Fogh's ansvar

Af Klaus Riis
Arbejderpartiet Kommunisterne

Danmarks værste statsminister siden Erik Scavenius gider ikke høre om årsagerne til den ugelange revolte fra landets ghettoer, hvor nydanske unge er gået til kamp mod politi og myndigheder og om aftenen og natten brændt containere, biler, skoler og tilmed vuggestuer af.

- Nu må man stoppe den der sang med, at det er samfundets skyld. Vi er nødt til at slå fast, at det her er de unges ansvar - og det er deres forældres ansvar, sager Anders Fogh Rasmussen søndag  til TV2 Nyhederne efter mere end en uges uroligheder.

Men løgneren og krigsforbryderen Fogh Rasmussen, korsridderen for fupdemokrati og ytringsfrihedshykleri,  kommer til at høre det igen.

Det er først og fremmest ham og hans politik, som er årsag til de omfattende uroligheder, som er et symptom på de dybe og antagonistiske skillelinjer, som det reaktionære Fogh-Danmark bærer præg af. Hvor de rige er blevet forgyldt, og de fattige trådt ned,  ikke mindst nydanskerne, indvandrere og flygtninge - over flere generationer.

Opsparet vrede

Fogh og hans feje flok kan ikke komme med andet end ynkelig moraliseren – og trusler om drakoniske straffe. Den kriminelle lavalder skal sættes ned, forældrene skal straffes for deres børns handlinger med tilbagevirkende kraft, familierne skal smides ud af deres boliger,  børn skal tvangsfjernes, de unge skal spærres inde og/eller forsynes med elektronisk overvågningsudstyr, de skal holdes hjemme af udgangsforbud (i bestemte kvarterer) o.s.v.
Jyllands Posten leger med tanken om at sætte kampvogne ind.
Den borgerlige løsning på den sociale uro er mere magt, mere politistat.

Det borgerlige Danmark står samtidig sammen om at lukke øjnene og fortælle hinanden, at der er ikke den fjerneste grund til at de unge i indvandererghettoerne laver opstand. Det kommer angiveligt som lyn fra en klar himmel, uden forudgående varsel, o.s.v.
Der bliver hverken diskrimineret eller hetzet her i Danmark siger dem, der er ansvarlige for massiv diskrimination og brutal hetz.

Men de massive, langvarige uroligheder kan kun forstås som en protest mod forholdene og som resultat af langvarige frustrationer og opdæmmet vrede, der nu har fået udløb. Det er tilsyneladende også ’velintegrerede’ børn og unge, der er ’gået amok’.

Optøjerne er et resultat af den danske deltagelse i krigene i Mellemøsten, hvor mange af indvandrerne kommer fra; det er en afregning for Muhammed-tegningernes hadefulde racistiske politiske og religiøse hetz; det er 'takken' for at det reaktionære Danmark har trykket samfundsbunden helt ned i skidtet med starthjælp og andre foranstaltninger, som skaber en tilværelse for titusinder af familier med børn under den fattigdomsgrænse, som Fogh-regeringen ikke vil fastlægge, men som er en realitet alligevel.

De er resultatet af ghettodannelser, dårlige uddannelsesmuligheder og reel diskrimination - i hverdagen, i ghettoerne og bykvartererne, i forhold til lærepladser og jobs.

Uroen har fået landskarakter og er et landsproblem, men den startede på hjertet af Nørrebro, omkring Blågårds Plads. Dråberne, der fik bægeret til at flyde over, var politibrutalitet – mod en ældre indvandrer, der ville parkere en bil, men blev chikaneret og slået af politi, og mod en muslimsk mor, episoder, der fulgte efter en langvarig diskriminerende politipraksis over for indvandrerungdommen i ’visitationszonerne’.

PET er med

Om hele opstanden skyldes provokationer, planlagt i de mest reaktionære kredse af politiet og de hemmelige tjenester, er ikke til at vide, og umulige at bevise. Det er en kendsgerning, at PET hurtigt blev en medspiller i sagen, da man afslørede et påstået ’mordkomplot’ på en reaktionær tegner på Jyllands Posten (der fremstillede muslimer som tikkende terrorbomber).

Nu gik der skred i det: Det viste sig hurtigt at PET ikke var interesseret i at sagen kom til offentlighedens kundskab. Den ene af de arresterede blev løsladt efter afhøring, de to andre danskgifte familiefædre blev fængslede. Derefter skulle de administrativt deporteres ud af landet til en torturstat uden at være stillet for en domstol, anklaget for det påståede mordkomplot.
Dette grove overgreb på retssikkerheden har ikke bare forarget og ophidset unge indvandrere, men alle progressive mennesker i landet. Indtil videre må de anses for uskyldige – og indtil videre må PETs anklager og påståede mordbeviser anses for opspind.

For at det ikke skulle være løgn dannede de borgerlige medier en massiv enhedsfront og genoptrykte de provokatoriske Muhammed-tegninger, angiveligt for ytringsfrihedens skyld og i solidaritet med Jyllands Posten og den reaktionære tegner. Også Politiken, der havde betegnet Jyllands Postens tegninger som en provokation og dumhed, deltog i at gentage den.

Det var ny benzin på det hadefulde bål. Reaktionen udeblev ikke: Opstandene bredte sig endnu længere ud over landet. Skoler og institutioner blev mål. Anholdelser og fængslinger, fordømmelser og appeller i medierne og moskeerne hjalp ikke.

