september. Denne dag vil gå over i historien som den panikprægede afslutning på det internationale krigsboom med en kunstig oppustet finanssektor, der blev pisket frem efter 9/11 2001, og som starten på en ny global krise- og depressionsperiode, som bliver langvarig. Kursfaldet på børserne var ikke rekordstore, men de største siden 11. september, og det fortsætter tilsyneladende.

Mandage er særligt udsatte, fordi det i løbet af den forudgående weekend kommer til at stå klart, at en gigantisk rystelse er på vej. Aktiemarkederne går i panik.  Søndag stod det klart, at USAs fjerdestørste bank, Lehman Brothers, ikke ville blive reddet af statsintervention på skatteborgernes regning, som det er sket indtil nu. Det var tilfældet med de to store, insolvente realkreditselskaber Fannie May og Freddie Mac, der blev reddet af staten i den fri markedsøkonomis hjerteland så sent som i sidste uge , og med den mindre, kriseramte investeringsbank Bear Sterns tilbage i marts måned.

Den amerikanske regering og finanstop besluttede at lade Lehman Brothers falde. Mandag måtte den indgive konkursbegæring i  historiens  største bankkollaps. Samme dag blev det gigantiske finansselskab Merrill Lynch blev på fallittens rand overtaget af Bank of America, mens det kom til at stå klart, at det  kæmpemæssige American International Groups (AIG) -  verdens største forsikringsselskab og den 18.største virksomhed i verden - reelt er fallit. Det er nu giganterne, der vakler og falder.
Mange andre store og mellemstore selskaber, og selvfølgelig små i uoverskuelige mængder,  er i farezonen.

Ikke mindst de aggressive aktører på de kriseramte boliglånsmarkeder er særlig udsatte. Det er kort sagt de usikre lån, der ikke kommer hjem, som har skabt en akut likviditetskrise i de kriseramte banker og finansselskaber. Disse kan ikke låne i andre banker, eller har svært ved det og kun til skyhøje renter. Når der er mangel på likvide midler og knaphed på penge, stiger udlånsrenten. Det gør ikke bare ondt på almindelige boligkøbere og bankkunder, mens også på de hårdt spændte virksomheder.

Ved at kaste milliarder af dollars (eller andre møntfødder) ind i lånemarkederne søger centralbankerne med dyre  statspenge at holde renterne i ro. Det udskyder nogle akutte kriser og fallitter, men kan ikke gøre det i længere tid. For bag det hele ligger et ødelæggende faktum: Disse selskaber er ikke solvente. Deres kapitalbeholdning og værdier kan ikke indfri deres gæld.

Den ukontrollerede finanssektor med de enorme spekulative formuer er den ny store krises første og spektakulære ofre. Det fremhæves nu beroligende i borgerlige medier,  at der er stor afstand mellem aktie- og finansmarkederne, hele den absurde spekulationsøkonomi, og så den ’virkelige økonomi’, den reelle produktion. Men der er også en sammenhæng, og den er dyster. Finanskrisen vil accellerere den overprorduktionskrise i den virkelige økonomi, som er sat ind.

Store globale økonomier som den amerikanske og økonomien i Euroland er allerede i recession. Det er ikke bare byggeriet, der går i stå, eller medarbejderne i finansvirksomhederne, der skal søge nyt arbejde. Det breder sig til andre dele af økonomien. Den købedygtige efterspørgsel falder. Store bilproducenter er i krise. IT-branchen står igen for tur. Det russiske aktiemarked er gået på røven og det førende aktieindeks Micex er halveret siden maj måned. Det er kun et spørgsmål om tid, før det kapitalistiske Kina for alvor mærker krisen.

Den internationale økonomi, spekulationsøkonomien indbefattet, er mere sammenflettet end nogensinde før, mere end i 1987, langt mere end i 1929. Der findes ikke en plet på jorden, hvor ikke den kapitalistiske økonomis love gælder. To japanske banker var hovedinvestorer i Lehman Brothers, og det forlyder, at det kapitalistiske Kina, som er med til at holde den amerikanske dollar oppe og finansiere Bush’s krigseventyr, var den største investor i Fannie May og Freddie Mac, og at Kina lagde pres på den amerikanske regering for at ’redde’ dem ved at true med at trække tæppet væk under dollaren.

Følgevirkningerne af den sorte mandag i september 2008 bliver enorme, kaotiske, og virkelig universelle. Det er indledningen til et nyt mareridt, hvor den globale herskende klasse vil søge at vælte krisens byrder over på det store flertal, og hvor den igen vil indlede nye krige for at undslippe krisens katastrofale konsekvenser. I imperialistiske lande som USA og EU for at aflede befolkningerne fra den virkelige elendighed med reallønsfald og voksende fattigdom, nedslidt 'velfærd' og kriminelle kolonikrige..

Regeringerne og de borgerlige medier vil omhyggeligt undlade at oplyse om den virkelige situation og de mere end dystre udsigter. Der lades som om den globale kapitalistiske økonomi er sund og de nationale økonomier er i stand til at overvinde ’vanskelighederne’. Den danske økonomi er ’robust’, gentager den nyudnævnte finansminister Espersen. Det kan man så tror på.

For godt to år siden, da Danmark kunne købe hele verden, skrev Kommunistisk Plads på lederplads:

”Bushs krig mod terror og besættelserne af Afghanistan og Irak og Israels i høj grad amerikansk-finansierede krig mod palæstinenserne og Libanon har 'sat gang i økonomien' og skubbet det almindelige kapitalistiske, cykliske opsving fremad. USA og Danmark er ramt af et krigsboom. Et særligt træk ved dette har været de vanvittigt voksende priser på fast ejendom. Boligmarkedet blev overophedet – og i en hidtil uset grad - i de fleste imperialistiske lande.

Der findes en bagside af medaljen – og den kommer til at fylde rigtigt meget, når boblerne brister og boom'et går væk. Det er aldrig blevet ved med at gå 'ufatteligt godt' for den kapitalistiske økonomi ret længe ad gangen, sjældent mere end nogle få år. Så kommer nedturen, massefyringerne, de eksploderende offentlige udgifter til reservearbejdsløshedshæren o.s.v.

Ingen kan forudsige nedturens præcise start. Måske er den allerede i gang. Både i USA og Danmark flader boligmarkederne ud. I USA ser nedturen ud til at blive dramatisk. (...)30 pct. af alle jobs i USA siden den sidste recession i 2001 (lige op til 'krigen mod terror') er relateret til boligboom'et – og vil gå tabt når det forsvinder. Et sammenbrud i det amerikanske ejendomsmarked vil have enorme virkninger på verdensøkonomien.”
(Krigsboom – hvor længe?, Kommunistisk Politik 16, 2006)

”Har du tillid til holdbarheden af Bush- og Fogh-økonomien?”, spurgte den til slut.
Hvem mon svarer ja i dag?
Det er værre, end du tror. Meget værre.

Se også
Den værste krise i 80 år
Kommunistisk Politik 18, 2008

Netavisen 16. september 2008