Kommunistisk Politik 14, 2009
Der er opstået strid blandt EU-lande om hvornår man skal fejre ”kommunismens” fald for 20 år siden. Det officielle Tyskland fejrer hele 2009, fordi Berlin-muren ”faldt” den 9. november 1989. Polakkerne mener, de kom først, og har allerede fejret den 4. juni 1989, hvor de angiveligt første ’frie valg’ blev afholdt.Det kan forventes, hvis EU-eliten engang bliver enig, at der kommer en ny unionshelligdag til at hylde kapitalismen og EU selv, som med opløsningen af Sovjetunionen og østblokken tog nye gigantskridt mod at etablere sig selv som en ny imperialistisk supermagt, og som har brugt de sidste 20 år til at opsluge en lang række af landene i den tidligere sovjetblok.
Men er der overhovedet noget at fejre? De, der er gamle nok til at huske begivenhederne for 20 år siden, vil også kunne huske, at der blev talt med meget store ord dengang, hvor de vestlige politikere lovede alle verdens folk en periode med fred, stabilitet og social fremgang. Med ’kommunismens’ fald var vrden indtrådt i en evig lykketilstand. En amerikansk nyliberal ’filosof’ fandt tilmed ud af, at der var tale om historiens slut.
De, der er gamle nok, ved også, at de sidste tyve år har været en periode af uafbrudt mareridt for folkene, af uhæmmet imperialistisk arrogance, supermagtsopbygning og militarisering, af endeløse krige – fra 2001 kaldet ’krig mod terror’ – og tilspidsede etniske og nationale konflikter, af aggression og folkemord. Kigger man kloden rundt er den fuld af spændinger, af kampe og eksplosioner. Stabilitet indfandt sig aldrig, og kunne ikke gøre det, for der var selvfølgelig tale om ulvens prædiken for fårene. Usikkerheden for fremtiden er et globalt livsvilkår.
Hvad ’social fremgang’ angår har den sejrende kapitalisme foreløbig ført verden og dens folk ud i den største økonomiske krise i 75 år. En stor del af verden går sulten i seng. For første gang i menneskedens historie lider flere end 1 milliard mennesker på Moder Jord af hunger og kronisk underernæring.
Det beretter FN's fødevare- og landbrugsorganisation FAO i sin seneste rapport, der må konstatere, at unbderernæring og sult er mere udbredt end nogensinde. Hvert sjette mennesker sulter eller er kronisk underernæret. Tallet er nået op på over en milliard, fordi der under krisen er kommet mere end 100 millioner kronisk sultne verdensborgere til i løbet af en enkelt år.
Med FAO’s ord “driver den globale økonomiske krise 100 millioner personer ud i fattigdom og kronisk hunger.” 100 millioner nye sultne ofre for kapitalismens lykkeland.
Fødevarekrisen 2006-08 betød et globalt hop i fødevarepriserne på i gennemsnit 24 pct.
Det er arbejderne og jordens fattige, der rammes hårdest, økonomisk, socialt og fysisk, af den kapitalistiske verdenskrise. Asien, Stillehavsområdet og Afrika syd for Sahara er de hårdest ramte områder.
De kapitalistiske stormagter er enige om, at sådan skal verden se ud – fra USA og EU til Rusland og det kapitalistiske Kina, der kalder sig markedssocialistisk. Arbejderne og de fattige skal betale krisen, mens rigdommene hober sig op på et fåtal afsindigt rige hænder i alle lande.
Når statsmændene i G8 med Barack Obama i spidsen mødes i Aquila, Italien, og i G20 den 24.-25. september i Pittsburgh, US – hvortil modmobiliseringen har taget fart verden over – er formålet at få menneskeheden til at affinde sig med, at sådan er det, at det ikke kan være anderledes, og at de er ved at ’finde en vej ud af krisen’ til gavn for alle, også en milliard sultende og endnu flere milliarder ludfattige mennesker på jorden. De vil næppe bede disse om at deltage i jubelen over ’kommunsmens’fald.
Det er fortsat krig, fascistiske kup og undertrykkelse, der er på dagsordenen, når ’den ny verdensorden’ skal sikres. Ironisk nok fører USA og NATO den krig i Afghanistan videre, som udhulede Sovjetunionens magt i 80erne.
Det var i øvrigt ikke ’kommunismen’, der faldt for 20 år siden. Det var ikke engang socialisme, for bortset fra i Albanien var kapitalismen allerede genrejst i disse lande, og kun den socialistiske klædedragt tilbage. Nu kunne også staffagen smides væk, nye milliardærer begynde at rive de samfundsskabte værdier til sig.
Den revisionistiske kontrarevolution efter Stalins død forberedte gradvis overgangen til utilsløret råkapitalisme, solgt som ’demokrati, fred og social fremgang’ – og efterhånden gennemskuet.