Af Klaus Riis
Kommentar
Kommunistisk Politik
23, 2003
DKP har holdt landsmøde og vedtaget programdokumentet 'En kommunistisk vision for klassekampen i det 21. århundrede.'
Det
er langt fra alle, som ved det, men DKP eksisterer endnu!
Siden det gamle
pro-sovjetiske parti gik i opløsning under Gorbatjovs og Ole Sohns regimente
i slutningen af 80erne og begyndelsen af 90erne har der været stille omkring
det.
Det nuværende KPiD skilte sig ud fra DKP i protest mod Sohn-
og Gorbatjov-linjen, mens partiet selv gik ind i Enhedslisten. Sohn fortsatte
videre til SF, hvor han nu gør den parlamentariske karriere, han ikke fik
som DKP-formand. KPiD ville ikke med i Enhedslisten, men har stædigt drømt
om et comeback til partiets sene glanstid i midten af 70erne, da det vedtog programmet
for 'det antimonopolistiske demokrati' og stillede selvstændigt op som liste
K.
I en årrække var DKP et løst netværk i Enhedslisten
og fungerede ikke som parti af andet end navn - selvom det hele tiden bevarede
en tilknytning til de overlevende blandt de gamle pro-sovjetiske partier verden
over.
I de seneste år har DKP imidlertid igen rørt på sig.
Det har forsøgt at genopbygge en partiorganisation på basis af de
medlemmer, der ikke blot er forsvundet ind i Enhedslistens lokalafdelinger, og
det har søgt at få afklaret sit politiske og ideologiske ståsted
- efter at man først 'principielt' havde gjort op med partiprogrammer og
partistruktur.
I år indgik resterne af partiet Fælles Kurs
(som oprindeligt blev til ved en udspaltning fra DKP omkring sømandsbossen
Preben Møller Hansen og Jørgen Tved) igen i det decimerede moderparti,
sammen med lokalradioen Folkets Radio (som ved en retssag er fradømt Tved-gruppen)
og partilokalerne på Thorasvej i København.
Og på partiets
landsmøde i Fredericia den 18. oktober i år satte man så et
- som det hedder 'foreløbigt' - punktum for en flerårig programdebat
med vedtagelsen af dokumentet 'En kommunistisk vision for klassekampen i det 21.
århundrede'.
(Se Udkastet her
- den endelige udgave er endnu ikke kommet på DKPs hjemmeside)
'Kommunistisk debat'
Arbejderpartiet Kommunisterne var ikke inviteret til at deltage på DKPs landsmøde - det var derimod repræsentanter for DKP/ML og KPiD, to partier som også er ved at slutte sig sammen, og for Enhedslisten, selvom APK ikke har det ringeste imod 'at være i stue med' DKP. De følgende bemærkninger forholder sig derfor alene til det skriftlige materiale fra landsmødet som offentliggjort i bladet Skub.
APK har for vane at kommentere de erklæret kommunistiske partier og organisationers grundlæggende linje og dokumenter. Ikke (som nogen vil have det) for polemikkens skyld, eller for at angribe alt hvad der bevæger sig. Men fordi et mindstemål af seriøsitet fra folk, der bekender sig til marxismen-leninismens principper, må være at forholde sig til, hvad der fremlægges i det navn.
Og selvom DKP - i lighed med DKP/ML og KPiD, for slet ikke at tale om det hedengangne Fælles Kurs - ikke har forholdt sig til APKs grundlæggende linje eller til programmet 'Manifestet for et socialistisk Danmark', må det regnes til partiets mere demokratiske træk, at det ikke aktivt har forsøgt at forhindre APKs synspunkter i at komme frem. I modsætning til DKP/ML, som har gjort det gennem et vedvarende 'skriveforbud' i Dagbladet Arbejderen, eller Fælles Kurs, som i 'Folkets Radio' har opretholdt et lige så langvarigt 'taleforbud' i praksis.
Jeg går ud fra at DKP kan tåle at høre kritik og andre synspunkter. Nogle ledende partimedlemmer forsvarer i al fald en såkaldt 'uenighedskultur' i 'det kommunistiske parti' - hvad vist ikke betyder andet end en bekendelse til en seriøs demokratisk debat.
