Statsminister Anders Fogh Rasmussen har med brask og bram undsagt 'samarbejdspolitikken' under besættelsen.Af Klaus Riis
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har med brask og bram undsagt 'samarbejdspolitikken' under besættelsen.
'Samarbejdspolitikken' eller 'kollaboratørpolitikken' blev bedrevet af en 'samlingsregering' bestående af de samarbejdende partier Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative og Det Radikale Venstre fra besættelsens dag 1 indtil folkeopstanden i august 1943 tvang den til at gå af.
Samarbejdspolitikken var en villig lakajpolitik overfor Hitlertyskland, som reelt gjorde Danmark til deltager i Nazitysklands krig for verdensherredømme.
Den danske regering tilsluttede sig Antikominternpagten og Danmark blev reelt krigsførende i Hitlers felttog mod det socialistiske Sovjetunionen.
Den officielle danske politik var en tilpasningspolitik til Hitlers nyindretning af Europa og verden.
Dansk industri og dansk landbrug omstillede produktionen til den tyske krigsmaskines behov – og tjente store profitter derved. I danske ministerier planlagdes profitable danske andele i 'østrummet'. Danske monopoler tjente som de tyske monopolgiganter på brugen af slavearbejde i de besatte områder – som f.eks. F.L. Schmidt de baltiske lande, som tyskerne nyindrettede med dansk bistand.
Selv efter den danske samarbejdende krigsforbryderregering var blevet tvunget væk, fortsatte væsentlige elementer i samarbejdspolitikken under det efterfølgende embedsmandsstyre.
Det hele skete under det patriotiske påskud: at Danmark skulle reddes så let igennem besættelsen som muligt, med så få ofre og ødelæggelser som muligt.
Den virkelige mening med det hele var at sikre storlandbruget og monopolerne krigsprofit og nyordningsprofit.
Det arbejdende Danmark betalte i form af reallønsfald og forarmelse; modstandsbevægelsen betalte i menneskeliv på samarbejdspolitikkernes konto, som kaldte dem 'terrorister' og opfordrede til at angive dem; og ikke mindst betalte folkene i de besatte lande og de allieredes soldater en høj pris: Danmark forlængede verdenskrigen og holdt den tyske krigsmaskine kørende meget længere end hvis det officielle Danmark var gået under jorden og havde ført modstandspolitik.
Anders Fogh-Rasmussens undsigelse af samarbejdspolitikken har vakt stor irritation hos et helt korps af historikere, som loyalt har besmykket samarbejdspolitikken gennem de sidste 60 år ud fra det samme snævert nationalistiske grundsyn, som den altid er blevet solgt som – at den 'reddede Danmark' og fik landet relativt let gennem krigen.
De har i deres modargumentation været fuldstændigt tavse om den sammenhæng, Irak-krigsforbryderen Fogh Rasmussens udtalelser skal ses: Han ønsker at fremstille sig selv og hans regerings nuværende aggressive krigspolitik som drabant for USA's kolonialistiske krigsmaskine som en direkte forlængelse af modstandskampen og modstandsbevægelsens holdninger.
Han forsøger at sælge de skændige udplyndringskrige i Afghanistan og Irak og Mellemøsten som baseret på den danske modstandskamps værdier – som et forsvar for frihed og demokrati.
De vigtigste organisationer af gamle modstandsfolk som Aktive Modstandsfolk har til gengæld undsagt statsministerens bedrag og nægter at deltage i de hykleriske officielle fejringer af befrielsen den 5. maj. Til gengæld markerer de den ved et stort arrangement på befrielsesaftenen den 4. maj på Rådhuspladsen i København.
Statsministerens parti Venstre – storbøndernes parti – var under besættelsen den stærkeste tilhænger af tilpasnings- og samarbejdspolitikken. Alle de fire samarbejdende gamle partier er delagtige i forbrydelser under besættelsen – og ingen er blevet stillet til ansvar for den - i 'den nationale forsonings' ånd.
