Uanset hvilket regnestykke VKO-regeringen fremlægger, og uanset om den regner 30 eller 43 milliarder galt, er facit altid det samme. Det er nemlig givet på forhånd: Der bliver en regning, et fratræk, et minus til de mange, der ingenting har i forvejen, eller kun lidt – mens de, der har meget, og dem, der har det hele får mere endnu. Rige boligejere får 4 milliarder i skattelettelser. Multinationale selskaber betaler oftest ikke noget som helst. Millioner og milliarder punpes ud på bomber, krige og oprustning.
Det er de almindelige og hårdt arbejdende danskere, der skal betale festen, mens de får stadig sværere ved at få tingene og økonomien til at hænge sammen.
Lars Løkke og CO.s ’reformpakke’ – også kaldet deres ”2020-plan” – er et latterligt forsøg på at lade som om kapitalismen kan indrettes efter deres planer, selvom alle ved, at ingen af deres store forlig, der blev indgået før krisen i 2008 holder endnu, skønt de engang blev udråbt som frelsende planer for dansk økonomi og redning af velfærden for altid.
Det har for længst vist sig at være stumper af en salami, hvis rester lægges under kniven igen med en ny reform.
2020-planen forsøger de ikke engang at fremstille som en redningsplan for velfærd – hvad enten det er fordi slagordet er brugt op, eller fordi velfærden er for synlig barberet ned til, at nogen kan overbevises om, at VKO vil redde den – eller simpelthen fordi den er så åbenlyst et angreb på rester af fordums kapitalistiske ’velfærdssamfund’, at ingen kan tro målet er at redde det.
Hvorom alting er, nøjes VKO med at ville redde ’Danmarks’ økonomi – det vil sige det kriseramte kapitalistiske Danmark – og det skal ske ved at barbere ned på sociale ydelser, overførselsindkomster og smide 100.000 væk fra et eksistensgrundlag, nedsætte pensioner og pensionsalder, reducere eller afskaffe efterlønsmuligheden, skære 60.000 jobs væk i det offentlige og forringe den stadig ringere, hårdt mishandlede offentlige sektor endnu mere.
Sidste år hed redningsplanen ’genopretningsplanen’ og skulle stabilisere dansk økonomi i 2015. Det var halvering af dagpengeperioden og mere i den dur. Nu skal reformkniven snitte dybere.
Samtidig har valgfeberen grebet det parlamentariske Danmark. Alt hvad der sker og ikke sker i ’dansk politik’ drejer sig om det kommende valg – der gættes afholdt i samtlige måneder fra maj til november. Det triste er, at det bliver et valg uden virkelige alternativer.
Regeringsvalget står mellem blå, der fører krig i Afghanistan og Libyen, lodser Danmark ind i europagten og vil have afskaffet undtagelserne, og en ”rød”, der vil det samme. Det siges, at VK er parat til at opgive totalslagtningen af efterlønnen – men det truede den store taktiker Helle Thorning-Schmidt fagbevægelsen med, hvis den ikke uforbeholdent støtter S/SFs fair løsning, hvor alle skal arbejde mere. Det er to varianter af EU's nyliberale politik.
Og hvad partierne angår er der heller ingen reelle alternativer. Den sørgelige tingenes tilstand blev afsløret i al sin ækelhed, da samtlige partier stemte for at gå i krig mod Libyen. Dermed stemte de også mod de arabiske folkerevolutioner, som vestmagterne og NATO aldrig vil støtte. Når Enhedslisten gik med i krig, var det ikke en fejl, og partiet har da heller ikke fortrudt sin stemme.
Der findes mange illusioner om, at S/SF kan presses til venstre og kan bringes til at føre en helt anden politik end den, de erklærer de vil føre.