Efterfølgeren

Leder
Kommunistisk Politik 8, 2009

Lars Løkke Rasmussen er blevet statsminister uden at være valgt til det af andre end sin forgænger, men man kan ikke sige, at han er uden international, national og lokal erfaring.

Han kender personligt mange af værtshusene i det indre København og som kun 25-årig rejste han som glødende antikommunist rundt på hesteryg i Afghanistan forklædt som mujahedin for at støtte de hellige islamiske krigere i deres kamp mod den prosovjetiske regering og den sovjetiske besættelsesmagt. Han medbragte den smukke som af 600.000 kr., indsamlet af venstrefolk, fremskridtspartister og andre reaktionære, der nok vidste hvad den gode sag gjaldt.

Det var i 1988, og dengang var 600.000 kr. rigtig mange penge, givet af gode hjertes gavmildhed. Året efter trak Sovjetunionen sig slagen ud, og Løkkes kampfæller kom til magten.

Deres enighed holdt imidlertid ikke længe. Lokale krigshøvdinge, der profiterede på opiumproduktionen, satte dagsordenen, indtil talibanerne kom til magten. Nogle af Løkkes gamle kampfæller blev ’terrorister’, måske endog Al Qaeda, og i al fald talibaner.

Derfor måtte Løkke i krig i Afghanistan igen. Nu var han avanceret fra amtsborgmester til folketingsmand og minister hos Anders Fogh, og han stod 600 pct. bag Bush, Blairs og Foghs beslutning om at invadere Afghanistan, og stadig øge antallet af danske kamptropper og den danske ’indsats’. Ikke på hesteryg længere, selvfølgelig med F16-fly og alt den øvrige avancerede teknologi til ørken- og bjergkrig.

Løkke støtter ikke længere oprørerne, for de er terrorister, men Afghanistans lovligt indsatte regering og dens chef Karzai, der netop har underskrevet en lov, der legaliserer voldtægt.

Løkke har den største forståelse for, at Fighters+Lovers bliver dømt efter terrorlovens paragraffer om økonomisk støtte til terrorisme. FARC i Colombia og PFLP i Palæstina kæmper ikke for retten til voldtægt, men mod en terroristiske og kriminel narkostatsmagt og en brutal besættelse.
Det skal straffes. Naturligvis. Vi lever i en retsstat.

Lars Løkke ligner det, han er. En fed pamper. Manden har været finansminister i den tredie regering Fogh siden slutningen af 2007, og før det indenrigs- og sundhedsminister i de to foregående Fogh-regeringer. Han har været bannerfører for privathospitaler og det frie sygehusvalg og chefarkitekten bag den kiksede og bureaukratiske kommunalreform.

Dens mål var, med hans ord, ”at skabe et nyt Danmark, hvor en stærk og fremtidssikret offentlig sektor løser opgaverne med høj kvalitet og så tæt på borgerne som muligt. Borgerne i Danmark skal opleve en endnu bedre og mere sammenhængende offentlig service."
Sjældent har løgnene myldret så tæt.

Både som borgmester og senere som minister havde han svært ved at kende forskel på skatteborgernes og egne penge. Han blev grebet i private restaurationsbesøg, cigaretter, taxakørsel og hotelophold på borgernes regning. Med usvækket sans for sikkerhedspolitik, sikkert erhvervet i Afghanistan,  indskrev han sig under navnet ’Jensen’ på hotel på Vesterbro. Det hele endte med at blive kaldt bilagsrod.

Lars Løkke var manden, der som statslig arbejdsgiver afviste de offentligt ansattes mere end rimelige lønkrav og kravene om flere hænder til den offentlige sektor under den store overenskomstkonflikt i foråret 2008. Han vil med garanti ikke være en pioner for ligeløn. Til gengæld sikrede han de rige i dette land nogle klækkelige skattelettelser i 2009 med den såkaldte ’Forårspakke 2.0’.

Som sin afløser på den magtfulde post som finansminister har han udpeget Venstre-strategen Claus Hjorth-Frederiksen, der som beskæftigelsesminister så det som sin hovedopgave at forpeste tilværelsen for arbejdsløse, unge under erhvervsuddannelse og alle andre, der var så uheldige at falde ind under hans resortområde. Han skal være den anden i tandem’en, når VK-regeringen bevæger sig mod nye højder.

Der er gode chancer for, at efterfølgeren ikke holder længe. Han skal også hjælpes til fald.

Netavisen 8. april 2009