Bandekrige i København

Leder
Kommunistisk Politik 6, 2009

Der foregår for tiden to bandekrige i København. Den ene på gaderne, især på Nørrebro og Amager; den anden i pæne kontorer og bag kulisserne i de parlamentariske forsamlinger.

Den ene handler om kontrollen over bykvarterer og gader, med narkohandel og andre kriminelle ydelser; den anden om ansvar og skyld, om styringen af København, ja, om magten i hele landet.

Den ene foregår mellem HA og tilknyttede rockegrupper på den ene side og såkaldte ’indvandrerbander’ på den anden. Den anden mellem Christiansborg- og Rådhusbander, mellem Venstre og socialdemokraterne, ’velfærds’-minister Karen Jespersen og overborgmester Ritt Bjerregaard, mellem spindoktorer, købeskrivere og politiske klaner, i sidste ende mellem regering og opposition.

Den ene har medført døde og sårede, også helt uskyldige ofre; den anden har haft tryghed og retssikkerhed, sandhed og almindelig anstændighed som offer.

Hvilken af bandekrigene, der i sidste ende er den farligste for borgerne, vover vi ikke at sige. Ingen af dem giver grund til god nattesøvn.

De fleste københavnere ved – det er en offentlig hemmelighed – at krigen mellem rockere og andengenerations-banderne for alvor tog fart, da VK-regeringen, stærkt opildnet af Kjærsgaards militante tropper, besluttede sig for at kriminalisere Christiania og stoppe hash-handelen fra Pusher Street.

Fra mange sider blev der advaret om, at det ikke ville stoppe handelen, men sprede den til andre kvarterer i byen, blande den faretruende op med hårde stoffer, og udløse skærpede kampe om de lukrative afhængighedsmarkeder. Det er nøjagtig, hvad der er sket.

Sagen er ikke blevet bedre af, at VKO-regeringen i skøn samdrægtighed med politiledelsen, overborgmesterkontoret og en fundamentalistisk religiøs sekt brugte flere år og nærmest uanede midler og ressourcer på at føre krig mod den københavnske ungdom og en anden del af det alternative København på Jagtvej 69.

De gale lov-og-ordens-kræfter åbnede dermed en autostrada for grov banderelateret kriminalitet. De gentagne politikerløfter om at få styr på tingene, og den sødttalende politi-inspektør Per Larsens beroligende forsikringer om, at alt meget snart var helt under kontrol, viste sig som tom snak.

Politikerne har kun haft ét svar: Mere politi, hårdere straffe. Regeringspartierne har overgået sig selv med hensyn til nye ’bandebekæmpelses-foranstaltrninger’. Socialdemokraterne har ikke fundet på så meget, men lovet at støtte Venstre i alt, hvad de måtte finde på. Både DSU og Tom Behnke mener, at gadebandekrigen er hashkøbernes skyld. Dansk Folkeparti har fundet ud af, og fået regering og ’opposition’ med til det, at udvise dømte fra ’indvandrerbanderne’, selvom det er mennesker, der er vokset op i dette land.

Den fremmedfjendske understrøm i lov-og-orden-politikken polariserer yderligere – og har bevirket en kraftig tilstrømning til både rocker- og anden generationsbander, der forbereder sig på den ’racekrig’, de mest ekstreme højrekræfter i landet i mange år har virket for.

’Indvandrerbanderne’ er også et resultat af den generelt mislykkede integration – og i særdeleshed af de fremmedfjendske love og foranstaltninger, VKO har gennemført, som har bidraget til en ikke ubetydelig del af andengenerationsungdommens sociale isolation og økonomiske elendighed.
De samme sociale fænomener, som har skabt rockerbanderne, i forstærket udgave.

Det er ikke kun afdøde Natasja, der kunne tænke sig gamle Danmark med Ungeren og Christiania og Pusher Street og en mindre rå tid tilbage. Et flertal i befolkningen tager afstand fra kursen med skærpede straffe – og et stort flertal mener, det er på tide at afkriminalisere og legalisere hash, og dermed fratage banderne et af de guldæbler, de skyder hinanden for.

Hele 59 procent svarer ifølge en ny meningsmåling ja til at ’regulere og beskatte cannabis’ og ’afkriminalisere’ brugerne. Det er en regulær lussing til VKO og lov-og-orden-politikerbanderne.

Når disse lægger ansvaret for bandekrigen og det elendige klima i København og i hele landet på hinanden, så har de fuldstændig ret.

Netavisen 10. marts 2009