Zionister beskylder Karl Marx og marxismen for at være antisemitisk Det samme beskyldes det socialistiske Sovjetunionen under Lenin og Stalin for at være Men det er løgn og propaganda
Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 6, 2008
Zionister beskylder Karl Marx og marxismen for at være antisemitisk Det samme beskyldes det socialistiske Sovjetunionen under Lenin og Stalin for at være Men det er løgn og propaganda
Som bekendt opfattede Karl Marx religion som de herskendes smertestillende middel til de undertrykte klasser. Opgøret med religionen opfattede han som en forudsætning for al fri tænkning og handling. Det gjaldt selvfølgelig også for den jødiske tro, og Marx, der selv var af jødisk herkomst, mente følgelig, at vejen til at overvinde den middelalderlige tro og den dertil knyttede kultur, som isolerede jøderne i ghettoerne i Tyskland og andre kapitalistiske lande, var integration i samfundet – på verdslig basis.
Dette har pådraget ham fundamentalistiske jøders og zionisters beskyldning for anti-semitisme.
Denne beskyldning er siden blevet gentaget i det uendelige, også i forhold til de socialistiske lande, ikke mindst Sovjetunionen, og igen ikke mindst Stalins Sovjet.
Nationer og nationale mindretal
I ’Marxismen og det nationale spørgsmål’ fra 1913 forsøgte Stalin at give bolsjevikkernes svar på de nationale problemer og spørgsmålet om national undertrykkelse, herskernationer og beherskede nationer og folk, som var en fast bestanddel af tsarrigets fysiognomi – med national undertrykkelse som et politisk redskab for de herskende feudale. Lenin var begejstret for Stalins artikel.
Et særligt afsnit var viet spørgsmålet om jøderne og den jødiske arbejderassociation Bund, der gik ind for ’kulturel autonomi’ for de fem-seks millioner russiske jøder. Den nazistiske pseudovidenskab, der opfattede jøderne som en særlig semitisk race, var endnu ikke konstrueret. Stalin gav den østrigske socialdemokrat Otto Bauer ret i, at jøderne ikke udgjorde en nation:
”Det umulige i at karakterisere jøderne som en nation forklarer Bauer med ’at jøderne ikke har noget afgrænset territorium, de bebor’. Denne forklaring, som i hovedsagen er rigtig, udtrykker alligevel ikke hele sandheden. Sagen er frem for alt den, at jøderne ikke har noget bredt og fast lag, som er bundet sammen med jorden og som naturligt ville binde nationen sammen (…)
Jøderne er altså spredt ud som nationale mindretal på områder, hvor der bor andre nationaliteter, og de tjener som regel ’fremmede’ nationer som håndværkere og handelsmænd og medlemmer af de frie erhverv, og de tilpasser sig naturligt de ’fremmede nationer’ med hensyn til sprog og lignende. Alt dette, sammen med den sammenblanding af nationaliteterne, som er særegen for kapitalismens udviklede former, fører til assimilering af jøderne. Ophævelse af ’bosætningsgrænserne’ ville bare tjene til at påskynde denne assimileringsproces’.
Det nationale spørgsmål var og er først og fremmest et demokratisk spørgsmål, med spørgsmålet om jorden, det nationale territorium i centrum, og derfor i allerførste række et bondespørgsmål.
Stalin definerede i sin artikel overbevisende ’nationen’ således:
’En nation er et stabilt fællesskab af mennesker, som er opstået historisk, og som er dannet på grundlag af fælles sprog, territorium, økonomisk liv og psykologisk egenart, som kommer til udtryk i en fælles kultur.’
Revolutionsfrygt og jødehad
Efter oktoberrevolutionen var det almindeligt for fascismen og den europæiske reaktion at lade to hadeobjekter smelte sammen: antisocialismen og antisemitismen, kommunistforskrækkelse og jødehad.
Nazisterne gennemførte omfattende massakrer på jøder i Sovjetunionen - her i Ukraine 1941
Et kendt eksempel er Winston Churchills udtalelser til Illustrated Sunday Herald (8. februar 1920), hvor han meddelte:
”Den rolle, som disse internationale og for det meste ateistiske jøder har spillet i skabelsen af bolsjevismen og i at fremkalde den russiske revolution … er uden tvivl meget betydelig; den overskygger sikkert alle andres. Med Lenin som bemærkelsesværdig undtagelse er de fleste ledende skikkelser jøder. Ydermere kommer den vigtigste inspiration og drivkraft fra jødiske ledere … Den samme onde fremtrædende rolle tilfaldt jøder i (Ungarn og Tyskland, især Bayern).
Selvom der i alle disse lande er mange ikke-jøder, som er mindst lige så slemme som de værste jødiske revolutionære, er disses rolle i betragtning af deres befolkningsandel forbløffende. Den kendsgerning at jødiske interesser og jødiske bedehuse af bolsjevikkerne undtages fra deres generelle fjendtlighed har bevirket, at den jødiske race i Rusland mere og mere forbindes med de slyngelstreger, der nu bliver begået.”
Sovjetunionen og jøderne
Socialismen betød en effektiv afslutning på tsartidens barbariske pogromer, og i den praktiske politik tog Lenin og Stalin vidtgående hensyn til bundisternes krav om jødisk kulturel autonomi. Ikke30ernes jødiske teater og kulturinstitutioner i Sovjet var verdensberømte.
Da Hitlerfascismens racistiske barbari blomstrede og påvirkede hele Vesteuropa og den ’civiliserede’ verden sikrede Stalins Sovjet muligheden for at bevare og udvikle de russiske jøders sprog (jiddish) og kultur – og sikrede i øvrigt som det første sted i verden tilsvarende institutioner for et andet udrydningstruet og ikke bofast folk – romani’erne, sigøjnerne.
