I sin bog ’Danske konger og dronninger’ siger den borgerlige historiker og EU-modstander Palle Lauring:”Efter den franske revolution og Ludvig den Sekstendes henrettelse blev de republikanske tanker almindelige i alle europæiske lande, og de har holdt sig, skiftende stærke og svagere efter de politiske konjunkturer. Men vil til enhver tid siden 179, også i dag, træffe mennesker (og historieskrivere), der er allergiske over for konger ...”
I en menneskealder har den republikanske strømning i Danmark unægtelig hørt til de svagere, til tider næsten usynlige. Det er over firs år siden, man råbte ”Kong Christian den sidste – herut!” i forbindelse med kongens forsøg på statskup – som royalistiske historikere nok så pænt kalder Påskekrisen i 1920.
Og så pludselig gav den sig til kende igen, til forbløffelse og forskrækkelse for borgerlige politikere, og til hvidglønde ærgrelse for Pia Kjærsgård - i forbindelse med folkeafstemningen om tronfølgeloven, der skal tillade førstefødte prinser eller prinsesser uanset køn at kunne sætte kronen på hovedet.
Denne pseudoprogressive ’reform’ stod til falde på grund af manglende valgdeltagelse – indtil offentliggørelsen af exitpolls under selve valget og diverse toppolitikere med den uvalgte statsminister i spidsen og medierne fik trommet vælgere nok sammen til at den kunne få de 40% stemmeberettigede ja-stemmer, der krævedes for vedtagelse.
I andre lande ville noget sådant være forbudt, og blive kaldt valgfusk. I Danmark er det demokrati.
Det overraskende var imidlertid ikke flertallet for ændringen. Det virkelig markante signal var, at knap 10 pct. af dem, der stemte, afleverede blanke stemmesedler eller ugyldige (dvs beskrevne med f.eks. Republik NU!) Stort set være stemmer for afskaffelse af monarkiet. En republikansk bevægelse kom op til overfladen´ for første gang i årtier. 206.195 stemte blankt, 16.609 ugyldigt - ialt 222.804.
LO’s Ugebrev A4 fulgte det op med en opinionsundersøgelse, foretaget af Analyse Danmark. Hvis det nuværende kongehus ikke længere kan producere arvinger, vil 34 pct. have republik, mens 45 pct. vil hente en ny konge (eller altså dronning) et eller andet sted. For 12 år siden var der 65 pct. der i den situation ville have monarki.
Desuden ønsker flere, at de nuværende beføjelser for kongehuset afskaffes, f.eks. som underskriver af love og ved regeringsudnævnelser. I 1997 ville kun 19 pct. have at posten var rent ceremoniel, i dag er det 36 pct. Et spinkelt flertal på 51 pct. vil bevare de nuværende royale funktioner.
Det er ikke gode varsler for kongehusets fremtid – men opløftende for det progressive Danmark.
Det andet signal kom fra EU-parlamentsvalgene rundt om i Unionen, selvom det nærmest blev totalt ignoreret af medierne, som skulle sikre, at dens borgere ikke opfattede det. Det var den kendsgerning, at hele 57 pct. af borgerne i unionen vendte ryggen til parlamentsvalget. De boykottede det
simpelthen.
Kun 43.01% stemte, mens altså næsten 6 af 10 ikke gjorde det. Stemmeprocenten er dermed faldet uafbrudt siden det første valg i 1979, hvor den næsten nåede op på 62 %.
Helt i bund lå et land som Polen, hvor 24,53 pct. stemte – og tre ud af fire lod være.
Der kan ikke være anden konklusion, og det er den medierne og EU-politikerne ikke vil se formuleret, end at EU-parlamentet ikke har nogen folkelig legitimitet, at det føles som en del af elitens – d.v.s. det europæiske bourgeosis – unionsprojekt.
Overfor disse kendsgerninger blegner mediernes interssante ’analyser’ af forskydningene mellem de fortskellige parlamentariske grupperinger. EU-parlamentsvalget 2009 var ikke højrefløjens eller de borgerliges valg. Det var boykotternes.
Danmark lå i top med en stemmeprocent på godt 59. Den blev ikke mindst så høj p.g.a. sammenkoblingen mod tronfølgeafstemningen og de massive medieopfordringer til at ’redde’ monarkiet. Men Dukse-Danmark fungerede altså, selvom mange stemmer gik til den konsekvente EU-modstand i Folkebevægelsen mod EU, og endnu flere til ’EU-kritiske’ partier og lister – fra DF til SF.
Bortset fra Junibevægelsen, som opløste sig selv, erklærede alle de danske unionspartier sig for valgets vindere. Alle taberne!