1. maj 1945:
Den røde fane vejer over Rigsdagsbygningen i Berlin
Klik og forstør
Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 9, 2005
Den 4. maj er det 60-års-dagen for Danmarks befrielse. Den 8. maj 1945 kapitulerede Nazityskland endeligt.
1. maj 1945:
Den røde fane vejer over Rigsdagsbygningen i Berlin
Klik og forstør
For 60 år siden indfriede det daværende verdenssamfunds største statsmand, J. V. Stalin, sit løfte til alle undertrykte mennesker: Sovjetunionen knækkede halsen på den tyske fascisme.
Skæbnen og håbet for alle jordens folk blev i krigsårene forbundet og sammensmeltet med østfronten.
Drømmen om fred var her kampen for fred.
For 60 år siden blev socialismen menneskenes redning.
Dette er en af historiens mest fortiede og mest bagtalte kendsgerninger. Uden det socialistiske Sovjetunionen havde Hitler måske kunnet realisere sine verdensherskerdrømme. Verdens og Danmarks skæbne var blevet en anden og endnu uhyggeligere.
Sovjetunionens allierede USA og UK ventede med at oprette den anden front i Europa til det allerede var afgjort, at Hitler havde tabt sin krig mod Sovjetunionen. Stalingrad var det store vendepunkt i 2. verdenskrig. De sidste tyske tropper overgav sig den 2. februar 1942.
Sejren ved Stalingrad opmuntrede og inspirerede modstanden mod fascismen i alle de besatte lande og i fascistmagterne selv. Den danske modstandsbevægelse tog for alvor fart. I løbet af sommeren 43 udviklede masseprotesterne sig. Og de danske kollaboratørpolitikere i regering og folketing Venstre, Konservative, Socialdemokrater og Radikale blev tvunget til at indstille sig på de nye kendsgerninger. Tilpasningspolitikken til Hitlers 'Nye Europa', hvor Danmark var blevet deltager i Antikominternpagten, krigsdeltager på 'østfronten' og storleverandør af forsyninger og arbejdskraft til den tyske krigsmaskine, var slået fejl.
Mens politikerne fra kollaboratørregeringen endnu spekulerede, satte masseprotesterne på gaderne dem fra bestillingen: Den 29. august 1943 blev der sat en stopper for tre års loyal dansk lakajpolitik, der tilgodeså dansk industris og storlandbrugets profitinteresser og lod de danske arbejdere og det store flertal betale gildet, mens de opfordrede befolkningen til at angive modstandsfolkene til fængsel, tortur og død.
Kollaboratørpolitikken er et af de skændigste kapitler i det danske borgerskabs skændige politiske historie.
Men efter befrielsen varede det ikke længe, før det meste var ved det gamle igen, og de gamle partier og de gamle kollaboratører kunne regere videre nu som troværdige og trofaste partnere for USA, UK og NATO.
De fik opbygget myten om, at kollaboratørpolitikken var til gavn for Danmark og det danske folk og at modstandsbevægelsen og kollaboratørerne i virkeligheden havde handlet i samdrægtig forståelse for de nationale interesser. Betalte faghistorikere plantede myten videre i lærebøgerne, og mens modstandsbevægelsen og modstandsfolkene som politisk kraft blev rangeret ud på et sidespor nogle blev koopteret af kollaboratørpartierne, andre som kommunisterne stemplet som landsforrædere i den kolde krig overtog det officielle Danmark 'frihedskampen' til festlig fejring ved højtidelige lejligheder.
'Hipo-Besejreren' fotograferet med sine danske modstandsfolk den 5. maj
Står nu ved Frihedsmuseet
Klik og forstør
En ny generation af faghistorikere gav sig så til at pille glansen af modstandsbevægelsen. Den skød for mange stikkere. Den bestod af eventyrere og kommunister. Den var uden betydning, især uden militær betydning, og kunne næsten lige så godt have ladet være. Det var nærmest modstandsbevægelsens skyld, at håret blev klippet af tyskernes kærester, der blev sjoflet til som 'feltmadrasser'. Nazisterenes børn led urimeligt. Nazimordere som Søren Kam, SS-manden der tog initiativ til danske dødspatruljer og deres massive terror, skal ikke retsforfølges, men tilgives.
Mudderpølen bliver større og større. Nu skal begivenhederne for 60 år siden måles og bedømmes med nutidens moralske målestok og menneskeretsstandard. De glemmer, at Danmark var i krig mod Tyskland. Ikke fra 1940, men fra 1943. Før da var det kun modstandsfolk, der var i krig med nazismen. Ikke mindst arbejderklassens bedste unge. Mudderkasterne lever videre i kollaboratørpolitikkens beskidte og hykleriske ånd.
De aktive modstandsfolk var et beskedent udsnit af danskerne. Men de vandt arbejderklassens og flertallets støtte, satte en stopper for kollaboratørpolitikken og reddede nationens ære og over i de allieredes lejr. Kollaboratørpolitikerne fortsatte og har siden George W. Bush indledte sin 'krig mod terror' igen gjort Danmark til deltager i en angrebskrig på 'østfronten', der nu ligger i Mellemøsten.
Modstandskampen er et af de stolteste kapitler i vort folks historie som sejren over fascismen er et af de stolteste kapitler i arbejderklassens og socialismens historie.
Se også
Krigsforbryder Fogh og det officielle Danmarks forbrydelser under besættelsen
Netavisen 03.05.2005
Netavisen 3. maj 2005