Ny generation af nydanskere

Forsøg på at fremstille forløbet som religiøse fanatikeres protest (som de globale protester mod genprovokationen bliver det) er faldet til jorden. Imamerne har appelleret indtrængende til de unge om at holde op. Hizb-ut-Tahrir arangerede en fredelig religiøs og politisk protest mod Muhammed-tegningernes genopdukken, og opfordrede de unge til stoppe uroen. Men de unge nydanskere overhørte de religiøse appeller, ligesom de overhørte politikere, medier, pædagoger, rådgivere og forældre.

Andre har luftet, at optøjerne er forhærdede kriminelle indvandrerbanders værk, og at det hele drejer sig om en kamp om narkohandel. Sådanne elementer findes, men er langt fra hovedsagen. Ifølge politiet er de fleste af de unge, der er blevet arresteret for ildspåsættelse eller forsøg derpå, i alderen fra 14-16/17 år, og ikke i forvejen kendt for noget kriminelt.

Andre har været ude med, at de unge er inspirerede af aktivisterne fra Ungdomshuset og af dem har lært, at vold giver resultater. Men kampen omkring Ungdomshuset var og er en langvarig politisk kamp med konkrete mål og krav, volden har været et underordnet aspekt, som især kom til udtryk i direkte konfrontationssituationer med politiet. Det er anvendelsen af en broget mangfoldighed af kampmetoder, der har gjort, at kampen om et Ungdomshus foreløbig er endt med forhandlinger om et nyt.

De unge nydanskere har valgt at bruge hærværk som den afgørende udtryksform.
Inspirationen hertil kommer fra revolten i Paris’ og de øvrige franske storbyers ghettoer i 2005. Og det er de samme sociale, politiske og psykologiske faktorer, der gør sig gældende i den danske og franske indvandrerghetto.

De unge føler, de intet har at miste, og at alle ordene er brugt op og at den påståede dialog fra politikernes og samfundets side er en Foghsk enetale. At de aldrig vil blive hørt. Der er et desperat træk i at vælge isolationen og fordømmelsen. Det forsømte barns desperate protest – blot i forstørret og landsdækkende målestok.

Syndebuk for den generelle utilfredshed

De politiske reaktioner på denne nydanske ungdomsopstand afslører både brutaliteten, rådvildheden og afmagten. Ingen har reelle bud på løsninger. Kun  mere af det samme: Mere politi, hårdere straffe og/eller mere ’integration’.

For Fogh-regeringen og hele det reaktionære Danmark kommer den danske ’Muhammedkrise nr. 2’ på mange måder belejligt. Her er der en dagsorden, der kan sætte alt andet i skyggen: Der ikke mere tale om 500 stenkastende autonome voldspskykopater fra Helvede, men tusindvis af ’værdifremmede’ og utilpassede unge. Nye kronede dage for Dansk Folkeparti.

Syndebukken for den sociale utilfredshed med VKO’s reaktionære politik er fundet. Det er indvandrerungdommens og deres forældres skyld og ansvar. Alt andet kan sættes i skyggen:  Velfærdsnedskæringer og valgløftebrud, manglende EU-afstemninger, fortsatte krige – og ikke mindst OK-fornyelsen, hvor der er forventninger om virkelige løft for den offentlige sektor. Fokus rettes væk herfra – og indvandrerungdommen lægges igen for had. Splittelsespolitikken virker.

På den anden side er et stort flertal af danskerne ikke parat til at støtte de vilde magtprojekter, som udkastes af Dansk Folkeparti, Søren Pind, Jyllands Posten og andre reaktionære. De har en klar fornemmelse af, at sådanne 'løsninger' intet positivt fører med sig.

Hvad gør venstrekræfterne?

Hvordan bør venstrekræfterne forholde sig over for denne situation?

For det første forsøge at fastholde kampens fokus: Udvikle velfærdsbevægelsen og styrke overenskomstkampen, forsætte kampen mod krig og dansk krigsdeltagelse, mod Foghs revanchefolkeafstemning om EU-forbeholdene og for en reel traktatafstemning.

For det andet ved at udvikle enheden i ungdommen, mellem danskere og nydanskere, mellem danske arbejdere og indvandrerarbejderne, der ofte har de lavest lønnede jobs i den private og ikke mindst den offentlige sektor.

Brugen af terrorlovgivningen afslører at Danmark er på vej mod at blive en politistat, med det hemmelige politi i en afgørende rolle – med nødvendigheden af at bekæmpe islamiske terrorister som påskud, sådan som det under besættelsen og den kolde krig var kommunistisk terror, som var påskuddet for fascistiske eller antidemokratiske forholdsregler.

Der må tages initiativer, der kan udløse en fælles kamp mod udviklingen af politistaten, terrorlovene, administrative udvisninger, politibrutalitet, racistisk og religiøs hetz og social diskrimination.

Det er de danske venstrekræfters pligt at forvandle den ordløse protest fra ghettoerne til en formuleret og slagkraftig politisk protest- som det til dels skete i Frankrig med Nej’et til EU-forfatningen og nedkæmpningen af de nye ungediskriminerende arbejdsmarkedslove i 2006.
Fogh-regimentet vil i så fald hurtigere ende i graven.

Se også

Mohammed sagen igen! Den er farlig!
Kommentar fra en DKU’er med flygtningebaggrund

Dansk slumrevolte: En politisk protest uden ord
Netavisen 15. februar 2008

Mistænkelige borgerlige rygmarvsreaktioner
Kommunistisk Politik 4, 2008

Baggrund om den reaktionære indvandrerpolitik og arbejderklassens svar

Indvandrerlovene: Rendyrket reaktionær klassepolitik
Af Kaj Rudi Rasmussen, Kommunistisk Politik 13, 2003

Politiet kriminaliserer andengenerations-indvandrere
Af Kaj Rudi Rasmussen, Kommunistisk Politik 15, 2003

Netavisen 18. februar 2008