Leder
Kommunistisk Politik 25, 2009
Klimatopmødet i København kommer ikke til at gå over i historien som det vendepunkt, der satte kloden tilbage på det rette spor og fik vendt klimakrisen og den globale opvarmning til planetbeskyttelse og vedvarende energi. Navnet ’Københavns-aftalen’ vil ikke komme til at gå ind i historien som et positivt begreb. COP15 blev ikke forvandlet til Hopenhagen – men til COPenhagen.
Det vil blive husket for et dansk politi, der nedkæmpede den ene ikke-voldelige demonstration efter den anden under topmødets forløb og som burede en stor del af de fredelige demonstranter inde. Det vil blive husket for overgreb på mennesker og nedtrampning af ytringsfriheden og de demokratiske rettigheder, for de enorme omkostninger og det vanvittige politiopbud.
En lille tid vil det blive husket for elendigt dansk formandskab. Allerede kort inde i topmødet blev der rejst voldsom kritik af den danske regering for på forhånd at have skabt alliancer, der skulle sikre de rige imperialistiske landes interesser på ulandenes bekostning, og for ikke at optræde fair og upartisk som mødeleder.
Løkke Rasmussen var mere interesseret i at smede en alliance mellem EU og USA og bekræfte det tætte danske forhold til USA og UK end i at bygge bro til de fattige lande, som har akut brug for at der gøres noget ved klimaet og at de rige lande betaler deres klimagæld til deres ofre.
Det var ikke at redde jord og klima, de dominerende kræfter på topmødet – det vil sige imperialistmagterne – gik efter. Det var profitsikring og grøn kapitalisme og grøn imperialisme.
Det var dette sanddru og alvorlige budskab den internationale klimaaktivistbevægelse Climate Justice Action ville søge at formidle gennem en hel række aktioner og demonstrationer under topmødet, som rettede sig mod forskellige dele af det grønne kapitalisme-kompleks, Fra aktioner mod CO2-udslip fra den ukontrollerede skibsfart og Mærsk, som forurener lige så meget som hele den danske nation tilsammen, og til protester ved store genmanipulerende og klimaødelæggende fødevaremonopoler.
Den 16. september - ved starten på den afgørende del af topmødet med deltagelse af stats- og regeringsledere fra hen ved 120 lande – ville CJA gennemføre et Folkeforsamling, en People’s Assembly, ved Bella Centret – og helst få afbrudt topmødet og forene sig med delegerede og NGO-repræsentanter af samme opfattelse ved dette møde.
Som det hed i forhåndsbekendtgørelsen af aktionen Reclaim the Power:
“Folkeforsamlingen vil i modsætning til de falske løsninger, der forhandles ved klimatopmøderne, sætte fokus på alternativer, der byder på virkelige og retfærdige løsninger: At lade de fossile brændstoffer blive liggende i jorden; at hævde folkenes og lokalsamfundenes kontrol over ressourcerne; omlægge fødevareproduktionen og massivt reducere overforbruget, især på den nordlige halvkugle; at anerkende den økologiske og klimamæssige gæld, som skyldes til folkene i syd og betale erstatninger; og respektere de oprindelige folks og skovfolkenes rettigheder.”
Klimaaktivistbevægelsen anvender ikke-voldelige konfrontationer, ’civil ulydighed’, som sin metode. Den er klar over, at 100.000 i en stor klimademonstration med en broget mangfoldighed af udklædninger, budskaber og appeller til statslederne om at gøre noget ved tingene ikke flytter ved noget som helst.
Og det var lige præcis Climate Justice Actions budskab, den danske regering som topmødevært og dens politiske politi ville sikre ikke kom frem, hverken i den danske eller internationale offentlighed. ’Lømmelpakken’ skulle få bugt med den ’civile ulydighed’. Budskabet skulle druknes i politivold, mens ikke-voldelige aktivister dæmoniseres som hårdkogte voldsfanatikere.De farlige demonstranter skulle sættes i lange ’futtog’ og i bure og ud af landet.
Aktivisme skulle kriminaliseres, ‘civil ulydighed’ rammes så hårdt, at den i fremtiden skulle opgives som massepolitisk kampmetode.
Det blev til et nyt nederlag for den danske topmødevært og dens politi. Demonstranterne lod sig ikke skræmme til at holde sig væk. Og de lod sig ikke provokere af politiet til at indlade sig på slagsmål, de var dømt til at tabe til et overudrustet og aggressivt politikorps. De fastholdt deres
ikke-voldelige konfrontationslinje – og det var ikke dem, som gik ud som taberne.
Derfor fortsætter kampen: Tag magten tilbage!
Netavisen 17. december 2009