Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 13,
2004
Holdningen til KRIGEN og holdningen til UNIONEN er
to centrale spørgsmål - for hele den danske befolkning, og selvklart
for venstrefløjen.
Man
skulle tro, at det var let at være klar på disse spørgsmål.
Klart IMOD. Imod imperialistisk og kolonialistisk krig og besættelse. Imod
hele EU-konstruktionen med dens supermagtsambitioner og markedsøkonomi
og økonomisk nyliberalisme som grundlag, der har sat angrebene på
arbejdernes tilkæmpede sociale rettigheder i system.
Men nej - den danske
venstrefløj er ikke spor klar. Slet ikke dens 'parlamentariske' del. Den
er mudret og spreder forvirring - og stemmer.
Foto: Enhedslistens Per Bregengård i dårligt selskab ved antimuslimsk demonstration
Tag
SF: Det har forvandlet sig fra et EU-modstanderparti til et tilhængerparti.
Det har lært sig at elske unionen - og prøver nu at lære de
øvrige skeptiske danskere det.
En stemme på SF er en sikker stemme
på nyliberalisme, markedsøkonomi og imperialisme i EU-regi. Det er
hvad der står tilbage, når alle de flommeeuropæiske fraser om
en bedre union og et mere socialt Europa og en dydig supermagt sorteres fra.
Og
krigen? SF var imod Irak-krigen - og SF har krævet de danske tropper trukket
hjem. Men SF har også haft et andet udgangspunkt: FN skal på banen
i forhold til Irak. Irak skulle ikke overlades til irakerne, men til FN.
I
en landsmødeudtalelse fra maj 2003 gav SF fredsbevægelsen dette råd:
"Den
brede folkebevægelse, der overalt - også i USA - vendte sig mod krigen
før d. 20. marts, må nu især sætte ind med en kamp for
at genoprette den internationale retsorden. … De europæiske stater
må arbejde tæt sammen om at fremme en politik, der konsekvent bygger
på respekt for internationale retsnormer og aftaler… Trods alle sine
mangler er FN, der repræsenterer hele verdenssamfundet, langt bedre skikket
til international retshåndhævelse end den imperiale supermagt USA.
I mange medier hævdes det, at FN gjorde sig overflødig, da USA startede
krigen. Det er helt forkert. Det, der skete, var, at lovbryderen triumferede.
Men samtidig oplevede vi, at det mægtige USA hverken kunne købe eller
skræmme Chile, Mexico, Angola og Guinea til at stemme for krigsfuldmagten
i Sikkerhedsrådet. Det vidner om en høj moral og om de store muligheder,
FN-systemet rummer."
Men Irak-krigen var ikke slut. Den fortsætter
endnu i form af besættelse og modstandskamp. Og FNs Sikkerhedsråd
er kommet på banen med Resolution 1546 som giver grønt lys til fortsat
amerikansk besættelse og 'legitimerer' den illegitime krig på bagkant.
Vidner det om høj moral i Sikkerhedsrådet? Eller om dyb korruption?
Og en ny triumf for lovbryderen!
Heldigvis har antikrigsbevægelsen
ikke fulgt SFs dårlige råd om at fokusere på at bringe FN på
banen - men har vendt sig mod ulovlig krig og besættelse uanset 'FN-mandat'
eller ej.
SF skylder at forklare om den ulovlige besættelse nu er blevet
'legitim'? Er SF stadig modstander af besættelsen, eller er det gået
som med dets holdning til Unionen?
Var det så kun SF alene, der har
holdning som en vejrhane! Men det er en udbredt venstrefløjssygdom. Tag
Enhedslisten f.eks.: Partiet siger at det er imod Unionen og vil have Danmark
ud af dette monopolforetagende. Men det stiller med kandidater højt på
listen både på EU-tilhængerlisten Junibevægelsen og på
Folkebevægelsen mod EU's konsekvente modstanderliste - og fører valgkamp
for dem alle. Og afskriver sig derefter ethvert ansvar for forvirring og tilbagegang
for unionsmodstanden. Det er jo listernes ansvar. Som om inkonsekvens, dobbelttungethed
og dobbeltspil ikke har betydning.
Det samme gør sig gældende
i forhold til krigsmodstanden. Det er allerede længe siden Enhedslisten
for alvor modsatte sig krigen og besættelsen af Afghanistan. Nu skal NATO-troppernes
og de danske troppers tilstedeværelse øges der. Enhedslisten dukker
sig og siger ingenting. Og Enhedslisten er godt nok imod besættelsen af
Irak og vil have tropperne - og ikke bare de danske - ud. Men samtidig vil den
ikke støtte den legitime irakiske modstandskamp, fordi den (i et muslimsk
land) har et stort islæt af antiamerikanske muslimer.
Enhedslisten
fraskriver sig ethvert ansvar for den afsvækkelse af den danske antikrigsbevægelse,
som har kunnet ses igennem et stykke tid - selvom den folkelige modstand mod dansk
deltagelse i krig og besættelse vokser ifølge alle målinger.
Som
om inkonsekvens, dobbelttungethed og dobbeltspil ikke undergraver bevægelsen!
Hvad
ligger bag holdningsløsheden hos disse to parlamentariske partier?
Svaret
er simpelt: Parlamentariske ambitioner, for SF ønsket om at komme i regering
med krigs- og unionspartiet Socialdemokraterne, for Enhedslistens vedkommende
et ønske om at komme ind i den parlamentariske varme som 'demokrater' uden
plet og dadel. Vinde stemmer og parlamentarisk indflydelse.
Det er den
folkelige kamp og de folkelige bevægelser uden for parlamentet, der betaler
prisen for disse ambitioner, for forvirring og holdningsløshed.
Netavisen 18. juni 2004