Men f.eks. hos De Konservative og til en vis grad hos socialdemokraterne udskiltes der i løbet af krigen – og ikke mindst efter Den røde hærs sejr ved Stalingrad – en opposition til samarbejdspolitikken. En fremtrædende konservativ leder som Christmas Møller flygtede til England. Venstre har derimod ingen modstandshelte.
I de seneste dage er det rablet for Fogh Rasmussen. Under en rundrejse til de baltiske lande meddeler han ifølge Politiken, at han nu vil sende en opfordring til den russiske præsident Vladimir Putin om at Rusland skal 'erkende og beklage at det i et halvt århundrede besatte og undertrykte de tre baltiske lande'.
- Vi ved af erfaring, at for at sikre forsoning hjælper det at anerkende fejl i fortiden - og undskylde på vegne af nationen, siger Anders Fogh Rasmussen .
”Rusland invaderede over to omgange under Anden Verdenskrig de tre baltiske lande og førte en hård undertrykkelsespolitik, hvor blandt andet flere hundrede tusinde baltere blev deporteret”, skriver Politiken.
Fogh og Politiken 'glemmer' bekvemt, at Hitlertyskland – med profitabel dansk bistand – besatte de baltiske lande og brugte dem som springbræt for aggressionen mod Sovjetunionen, der krævede mere end 20 millioner sovjetborgeres liv.
Fra Letland alene kom der 150.000 frivillige til det tyske Waffen SS i krigen mod Sovjetunionen - det var det største bidrag af soldater fra nogen af Tysklands allierede - og nogle af de mest brutale.
I dag lærer lettiske skolebørn, at SS kæmpede heroisk mod de bolshevikiske horder. SS-folkene hyldes som fædrelandets helte, der rejses monomenter for de faldne, og de marcherer i mindeparader i hovedstaden Riga.
Det er alt dette Fogh aktivt støtter. Dermed følger han direkte i besættelsestidens kollaboratørpolitikeres fodspor. Han går også i sin tidligere partiformand Uffe Ellemann-Jensens spor, som ihærdigt søgte at gøre de baltiske lande til en koloniseringsområde for den nuværende europæiske og amerikanske nyordning.
Ellemann-Jensen var den første danske politiker, der hyldede de nazister – indbefattet danske 'østfront'soldater – som prøvede at holde Den Røde Hær tilbage, da den befriede de baltiske lande for den nazityske besættelse - og derpå fortsatte til Berlin og afslutningen på det tyske overherredømme i Europa og besættelsen af Danmark.
Det er samtidig endnu engang aktiv lakajtjeneste for den ny verdenserobrermagt USA. 'Kravet' om at Rusland skal undskylde den såkaldte besættelse af Letland og de baltiske lande kommer fra den amerikanske kongres - og er iblandet en fordømmelse af ikke-angrebspagten mellem Hitlertyskland og Sovjetunionen, som sidstnævnte indgik, da det viste sig umuligt at gennemføre en kollektiv sikkerhedsordning med de såkaldte demokratiske magter i Europa for at dæmme op for Hitlers agressionspolitik.
Se U.S. Congressmen: Russia should admit occupation (Baltic Times, 20.04.2005)
Krigsforbryderen Fogh Rasmussen er ikke modstandsbevægelsens arvtager – men arvtageren til alt det beskidte i den rådne danske herskende klasses politik – fra samarbejdet med Hitler til samarbejdet med Bush.
Det er Fogh, der om nogen skylder undskyldninger - til den danske modstandsbevægelse, til det socialistiske Sovjet, til historien.
Se
Venstres magtmisbrug i ly af tyske bajonetter
Af Frede Klitgård, Håndslag 1, 2004
Danmark forlængede krigen med 9 måneder
Af Frede Klitgård, Håndslag 1, 2003
»Kong Uffe« hylder danske krigsforbrydere
Kommunistisk Politik 2, 2001
Østrumudvalget- en ny fadæse
Af Journalist Leif Larsen
Dokumentationscenter mod Historieforfalskning
Netavisen 3. maj 2005