Langsomt er det ved at gå op for folk, hvor dyb den nuværende økonomiske krise egentlig er – og at den berører dem selv, deres pengepung og levestandard, direkte og massivt og den gale vej. Krisen i 2008 bliver ikke bare den første større krise i det nye årtusinde, den har alle muligheder for at blive en af de største økonomiske verdenskriser nogensinde.USA er i recession, fulgt af Danmark som det første EU-land, men de er alle på vej. Der er ikke længere nogen, der snakker om ’forbigående financiel uro’ eller ’at boligmarkedet stabiliserer sig’ og ’vi er ovre det værste’. Nødtvungent må borgerlige kommentatorer og økonomiske eksperter, der lever af at skønmale og lovprise kapitalismen, erkende, at den ene dårlige nyhed afløser den anden, og begynde at forstå, at en lang række negative faktorer som altid ved kriser er blevet udløst og driver den op i tempo og nedad i en svimlende spiral.
Verdensøkonomien er ikke bare på kanten af afgrunden, den er på vej ned. Men den vil ikke falde med et brag, men i en kakafoni af lyde, fra klynken til bombesprængninger.
På vej ned diskuteres krisens årsager af chokerede økonomihoveder, glatte politikere og medieludere. Der gives alle mulige forklaringer, bortset fra sandheden. I øjeblikket hedder den foretrukne skrøne ’kineseserne’. Det er deres skyld: De spiser for meget kød, de bruger for meget kul, de er verdensmestre i at plyndre oliue – og uværdige til at være værter for OL.
Der er alle mulige forklaringer, bortset fra den enkle og sande, at det er det kapitalistiske røversystems iboende modsætninger, der eksploderer for øjnene af os og i hovederne på os. Og krisen bliver særlig dyb, fordi et hav af tricks er blevet benyttet til at skabe kunstige boom og stimulere et forbrug, der ikke var reel dækning for.
Der er imidlertid ingen retfærdighed til i det kapitalistiske mareridt: Selvfølgelig går nogle virksomheder konkurs, nogle direktører får sparket eller kommer for retten, men de største går i regelen fri, og spinder nyt guld på ulykkerne. Det er arbejderne og den pæne middelklasse, der har forbrugt lidt for meget i tillid til løfterne om guld og grønne skove i al evighed, der kommer til at mærke, det gør ondt. Og det er først og fremmest de unge, hvoraf mange allerede har fået deres fremtid pantsat.
Læg mærke til, at mens nogle marginalbanker og finansselskaber er bankerot, og får hjælp fra den kapitalistiske stat, og mens nogle mellemstore og store ømmer sig og risikerer at blive opkøbt og slugt af konkurrenterne, så klarer de helt store sig ganske enkelt strålende. Ikke bare priserne på alle områder sætter rekorder; det gør plusregnskaberne og profitterne også.
USA’s næststørste bank ’Bank of America’ kunne fremvise tocifrede milliardprofitter for det seneste kvartal, og fik humøret og kurserne på børserne verden over i vejret, da det offentliggjorde tallene. Også Skandinaviens største bank Nordea har offentliggjort regnskaber med tocifrede milliardprofitter. Krisen kradser – men ikke i Mærsks pengepung.
Den nuværende krise er mangesidet, den omfatter alle aspekter af samfundslivet, fordi det også er en almen krise for det kapitalistiske globale system. Men den økonomiske krise udviser også nogle særlige træk. Udover at det er en traditionel kapitalistisk overproduktionskrise er den også kendetegnet ved en forrygende og rekordstor global inflation og en bølge af prisstigninger på fødevarer og energi, som ikke har været set i samme omfang tidligere.
Reallønsfald og sult har fået millioner af fattige på gaden på alle kontinenter i masseprotester, der får taburetterne til at vakle under de herskende regimer, og udløser nogle små og i længden nyttesløse foranstaltninger til lindring af krisen og folkemassernes nød og elendighed. Som marxister tror vi ikke på en elendighedsteori om at folk skal forarmes, før de gør oprør. Men det er en kendsgerning, at de gør oprør, når reallønnen synker til niveau at familierne sulter.
De herskende ved det, og sætter ind med løfter og almisser, lidt fødevarehjælp, lidt fedtet gældssanering, alene med det formål at undgå social uro og revolution.
Deres problem er, at de ikke har kontrol over et løbsk system. Den nuværende krise er mere end noget nyliberalismens fallit.
Revolutionens spøgelse dukker frem igen.