Israel: Zionisme og anti-kommunisme

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 7, 2008

Israel fejrer i maj i år 60-året for den jødiske stats grundlæggelse. Den tyske kansler Merkel har i den anledning besøgt landet og på EU’s vegne aflagt troskabsløfte i parlamentet Knesset. Men hvem stod bag oprettelsen af Israel – og hvad var konsekvenserne?

I 1917 var UK i færd med at erobre Palæstina. Det olierige Mellemøsten var den mest attraktive juvel i imperiet. Det søgte støtte fra zionisterne, og i et brev fra udenrigsministeren Lord Balfour til lederen af den britiske zionistiske bevægelse Lord Rothschild hed det:
’Hans Majestæts regering ser positivt på etableringen af et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina, og vil bestræbe sig bedst muligt på at virkeliggøre opnåelsen af dette mål …’ (’Balfour-erklæringen’). Dermed var zionismen blevet stormagtspolitik.

Der var bare ét problem. Landet var beboet af arabiske palæstinensere, som havde levet der i århundreder eller årtusinder. Faktisk var disse muslimer de direkte efterkommerne fra landets oprindelige befolkning.

Hvem stod bag Staten Israel?

Især europæiske jøder begyndte at opkøbe palæstinensisk jord, og en der var en stadig udvandring dertil i 20erne og 30erne. Efter de nazistiske jødeudryddelser især i Tyskland og Polen ifølge Hitlers ’Endlösung’ på jødespørgsmålet vedtog det nyoprettede Forenede Nationer i november 1947 at afslutte det britiske mandat i Palæstina og dele landet i en jødisk og arabisk del.

De fleste ’allierede’ fra 2. verdenskrig, Sovjetunionen indbefattet, stemte for denne plan i FNs generalforsamling; de arabiske og enkelte andre lande stemte imod. 33 lande stemte for, 13 imod, 10 undlod, heriblandt UK, der ellers havde været den stærkeste fortaler for et jødisk hjemland blandt datidens stormagter.

Uden at de arabiske lande eller palæstinenserne havde godkendt delingsplanen proklameredes staten Israel den 14. maj 1948, den dag det britiske mandat udløb, efter en bølge af terrorangreb og massakrer på palæstinenserne. Samme nat blev den ny stat anerkendt af USA, og tre dage senere af Sovjetunionen.

Den tyske kansler Angela Merkel tog hul på fejringen af 60 året for den zionistiske statsdannelse med en tale i Knesset hvor hun svor Israel evig troskab

Det var først og fremmest den stærkeste imperialistiske magt efter 2. verdenskrig. USA, den ’vestlige verdens leder’, med en ret stor og meget indflydelsesrig jødisk befolkningsgruppe og en rig og godt organiseret zionistisk bevægelse, der drev delingen af Palæstina og skabelsen af staten Israel frem.

Storbritannien kom stærkt svækket ud af krigen og søgte desperat at fastholde sine kolonier og indflydelsessfærer på et tidspunkt, hvor det hele var gået i skred. I særlig grad søgte det at inddæmme Sovjetunionen i Europa og Mellemøsten. Der var borgerkrig i Grækenland (1944-49), med særdeles aktiv britisk støtte til den reaktionære og proimperialistiske side. Britisk indflydelse fra Tyrkiet til Iran skulle inddæmme det styrkede Sovjet. Derfor stemte det imod FNs delingsplan, og ventede til 1949 med at anerkende staten Israel.

Alligevel var UK en stærk støtte både til dannelsen af Israel og har været det lige siden. Det var UK som forsynede Israel med den tunge vand, der var nødvendig for at producere atomvåben og gøre Israel til Mellemøstens eneste atommagt.

Delingsplanen, der banede vejen for staten Israel, var et overgreb mod palæstinenserne og araberne, en imperialistisk uretfærdighed, der har haft skæbnesvangre konsekvenser.