Det jødiske teater i Birobidzhan under socialismen
Støtten til fastholdelse og udvikling af den jødiske kulturarv var på den ene side et led i den progressive nationalitetspolitik, her i forhold til nationale mindretal, og dels et modtræk fra den ateistiske socialistiske stat mod judaismen, den jødiske religion, og zionismen, drømmen om et jødisk hjemland, som deltes af både sekulære jøder og religiøse. Som de øvrige religioner er judaismen stærkt antikommunistisk. Også zionismen var fra starten fjendtlig over for socialismen og Sovjetunionen.
Der blev tilmed eksperimenteret med et jødisk ’hjemland’ i Sovjetunionen. I 1934 oprettes en jødisk autonom region ved Amur-floden i den fjernest østlige del af Sovjetunionen, ikke langt fra den kinesiske grænse. Det eksisterer endnu i dag og kaldes nu Birobidzhan. Som nationale grupper kunne jøderne i Sovjetunionen bosætte sig i en autonom region, hvor de kunne dyrke kulturel autonomi inden for rammerne af det socialistiske fællesskab. Sproget var det levende og talte jiddish, ikke det zionistiske kunstsprog hebraisk, som blev den israelske stats officielle sprog.
Hitlertyskland betragtede slaverne og alle de sovjetiske nationer som ’undermennesker’, bestemt til at lyde den ariske herrerace. Det gjorde ikke bare kommunister og jøder, men alle sovjetiske borgere til mål for tyske massakrer eller til slaver i kz-lejre.
Den røde Hærs fordrivelse af Hitlertropperne og forfølgelse af dem helt til Berlin førte også til befrielse af de fanger og slavearbejdere, som det ikke lykkedes SS at slå ihjel i krigens sidste dage.
Zionismen: Produkt af europæisk nationalisme og kolonialisme
Da den østrigske jødiske journalist Theodor Herzl i 1896 udgav en lille bog med titlen ’Jødestaten. Forsøg på en moderne løsning af jødespørgsmålet’ lagde han grunden til den zionistiske ideologi og politik, som blev en vigtig reaktionær strømning i det 20. århundrede, der endnu i dag spiller en betydningsfuld rolle i verdenspolitikken, fordi det er staten Israels officielle ideologi.
Hvor socialismen havde et progressivt svar på jødehad og progromer, var Herzls bud skabelsen af en jødisk stat som modsvar til den stadig voksende antisemitisme i Europa, et hjemland, hvortil de europæiske jøder kunne finde hen og være i sikkerhed. Dette modsvarede gamle forestillinger i jødedommen om fordrivelse og tilbagevenden til det hellige land, men Herzl var ikke sikker på, om det land, der skulle koloniseres var Israel eller Argentina.
Med den britiske koloniminister Joseph Chamberlain drøftede Herzl flere mulighed for et jødisk land inden for det britiske imperium, nemlig i Ægypten, på Cypern eller i Uganda. Først efter Herzl død i 1904 lagde den zionistiske bevægelse sig endelig fast på Palæstina som hjemlandet.
Herzl selv besøgte Palæstina og skrev:
”Hvis sultanen (af Konstantinopel) gav os Palæstina, kunne vi til gengæld tilbyde at ordne Tyrkiets ødelagte finanser. For Europa ville vi udgøre en beskyttelsesmur mod Asien, vi ville blive en kulturens forpost mod barbariet.”
Alexander Herzl på israelsk hverveplakat af nye jødiske indvandrere
Denne idé er en af hovedpillerne i Herzls zionisme – og et afgørende element i den israelske selvopfattelse i dag. Den stammer tydeligvis fra de europæiske kolonialisters og imperialisters forestillingsverden, der netop i sidste halvdel af det 19. århundrede var i gang med at udvide imperierne i Asien, Latinamerika, Mellemøsten og Afrika.
Den anden grundpille i Herzls tænkning lyder således:
”Jeg anser ikke jødespørgsmålet for et socialt eller religiøst spørgsmål, selv om det har dele af begge. Det er et nationalt spørgsmål, og for at løse det må vi frem for alt gøre det til et politisk verdensspørgsmål, som skal reguleres i kulturfolkenes råd. / Vi er et folk, ét folk.”
Det er den anden store ideologiske grundpille: zionismen er jødisk nationalisme, en parallel til de europæiske nationers nationalismer, som kulminerede i det 19. århundrede, og i det 20. ofte antog imperialismens og chauvinismens perverterede former.
Det videnskabelige grundlag for Herzls påstand om, at de i Europa og på andre kontinenter spredte jødiske trossamfund og ghettoer skulle udgøre en samlet nation og et samlet folk er mere end tvivlsomt ud fra enhver definition. Det er en myte, tilmed en europæisk myte fra det 19. århundrede, en variant af stormagternes kolonialisme, som blev hyldet i civilisationens og fremskridtets taknemmelige klædedragt.
De europæiske jødiske samfund, spredt i en lang række lande, men med centrer i Tyskland og Rusland, var religiøse og kulturelle mindretal, evt. (med Stalins ord) ’nationale minoriteter’, men netop ikke en nation og et folk, og slet ikke ét folk.
Zionismen – både den verdslige og religiøse – er i selve sit udspring en antidemokratisk og ideologi og politik, et bagstræberisk og fejlagtigt svar på et reelt problem: den barbariske og middelalderlige antisemitisme og det reaktionære jødehad.
Den har ikke bidraget og kan ikke bidrage til sociale og demokratiske fremgange, hverken i Mellemøsten eller på globalt plan.
Se også
En opfindelse kaldet det jødiske folk
Af Tom Segev, Stop Terrorkrigen
Netavisen 17. marts 2008