Fri bane for løgnen

Kommunistisk Politik 15, 2009

Fra Radhusstraede 1, 1466 Copenhagen K, DK udgår hver onsdag et elektronisk nyhedsbrev, der kaldes News from Copenhagen. Det handler ikke om mad, luksushoteller eller bysladder. Det er OSCE’s Parlamentariske Forsamlings officielle publikation, en relikt fra et møde i København i 1990, der resulterede i et omfattende dokument, der nu refereres til som Københavns-dokumentet.

Det erindres især pga. en passus om at OSCE-medlemmerne er forpligtet ”til klart og uigenkaldeligt at fordømme totalitarisme”. Det blev vedtaget under det store regressive opbrud i Europa, hvor det ikke skortede på løfterne om fred, social og humanitær fremgang.

Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa har 56 deltagende stater, ikke bare fra Europa, men også Nordeuropa og Centralasien, og har hovedkvarter i Wien, Østrig, mens dens parlamentariske forsamling har kontor i København. Normalt fører dens parlamentarikere en ret upåagtet tilværelse, men organisationen er et af de steder, hvor den vestlige imperialismes strategier fastslås for offentligheden, og benyttes til at knytte imperialismens fangarme fastere og styrke dens strukturer, mens smålandenes parlamentarikere føler sig beæret over at sidde med ved bordet.

For et kort øjeblik blev OSCE’s parlamentarikerforsamling løftet ud af ubemærketheden, da den på sit årlige møde, der fandt sted i Vilnius, Litauen, blandt en hel stribe dokumenter vedtog ’Resolution om det delte Europa genforenet: Fremme af menneskerettigheder og borgerrettigheder i OSCE-området i det 21. århundrede’.
De russiske repræsentanter forlod mødet i protest under vedtagelsen af dette punkt.

Hvad dokumentet indeholder og opfattes som opsummeres i en række avisoverskrifter:
”Var Stalin så slem som Hitler?” (Information)
”Stalinisme & Nazisme. En historisk lære for Europa” (Trend News)
“Sovjetunion ‘lige så skyldig som nazisterne i Anden Verdenskrig” (Mail)

I resolutionen hedder det, at OSCE
’noterer at de europæiske lande i det 20. århundrede oplevede to store totalitære regimer, det nazistiske og det stalinistiske, som udløste folkemord, menneskerettigheds og -frihedskrænkelser, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden’

og derfor

’genkalder Europaparlamentets initiativ til at udråbe den 23. august, hvor Ribbentrop-Molotiv-pagten blev underskrevet for 70 år siden, som en fælleseuropæisk mindedag for stalinismens og nazismens ofre, med henblik på at bevare mindet om ofrene for massedeportationer og udryddelser.’

Bulgarien, Hitlers allierede, har allerede besluttet at indføre denne ’mindedag for stalinismens og nazismens ofre’. Det samme gælder Estland og Letland, hvis quislinge-regeringer og kamptropper deltog i Hitlertysklands krig mod Sovjetunionen. I Letland paraderer nazister med Hitler-ikoner i hyldesttog til faldne SS-tropper. De tre baltiske lande og Slovenien har været de ivrigste fortalere for resolutionen.

Forhistorien er denne:
I juni 2008 udformede en international konference i Prag med overskriften ’Den europæiske samvittighed og kommunismen’ en såkaldt Prag-deklaration med samme titel. Den fik bl.a. støtte fra Nicolas Sarkozy, Margaret Thatcher, Zbigniew Brzezinsky, den canadiske udenrigsminister Jason Kenney plus den tjekkiske antikommunismes store navn Vaclav Havel. Den krævede bl.a. 23. august gjort til fælles mindedag for kommunismens og nazismens ofre.

Af tjekkiske EU-parlamentsmedlemmer blev den bragt videre til dette forum. Over 400 MP’ere tilsluttede sig initiativet den 23. september 2008. Den konservative gruppe i særdeleshed var begejstret, men mindedagen har angiveligt vundet tilslutning fra medlemmer af samtlige EU-partigrupperinger. Den 2. april blev en resolution modsvarende Prag-erklæringen vedtaget af EU-parlamentet med 533 stemmer mod 44, mens 33 undlod.

Vedtagelsen af denne fælles mindedag er kommu-nazi-hetzens officielle sejr. Sidestillingen af nazisme og kommunisme som forbryderiske systemer. Sidestillingen af det nazistiske Tyskland og det socialistiske Sovjetunionen som krigsanstiftere, og ikke nazi som overfaldsmand og Sovjet som den angrebne – og sejrherre over fascismen. Hitler og Stalin som blodtørstige tvillinger. Ikke-angrebs-pagten mellem Sovjetunionen og Tyskland som den udløsende faktor for 2. verdenskrig.

Men det er historieforfalskning af reneste skuffe. Falske ideologiske postulater ophøjet til videnskabelig sandhed. Renvaskning af nazismen – for ’kommunismen’ var lige så slem.

Den eneste alvorlige betænkelighed ved planen om en fælles mindedag den 23. august kommer fra zionistisk hold, der frygter at en sådan mindedag vil fratage den allerede etablerede mindedag for de jødiske ofre for ’holocaust’ den 27. januar ’dens unikke status’ (Efraim Zuroff, Jerusalem Post).
Og så protesterer det antikommunistiske Rusland selvfølgelig mod at USSR sidestilles med nazi som krigsanstifter.

Der er fri bane for løgnen. Og for mere krig.

Se også

Invaderede Sovjetunionen Polen i september 1939?
Af Grover Furr

Hitlertysklands overfald på Sovjetunionen: Forspillet til den 22. juni 1941
Af Troels Riis Larsen

Glemte sider ved sejren over fascismen
Af Pavel Krasnov

For 20 år siden: ”Kommunismens” fald
Kommunistisk Politik 14, 2009

Den europæiske reaktion vil kriminalisere marxismen
Kommunistisk Politik 2, 2006

Jalta-aftalen død: En fascist indtager Moskva
Kommunistisk Politik 10, 2005

TEMA 2006: Kriminalisering af marxisme og kommunisme

Netavisen 29. juli 2009