Hvorfor stemte Sovjetunionen så for planen og anerkendte Israel kort efter statens proklamation? Det må utvivlsomt ses som en del af magtspillet efter verdenskrigen, på et tidspunkt, hvor USA besad atomvåben og Sovjetunionen endnu ikke gjorde det, og hvor Churchill og UK intensivt forberedte den ’kolde krig’ med et ’jerntæppe ned gennem Europa’.

Måske Sovjetunionen håbede at forlænge krigstidsalliancen med USA, mens man søgte at isolere UK. Måske fordi delingsplanen under alle omstændigheder var blevet vedtaget og staten Israel oprettet. Eller på grund af zionistisk politisk indflydelse i Sovjetunionen selv. Under alle omstændigheder var det et slag i ansigtet på de arabiske folk fra socialismens hovedland, med negative konsekvenser.


Den hurtige opfindelse og dens følger

Den amerikanske forfatter Gore Vidal sagde 45 år senere om anerkendelsen af Israel:
”Ulykkeligvis har den forhastede anerkendelse af Israel som stat resulteret i femogfyrre års morderisk forvirring og ødelæggelsen af, hvad zionistiske medløbere troede ville blive en pluralistisk stat – et hjemland for dets indfødte befolkning af muslimer, kristne og jøder, og samtidig et kommende hjemland for fredelige europæiske og amerikanske jødiske immigranter, indbefattet dem som følte at den Almægtige i himlen havde givet dem landene Judæa og Samaria i al evighed.”

Gore Vidal erklærer simpelthen, at den ’hurtige opfindelse’ af Israel forgiftede USA’s politiske og intellektuelle liv i hele efterkrigsperioden. Det gælder helt frem til i dag, hvor den zionistiske indflydelse på amerikansk politik aldrig har været større end under alliancen mellem Bush og Ariel Sharons og nu Olmerts Israel.

Israel satte en international kampagne for at få jøder fra hele verden til at emigrere til landet, i første omgang hovedsagelig fra USA, Europa og ikke mindst Sovjetunionen med dens relativt store jødiske befolkning. At sikre udvandring og bosætning ikke mindst af sovjetiske jøder blev en hovedprioritet for den ny stat.

Utvivlsomt har mange jøder, ikke blot zionister, men både religiøse jøder og mange sekulære, progressive folk med jødisk baggrund i de fleste lande verden over haft sympati for oprettelsen af den jødiske stat. Mange blev tilhængere af zionismen, og mange ’genopdagede’ eller konverterede ligefrem til judaismen.

For nogle kunne det blive en identitets- og loyalitetskonflikt. Zionismen var fra starten af antikommunistisk og det skulle hurtigt vise sig, at Israel reelt var fjendtligt indstillet over for Sovjetunionen. De ideologiske og politiske konflikter fik følger for mange, og fra starten opererede den israelske stat og dens hemmelige netværk og efterretningsagenturer ubesværet på globalt plan, fordi den kunne basere sig på en religion, kultur og identitet, som var globalt udbredt.


Sekulær stat eller teokrati?

Fra starten betegnede den israelske stat sig som ’jødisk’ (altså religiøs) og ’demokratisk’.
Det er en uløselig selvmodsigelse. Der kan ikke være nogen ’balance’ mellem de elementer. De religiøse træk i den israelske stat med dens fortrinsret for jøder og racistiske holdning overfor palæstinensere, arabere og andre ikke-jøder har været der igennem hele Israels eksistens og er blevet endnu mere udtalt med årene, ikke mindst med indvandringen af et stort antal emigranter fra det tidligere Sovjetunionen, efter dens sammenbrud og ophævelsen af emigrationsforbuddet.

Zionismen betragtede fra starten Israel som et bolværk for Europa, (’civilisationen’, imperialismen) mod de arabiske og asiatiske masser.

