Vi kan vente, at den økonomiske verdenskrise fortsætter, og nogle steder bliver uddybet, ikke mindst i EU. Leder
Kommunistisk Politik 1, 2011
Vi kan vente, at den økonomiske verdenskrise fortsætter, og nogle steder bliver uddybet, ikke mindst i EU.
2011 kan blive året hvor den kinesiske økonomi rammer ind i den kapitalistiske mur, men det kan også blive året, hvor det overhaler USA i vareproduktion, og dermed forstøder den gamle supermagt fra en hundrede år gammel førsteplads.
Vi kan vente at eurokrisen fortsætter, og at flere EU-lande og deres uskyldige befolkninger vil blive sat under unionens brutale nyliberale administration. Portugal og Spanien står for tur .
Vi kan også vente, at magtbalancen i den globale kapitalistiske økonomi fortsætter med at skifte fra nord mod syd, fra de gamle kapitalistiske kernelande, mod de nye 20-30 vækstlande, der får en stadig mere central rolle . Udover Kina og Rusland er det også Indien og et fremadstormende Brasilien - de såkaldte BRIC-lande.
Men det er ikke bare dem. En hel stribe lande på forskellige kontinenter har været ret modtandsdygtige over for krisen, der brød ud i 2008., og udviser store vækstrater. Det gælder f.eks. det folkerige Indonesien, Filippinernerne, Malaysia og andre østasiatiske lande, det gælder en stribe lande i Afrika og Latinamerika, heriblandt også Argentina.
I 2011 vil de ulovlige imperialistiske kolonikrige i Afghanistan og Irak fortsætte. Obamas lovede påbegyndelse af tilbagetrækningen af kamptropper fra Irak betyder ikke, at der er kommet fred til landet, at besættelsen og krigen er ophørt, Og heller ikke at modstanden er afvæbnet. Den vil blive styrket.
I Afghanistan spøger året 2014 som det år, hvor kamptropperne skal være ude – indbefattet de danske, som Lars Løkke erklærede i sin nytårstale – og ’sikkerheden overlades til afghanerne selv’. Sandheden er, at den imperialistiske koaltion med USA i spidsen har tabt krigen i Afghanistan, og nu søger at skjule nederlaget.
Vi vil se en fortsættelse af Israels forbryderiske kolonisering af Palæstina, men vi vil også se en forstærket palæstinensisk, arabisk og international modstand. Apartheid-Israel er ved at blive lige så isoleret som en paria i verdens øjne som Apartheidregimet i Sydafrika i sin tid var det.
Men det er ikke det hele: Vi kan også vente optrapninger af krigen i Pakistan. Vi kan frygte nye konfrontationer på den koreanske halvø, anstiftet af USA. Muligheden for et angreb på Iran fra Israel/USA kan ikke udelukkes. Heller ikke en ny invasion i Libanon fra Israel.
Vi vil kunne se Haiti gå under i ulindrede katastrofer, sygdom og elendighed. Vi vil se nye trusler om intervention og krig i latinamerika og Afrika. Og vi vil se nye brændpunkter opstå, nye krudttønder eksplodere, på de fleste kontinenter.
Og modsætningerne mellem de imperialistiske stormagter og magtgrupperinger vil blive skærpet, mens USA og NATO fortsætter den militære omringning af Rusland og Kina.
Kapitalismen kan ikke undslippe sin en onde cirkel imperialistiske krige og økonomiske kriser. Og den er ude af stand til at stille noget reelt op imod klimakrisen , der stille og roligt forværres, og undertiden antager dramatiske former. De mange fagre ord og løfter stopper hverken den globale opvarmning, fældningen af regnskovene eller truslerne mod de mest udsatte områder.
I Danmark bliver der folketingsvalg. Vi håber og arbejder for, at VKO bliver sat på porten med et brag efter næsten 10 ulideligt dystre år, der har spaltet landet og trynet arbejderklassen og de progressive kræfter. VK fortjener en lang opløsningsperiode uden mulighed for at sunde sig, og Pia Kjærsgård og hendes racistiske parti af nationale skadegørere fortjener at blive sparket helt ud af banen, uden ringeste indflydelse.
På trods af rasende dumheder står Helle Thorning Schmidt til at blive statsminister. Ikke i kraft af begejstret opslutning bag S/SFs ’fair løsning’ med øget arbejdstid, hævet pensionsalder og mange andre lovede lorteforanstaltninger, men fordi et stort flertal har fået nok af VKO. Forsøget på at sammentømre en samlet borgerlig front bag den endelige fjernelse af efterlønnen og få det gennemført vil højst kunne vinde dem en Pyrrhussejr.
APK vil vælte Løkke og Co., men vi vil og kan ikke støtte en S/SF-regering. Den lover ikke det nødvendige skift: Væk fra EU og euro, væk fra krigene, væk fra nyliberalismen og velfærdslagtningen. Vi vil hverken nedskæringsvejen eller arbejd-mere vejen. Det er reelt to alen ud af samme stykke.
Vi går arbejderklassens vej: Vi vil ikke betale den kapitalistiske krise. Lad de rige betale!
Til samlet kamp mod kapitalen!
Netavisen 7. januar 2011