Barack Obama blev valgt på løftet om forandring, om en ny politik, med afsæt i en afslutning af Irak-krigen. Men hans nyudnævnte udenrigspolitiske hold garanterer mere af det samme. Ingen forandringer, mere krig, mere terror i Mellemøsten og Asien - måske med nogle mindre justeringer, alene fremtvunget af den væbnede modstand og den økonomiske krise.Den kommende præsidents udenrigs- og militærpolitiske udnævnelser står i skrigende modsætning til valgkampens løfter, der skabte en rullende bølge af begejstring, som bar ham til Det Hvide Hus’ dørtrin.
Ved at bibeholde krigsforbryderen Robert Gates som forsvarsminister og chef for Pentagon er kursen stukket klart ud. Den gigantiske oprustning og aggressionskrigenene i Mellemøsten og Asien vil blive fortsat. Udnævnelsen af Hillary Clinton som udenrigsminister er også en garanti for det – og for at den amerikansk-israelske alliance vil fortsætte så tæt som mellem George Bush og Ariel Sharon, efter den koruptionsanklagede Olmerts afgang.
Bush-administreationen, den amerikanske højrefløj, flokken af neokonservative høge og har udtrykt deres udelte tilfredshed:
”Næsten perfekt”, sagde zionisten Joe Lieberman, der deserterede fra det demokratiske parti og støttede McCain.
Den slagne præsidentkandidat erklærer: ”Jeg bifalder helt sikkert mange af disse udnævnelser”.
Hjernen bag Bush Karl Rove kaldte dem ’betryggende’.
Den snart forhenværende Condoleezza Rice meddelte, at ’landet vil være i gode hænder’, og hendes forgænger som krigsforbryder og udenrigsminister Henry Kissinger siger, at Hillary Clinton vil blive ’fremragende’ som udenrigsminister.
Det er nemlig et erfarent hold af imperialistiske politikere, som med deres modstanderes bifald nu skal forsøge at få USA ud af den militære krise og udenrigspolitiske isolation, Bush’s ’krig mod terror’ og stadige aggressionskrige har medført.Krigsmodstandere, der støttede Barack Obama i troen på forandring, er blevet mere og mere skeptiske, længe inden Obama sætter sig til rette i Det Ovale Kontor. En sort mand og en liberal kvinde på i de amerikanske udenrigspoliske chefstole er ingen garanti for en progressiv fredspolitik.
Der vil nok være nuanceforskelle mellem Bush og Obama. Det er f.eks. sandsynligt at den miskreditterede og militært betydningsløse Guantanamo-base lukkes. Det er imidlertid usandsynligt at denne besatte plet cubansk jord overdrages til sine egentlige ejermænd, cubanerne.
Obamas politik vil forsøge at pynte på den amerikanske imperialismes flossede renommé, samtidig med at finanskrisen og overanstrengelsen af det amerikanske militær ved krigene i Irak og Afghanistan gør det vanskeligt at øge krigsindsatsen. Det er først og fremmest det forhold, at USA er bankerot og slået, der kan bringe forandringer.
På trods af den økonomiske krise ser det ud til, at Obama-administrationen ikke vil skære ned på krigsbudgetterne for 2009 og 2010. Obama støttede Bush’s plan om at øge antallet af amerikanske tropper på landjorden, og har gentaget at han vil gøre militæret større efter valget til præsident. Det bliver utvivlsomt en del af hans jobskabelsesprogram under krisen.
Hvad angår det skæbnessvangre missilforsvar, som Bush har gennemtvunget opstillet på europæisk jord, tæt på Ruslands grænser, så går både Obama og Bates ind for systemet. Det vil fortsætte, men i strammere tøjler, ikke mindst økonomisk, siger Obamas rådgivere.
Finanskrisen vil fremtvinge en kritisk gennemgang af de allerede fastlagte store oprustningsprogrammer, hvoraf nogle vil blive reduceret, andre måske helt skrottet, især dem, der retter sig mod fremtidige ’trusler’.
Og krigene, volden og terrorren vil fortsætte; krigen vil blive optrappet i Afghanistan, køre videre i Irak, palæstinenserne fortsat blive holdt indespærret bag mure og pigtråd, mens nye spændingsfelter vil komme til.
Selvom modstanden mod de imperialistiske krige er vokset og vokset, er fredsbevægelsen nærmest blevet lagt død. I USA blev den opsuget af Obama-kampagnen. I Europa og Danmark fik socialdemokrater og den proimperialistiske ’venstrefløj’ kontrollen – med samme resultat.
Det bliver brugt til at fortsætte og udvide krigene. Obama og Clinton og Fogh og Thorning går i offensiven i Afghanistan, mens de lader Irak forbløde, og mens Gaza blive kvalt. Folkemord!
Det er på tide antikrigsbevægelsen genoplives på antiimperialistisk grundlag.
Det betyder, at Obama og Clinton fra starten mødes af de krav, som de fik mandat til: Slut krigene! Stop besættelserne! Tropperne hjem fra Irak, Afghanistan o.s.v. Det betyder at en sådan bevægelse stiller sig på tværs af sin egen regerings politik i en uretfærdig krig – og arbejder for dens nederlag. Det betyder solidaritet og fælles front med den globale modstand.