Det antimonopolistiske demokrati - en succes?
'En
kommunistisk vision for klassekampen i det 21. århundrede' er ikke så
meget 'en vision' for fremtiden som det er et forsøg på at opsummere
historiske erfaringer og en analyse af nutiden - herunder imperialismen i dag,
det danske klassesamfund i dag og socialismens betingelser.
Og det ender ikke
med et revolutionært kampprogram, men med en bekendelse til' et moderne
kommunistisk parti', 'der bygger sit organisatoriske virke på den demokratiske
centralisme':
"Den kommunistiske enhed er under udvikling. Det
må sætte rammerne i et fælles moderne kommunistisk parti …
Et sådant parti er nødvendigt, for at arbejderbevægelsen igen
kan bringes i offensiven og genvinde troen på socialismen."
Det
er fair nok at det ikke er fuld af glade utopier. Men netop med understregningen
af 'vision' og 'moderne parti' kunne man forvente at der blev draget lære
af de historiske erfaringer, støttet på en marxistisk-leninistisk
analyse. Ikke mindst da det decimerede DKP rummer mindst to skibbrudne partibygningsprojekter.
Hvad
gik så galt med DKP (for ikke at tale om Fælles Kurs, som overhovedet
ikke omtales)?
Ingenting! Tværtimod. Det gik nærmest forrygende
godt. Et større afsnit er viet til lovprisning af det anti-monopolistiske
demokrati og DKPs 76-program:
"Det anti-monopolistiske demokrati
var en vellykket strategi for arbejderbevægelsen og skabte fra midten af
70'erne betydelig fremgang for de revolutionære kræfter i flere lande."
Chile
73 var måske det internationale skoleeksempel på 'vellykket antimonopolistisk
demokrati'? Eller tæller man kun de lyse stunder?
"DKPs vækst
i begyndelsen af 70'erne og udformningen af det nye partiprogram var snævert
forbundet med enhedsarbejdet. Som parti evnede vi at fastholde de socialistiske
principper og forbinde dem med danske traditioner … DKP var blevet en politisk
faktor, der var med til at sætte dagsordenen, både i og udenfor folketinget."
Hvad
gik galt i Sovjet?
Man må spørge sig selv, hvordan
det med denne forrygende succes, og alle de rigtige principper, rigtig anvendt,
kunne gå så gruelig galt i 80erne?
'Visionen' giver forbløffende
nok ingen antydning af et svar. Medmindre 'borgerskabets ideologiske modoffensiv'
(som snedigt opfandt en såkaldt tredje vej mellem kapitalisme og socialisme)
skal være svaret. Hvorfor faldt den kommunistiske bevægelse så
ikke sammen i 30erne, under krigen, eller i starten af Den kolde krig?
Så
svaret er måske fejl i Sovjeunionen?
Nej - heller ikke:
"Kun
gennem en åbenhjertig dialog og gennem en konstruktiv kritik kan den samlede
bevægelse gå fremad. Det var nogle af de tanker, som også prægede
reformprocessen i Sovjetunionen, en proces der tog fart i 1985 med Gorbatjovs
valg til generalsekretær i SUKP. At tankerne om Glasnost og Perestrojka
slog fejl er ikke ensbetydende med, at indholdet var forkert. (…)Meget tyder
på, at reformprocessen blev sat i gang 10-15 år for sent."
Men
hvad var der så i vejen? Hvad reducerede DKP til en bleg afglans af Der-Var-Engang?
Måske
svaret ligger her:
"Den kommunistiske bevægelses opgør
med 'stalinismen' var berettiget og nødvendigt, men var i hvert fald i
nogle partier, herunder vort eget, ikke dybtgående nok. Kritikken kom derfor
aldrig udover det grundlag, de borgerlige havde opstillet, og den blev aldrig
marxistisk funderet. De holdninger og aktionstyper, man har kaldt 'stalinistiske'
har ikke noget specielt med Stalin at gøre, men er udsprunget af gamle,
idealistiske strømninger i arbejderbevægelsen, beslægtede med
den før-Marx'ske utopiske socialisme."
