Krig, union og APK

Kommentar
Kommunistisk Politik 14, 2004

De internationale politiske udviklinger har været hurtige i de sidste måneder:

Et stort demagogisk nummer er blevet lavet omkring Irak, hvor imperialistmagterne har sammensvoret sig mod det irakiske folk, og hvor både FN, NATO og EU nu støtter 'den legitime irakiske regering', der er indsat af USA for at føre (borger)krig mod det irakiske folk. Den 'moralske stormagt' EU viste sig at være nøjagtig lige så 'moralsk' som den imperialistiske tortursupermagt USA.

Hvad der er sket her, er en af historiens store svinestreger.
Som formanden for Komiteen for et Frit Irak Sammi Jawad siger:
- Det er en politisk farce. De sætter blot et nyt ansigt på den samme magt i et forsøg på at legitimere besættelsen.

Den forbryderiske besættelse af Irak fortsætter. Og Fogh-Danmark er stadig en trofast del den forbryderiske koalition.
Den irakiske modstandskamp vil imidlertid også fortsætte - til gavn for folkene i Mellemøsten og verden over. USA styrer trods alle manøvrerne hen imod et større nederlag.

Og den palæstinensiske modstandskamp vil fortsætte, som den har gjort i et halvt århundrede, og som den vil gøre indtil den amerikansk-israelske besættelse ophører og palæstinenserne får deres egen stat.
Solidariteten med den palæstinensiske kamp vokser bestandig. Sammen med lokale palæstinensere og israelske fredsaktivister gennemfører de internationale fredsvagter en 56 dage lang kampagne "Freedom Summer 2004" for at protestere imod og gøre opmærksom på konsekvenserne af den israelske besættelse af Gaza og Vestbredden.

Det 'moralske' EU har fået en forfatning. Eller rettere sagt: Regeringscheferne er blevet enige om en unionsforfatning. Det er ikke det samme som, at deres befolkninger er enige, og det er heller ikke nogen garanti for, at den overhovedet bliver gennemført. I en række lande vil der blive afholdt folkeafstemninger, og det er både muligt og sandsynligt, at det bliver et nej i et eller flere af dem. I UK f.eks. Eller i Danmark.

Nej'et er imidlertid langt fra en given sag. Modstanderne af unionen er oppe imod stærke kræfter: kapitalmagten. Det afgørende er, hvorvidt den konsekvente modstand kan få mobiliseret alle de kræfter, der objektivt har interesse i at afvise monopolernes unionsprojekt og deres forfatning. Det er det store flertal - med arbejderklassen som kernen i modstanden.

I Danmark har det snævre regeringsflertal udarbejdet den 'strukturreform', som de hurtigt vil køre igennem, for at sikre et overflødighedshorn af udliciteringer og privatiseringer til gavn for storkapitalens profit og til skade for hele den offentlige sektor og dens brugere og ansatte.
Det ser nu ud til, at en afstemning om unionsforfatningen først vil komme omkring eller efter folketings- og kommunalvalg i november 2005.

Disse tre hovedkampfelter vil også være fremtrædende til efteråret og i 2005:
Kampen mod krig, imperialistisk aggression, mod terrorlovgivning og indre reaktion - med kampen om Irak som fokuspunkt eller brændpunkt - er det ene.
Kampen mod EU - med unionsforfatningen som brændpunkt - det andet.
Kampen mod den nyliberale offensiv mod de tilkæmpede rettigheder - med kommunalreform, angrebet på den offentlige sektor og udliciteringerne som hovedspørgsmål - det tredje.

Disse kampe er tæt forbundne, også i kraft af den danske regerings (og tilmed den parlamentariske oppositions) politik, som spiller en aktiv rolle i det monopolistiske generalangreb på alle disse felter.

APK ser det som en væsentlig opgave at kæde disse spørgsmål sammen på en rigtig måde i de folkelige bevægelser og organisationer - i antikrigskampen og den antiimperialistiske bevægelse (hvor en rigtig forståelse af EU's karakter og af, at imperialistisk krig betyder bomber i stedet for social fremgang, mangler); i unionsmodstanden, hvor det nærmest har været tabu at angribe USA-imperialismen og dens aggressionskrige; eller i kampen for levevilkårene, hvor de socialdemokratiske topfolk lader, som om der hverken eksisterer krig, USA eller union.

En bred folkelig front mod imperialisme, krig, union og sociale nedskæringer må opbygges. Det er en afgørende politisk opgave i dag.

Forestillingen om, at man skaber bredere bevægelser ved at isolere hvert spørgsmål, er forkert og i praksis dømt til at mislykkes.
Det forholder sig stik modsat: Da de i virkelighedens verden er tæt forbundne, vil modstanden på disse felter også gensidigt kunne understøtte hinanden og sikre maksimal udfoldelse af den folkelige kampkraft i de kommende store klassekampslag.

At bidrage til at sikre dette er den vigtigste opgave for APK i den kommende periode.
Det betyder kamp for at udvikle den folkelige enhed og den selvstændige arbejderklassebevægelse - og for at løsrive den fra at være et appendiks til den socialdemokratiske parlamentariske opposition og dens støttepartier SF og Enhedslisten.

Se også:
Krig, union og venstrefløj
Af Klaus Riis, Kommunistisk Politik 13, 2004

Netavisen 1. juli 2004