Leder
Kommunistisk Politik 7, 2008
Der har været valg i det lille bjergkongedømme Bhutan i Himalaya, hvor den brede befolkning stadig er fæstebønder og hvor TV og internet først blev tilladt i 1999. I hele det 20. århundrede var kongedømmet absolut, støttet på en lille stribe godsejere og et stort præsteskab. Valget var det første nogensinde i landet.
Valget er blevet hyldet som et historisk skridt hen imod demokrati, som det seneste bevis på en verdenshistorisk march mod universel anerkendelse af menneskerettighederne, og ledsaget af de lokale munkes flittige bønner.
Den vestligt orienterede, nu forhenværende, konge Jigme Singye Wangchuck, der er gift med fire søstre, havde fundet ud af, at Bhutan var nødt til at blive en slags demokrati. Måske ikke så meget med inspiration i menneskerettighederne eller de store revolutioner, men måske snarere af frygt for, at begivenheder af samme slags som i Nepal også kunne komme til Bhutan.
Kongedømmet dér ved at blive smidt på historiens losseplads og Nepal på vej til at blive en demokratisk folkerepublik, efter en succesrig folkekrig, anført af Nepals Kommunistiske Parti(Maoister). Der er i det hele taget voksende social uro og revolutionær gæring i Himalaya-regionen, og øget social, national og etnisk uro i store kapitalistiske lande som Kina, Indien og Pakistan.
I december 2006 blev den gamle konge så afløst af sin Oxford-uddannede søn Jigme Khesar Namgyel Wangchuck, der blev den nye konge af Bhutan. Det var hans parti, som suverænt vandt valget. Nu er Bhutan et ‘parlamentarisk demokrati’, og landets største godsejer er konge og bliver også det nye statsoverhoved. Det er alligevel moderne tider. Nu vil parlamentet have mulighed for at stille ham for en rigsret, med to tredjedeles flertal.
- Vi ved ikke rigtig, hvad der vil ske med vort land. Vi håber alt kommer til at gå fint under det nye system, sagde en ældre munk til en vestlig reporter, der dækkede valget.
Historien om Bhutan er en solstrålehistorie, og den er falsk. Verden bevæger sig ikke i demokratisk retning. Det er bondefangeri, når medierne bilder folk noget andet ind. De demokratiske reformer i Bhutan eller hos vestens og den amerikanske imperialismes feudale allierede blandt de arabiske lande er pynt og staffage. Den virkelige udvikling i disse årtier går baglæns med hensyn til demokrati. Den demokratiske udvikling i Mellemøsten er sat årtier tilbage med Irak-krigen, der nu er gået ind i sit sjette år.
Og det er verdensimperialismens og verdensreaktionens centrum, det kriseramte imperialistiske USA, der er den mest aktive kraft i at dreje de verdenshistoriske processer mod større social og politisk frihed baglæns.
I de imperialistiske lande begrænses frihedsrettighederne til stadighed. Terrorlove, øget overvågning af borgerne og oprustning af lov-og-orden-regimerne har forvandlet Big Brother til en skræmmende og nærværende realitet, ikke et muligt fremtidsscenarie.
Hvor der sker demokratiske fremskridt – og de finder heldigvis også sted, og er markante – sker det altid i tilknytning til et opsving i folkenes sociale og demokratiske kamp, som vi har set det i en lang række lande i Latinamerika igennem de senere år, eller i Nepal i Asien, som før nævnt.
Det danske monarki er en institution til at sikre det kapitalistiske Danmark mod alle virkelige forandringer, sociale og demokratiske. Det er også et velbetalt kapitalistisk pr-projekt og turistfælde. At det er et lokalt kongedømme i en delstat i Den europæiske Union betyder ikke noget. Kulørt historie med middelalderrødder er blot en fjer i unionsbaretten. Indskrænket monarki og Helstats-union går fint sammen.
Demokratiet er vissent i unionen. Danskerne får ikke lov til at stemme om dens reelle forfatning, som man ikke vil kalde en forfatning, men som er det, efter at den oprindelige traktat blev forkastet ved to af de tre folkeafstemninger, der blev gennemført. Nu må kun 1 ud af 27 medlemslande i EU stemme om traktaten. Det er irerne, og de skal gøre det i anden uge af juni. Tilhængersiden betaler en god pris for hver ja-stemme: Deres midler er nærmest ubegrænsede. Demokrati, beskåret demokrati eller en parodi på demokrati? Døm selv.
Den danske EU-parlamentariker Jens-Peter Bonde, der startede som EU-modstander og efter 30 års seniormedlemskab af EU-parlamentet er endt som ’EU-skeptiker’, hvad det så er, har meddelt, at han overlader sin parlamentspost til sin suppleant fra Junibevægelsen. Nyheden førte til en konklusion om, at fra nu af vil det være Dansk Folkeparti, som tegner ’EU-modstanden’.
Det er der ingen grund til at tro. Der er masser af bønder, der ikke lader sig bondefange.
Se også
Hvad sker der i Tibet – og hvorfor nu?
KP 7, 2008
Netavisen 30. marts 2008