Fik I den? Sovjetunionen frem til den 20. partikongres i 1956 var beslægtet med den før-Marx'ske utopiske socialisme. Den 20. kongres 'var ikke kun et opgør med persondyrkelsen i Stalin-tiden. Det var også et forsøg på at formulere en ny politik og nye initiativer i den internationale kommunistiske bevægelse', hvis succesrige nedfald i Danmark altså var 'det antimonopolistiske demokrati'.
Ingen enkle svar?
Okay - hvorfor gik det så galt i Sovjetunionen
og hele den globale kabale?
"Der findes ingen enkle svar på,
hvorfor det, som skulle være et demokratisk opsving, perestrojkaen, blev
til afslutningen for Sovjetsamfundet", siger 'Visionen'.
Her tillader
jeg mig at indsætte et uhyre enkelt, men rigtigt svar, jeg gav i en artikel
i Dagbladet Arbejderen (11.02.1987), optrykt i bogen Bag linjerne:
'Bag
hele det tykke lag af oppustet reformiver skinner panikken tydeligt igennem hos
den store Gorbatjov: Sovjetunionen befinder sig nemlig i en uløselig krise;
i principielt nøjagtig den samme ideologiske, politiske, økonomiske
og moralske krise, som har grebet de traditionelle kapitalistiske lande; i den
kapitalistisk-revisionistiske verdenskrises greb.
Og denne krise kan ikke overvindes
gennem reformer eller smidiggørelse af systemet. Nok så mange kampagner
mod korruption, magtmisbrug o.s.v., nok så megen åbenhed og nok så
kraftige doser ny stil vil ikke rykke ved denne grundlæggende kendsgerning.
Gorbatjov
fabler om, at de 'kolossale fortrin ved det socialistiske økonomiske system
og frem for alt dets planprincip ikke blev udnyttet effektivt'. Det lover han
at sikre ved at styrke og reformere kapitalismen.(…)
En ny Oktoberrevolution
er nødvendig for at tilintetgøre det herskende borgerskabs magt,
hvis nye hovedrepræsentant og superstar hedder Mikhail Gorbatjov.
Hvis
ikke nye akutte kriser, de interne magtkampoe og den revisionistiske regel, at
kontrarevolutionen æder sine egne børn, når deres politiske
fallit bliver åbenlys, gør sig gældende først.'
I
dag mener DKP at der eksisterer 'en stærk (omend langt fra enig) socialistisk
lejr, omfattende verdens folkerigeste land Kina.'
Gid det blot var så
vel! Det er ikke socialisme, men kapitalismen, som udvikler sig og trives i Kina.
Men
DKP har taget konsekvensen af sin analyse. I beretningen til landsmødet
meddeler Henrik Stamer Hedin:
'Vi har efter mange års afbrydelse genoptaget
kontakten med det socialistiske Kina' - hvad der må forstås som
at DKP har (gen)etableret partiforbindelse med Kinas Kommunistiske Parti.
Selvfølgelig
er dette en summarisk fremstilling af 'Visionen'. Der er mange andre elementer,
som fortjener behandling.
Men dette er nok til at give et indtryk af, hvad
det handler om: En genfremsættelse af det 'antimonopolitiske demokrati'
som strategi for den danske kommunistiske bevægelse:
"Det antimonopolistiske
demokrati er en rigtig strategi, men den må løbende tilpasses til
forandringerne i kapitalismen: den statsmonopolistiske kapitalisme, vi kendte
i 70erne, har udviklet sig til transnational monopolkapitalisme med overnational
styring, som vi kender det i EU, WTO mv."
Antimonopolistisk demokrati
tilsat kamp mod globalisering plus glasnost og perestrojka: Det er DKPs opfattelse
af, hvordan 'et moderne kommunistisk parti' vinder sejr for socialismen.
Det
er en strategi for kapitalisme og ikke for socialisme. Og det er en recept på
ny fiasko.
Se også
KPiD
og DKP/ML klar til at slå pjalterne sammen
- På DKPs gamle grundlag
Af
Henning Paaske Jensen
Kommunistisk Politik 23, 2003
Danmarks
Antimonopolistiske Parti DAP
Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 23,
2003
Netavisen 18. november 2003