Den danske DKP’er Peter P. Rohde, der blev begejstret zionist efter krigen, kunne skrive følgende i en kronik i det kommunistiske Land og folk (august 1948):
”Thi jøderne repræsenterer den vestlige kultur i dens mest fremskredne form. De bringer kapital, teknik og organisation. De bringer oplysning og en højere levefod end tidligere kendt i Østen. De bringer endda socialisme og fagforeninger. De bringer kort sagt alt hvad der er den britiske imperialisme den største vederstyggelighed og forargelse”.

Dette var imperialistisk og zionistisk propaganda, skjult i en antikolonialistisk form, i en kommunistisk avis. Der er ikke noget at sige til, at mange var forvirrede og ikke kunne gennemskue den zionistiske stat, der kaldte sig ’Mellemøstens eneste demokrati’.

Judaisme og zionisme er ikke det samme
- og fordømmelse af zionismens forbrydelser er ikke antisemitisme

At Israel ikke er et demokrati, men et moderne teokrati, et rabbinat, som støtter sig på generaler og præster og ophyggeligt opdyrker jødisk fundamentalisme, skulle komme til at stå klart med årene.

De første årtier havde det israelske arbejderparti uafbrudt regeringsmagten. Israel havde brug for en progressiv maske, gerne et socialistisk image.
Kibbutz’erne blev udstillingsvinduer og tilløbsstykker for idealistiske unge fra USA og Europa, der  blev fremstillet som praktiske eksperimenter i socialisme. De var angiveligt langt mere socialistiske end noget i Sovjetunionen, som Peter P. Rohdes kone Ina Haxen erklærede.

De sekulære træk, der var til stede  i Israel fra starten og den verdslige zionismes dominerende indflydelse i de første år, med dens sympati for ’socialisme’ er for længst forvandlet til religiøs zionisme i utilslørede racistiske former. En ny apartheidstat.



Et verdenshistorisk bedrag

Rigtig mange er blevet fuppet af den massive pro-israelske og zionistiske propaganda, der på denne ene side har skønmalet den israelske stats karakter og på den anden side systematisk har skjult forbrydelserne og terroren mod palæstinensere og arabere.

’Den vestlige kultur i dens mest fremskredne form’ viste sig at være avanceret militærteknologi, der blev anvendt til at erobre mere palæstinensisk land, dræbe palæstinensiske ledere og civile og knuse enhver modstand. Israel har altid haft USA i ryggen – med enorme summer i støtte og leverancer uden ophør af den nyeste militærteknologi.

’Socialisme og fagforeninger’ viste sig for palæstinenserne at være fordrivelse og en status som andenrangs borgere i deres eget land.
Det var et verdenshistorisk bedrag.

Trods FN’s generalforsamling har vedtaget talrige resolutioner om palæstinensernes rettigheder, har Israel overtrådt hver eneste af dem. Det har USA bag sig, og det har Den europæiske Union som en solid støtte. Og det har atomvåben.

Israel har for længst kastet alle progressive masker af sig. Der er intet tilbage andet end nøgen aggression. Den progressive og sekulære stat blev til et forbenet og dødsensfarligt teokrati, som er en konstant trussel mod alle sine naboer og hele regionen. Fejringen af 60-året er hyldest til en konstant forbrydelse.

En anden konklusion trænger sig på: Fordi Israel er en religiøs stat, et teokrati, er en to-statsløsning umulig. Fremtiden kan kun være et frit og demokratisk Palæstina, den eneste måde til at sikre at de to folk og religionerne kan leve i fred.

Dette er den anden af to artikler af Klaus Riis om dette emne, bragt i Kommunistisk Politik 6 og 7, 2008

Læs den første her

Marxisme, judaisme og zionisme

Se endvidere

Den forhastede anerkendelse af Israel
Af Gore Vidal, Stop Terrorkrigen

En opfindelse kaldet det jødiske folk
Af Tom Segev, Stop Terrorkrigen

Netavisen 4. april 2008