Det går jo rigtig godt for Danmark og for danskerne. Der er overskud både her og der, og vi kan snart købe hele verden, selvom vi ikke kan stoppe skolernes og daginstitutionernes forfald eller dæmme op for den stadig større og synlige flok af tiggere.Men det går jo godt, og regeringen bliver ikke træt af at henvise til den ret lave arbejdsløshed eller af at påstå, at landets største problem nu og i fremtiden er ’mangel på arbejdskraft’. Hele dens politik står og falder med dette postulat.
Det er underligt at den ikke føler jorden brænde under sig, eller snarere: rundt om i verden. De antyder det i al fald ikke, selvom de må have opfanget signalerne fra børserne rundt om i verden: Finanskrisen er her, den store økonomiske krise er brudt ud. De selvoptagne danske medier ser selvfølgelig som sædvanlig ingenting. Derfra kommer ingen information.
Krisen blev udløst på det amerikanske boligmarked. Den omfattende kreditgivning med usikre boliglån har skabt millioner af teknisk set banketrotte boligejere. Når de ikke kan betale deres regninger og renter, ryger deres huse på tvangsauktion – men uden at lånene kan indfries. Med andre ord er det bankerne og kreditinstitutionerne, der taber penge – og så hedder det krise. Ikke bare amerikanske, men også en lang række store udenlandske banker er fedtet ind i det oppustede amerikanske boligmarked med dets usikre finanser.
Men finanskrisen har langt dybere rødder, og mange af dem ligger i de grundlæggende svagheder i den amerikanske økonomi. Den tidligere amerikanske vicefinansminister under Reagan Paul Craig Roberts – nu en skarp kritiker af de amerikanske imperiedrømme, krige og af Bush-regeringen – skriver i en kommentar, at ’den amerikanske økonomi fortsætter sin langsomme død for øjnene af os’.
Her er nogle af de kendsgerninger, Roberts fremhæver:
- USA har handelsunderskud i forhold til alle dele af verden. I 2006 (de seneste tal for et år) havde USA et handelsunderskud på i alt $ 838,271,000,000.
- Den amerikanske dollars evne til at bevare sin status som reservevaluta undergraves på grund af det fortsatte budget- og handelsunderskud. Verden er bogstavelig talt oversvømmet med dollars i dag. I det 21. århundrede har den amerikanske dollar mistet omkring 33 pct. af sin værdi i forhold til andre valutaer. Den bevarer især sin status som reservevaluta ved vanens magt og på grund af mangelen på et klart alternativ.
Roberts pointerer, at amerikanernes realløn ikke er vokset, men at de overforbruger på kredit, og at opsparingen er på niveau med tiden for den store depression. Samtidig er millioner af produktive jobs nedlagt med globalisering og udflytning af produktion og virksomheder:
“For Marx taler, at flytning til udlandet har øget virksomhedernes indtjening ved at formindske omkostningerne til arbejdskraften, og derved har koncentreret væksten i indkomst hos kapitalejerne og dens bestyrere.” Topdirektører i finansverdenen tjener nu mellem 1 og en halv milliard dollars årligt, nogle enkelte mere end 1 milliard:
’Mange amerikaneres karriere og økonomiske perspektiver blev ødelagt for at opnå disse fås skyhøje indtjeninger’.
En helt anden sag er, at Paul Craig Roberts selv har bidraget til at skabe denne situation.
Imens er den største bekymring i Danmark, hvorvidt boligmarkedet efter sit langvarige boom er stagnerende eller på vej ned. Også en meget stor del af danskernes forbrug er lånefinansieret, og adgangen til kreditter er blevet stadig lettere, selvom lånene generelt er ’mere sikre’ end det er tilfældet i USA.
I Danmark findes der mange boligejere, som teknisk set er insolvente, og hvis værdier i fast ejendom er mindre end deres lån. Nye beregninger viser, at blandt landets 217.000 boligejere mellem 30 og 39 år er 40 procent er teknisk insolvente, mens 30 procent af de 40- til 49-årige og 10 procent af de 50- til 59-årige skylder mere væk, end deres bolig er værd. Halvdelen af de 30-39-årige med egen bolig skylder mere end to årslønninger væk før skat.
Generelt er danskerne mere forgældede end nogensinde.
Alligevel lader alle, som om alt er i orden, og at de truende sorte skyer fra den globale finanskrise vil drive lige så hurtigt væk som den danske sommerregn. Men den kommer igen – og samler sammen til store udladninger, lyn og torden.
De positive tal for økonomien, som Fogh og Co. skamrider, er ustabile. Alt er forbundet med den stadig voksende eksport og den høje beskæftigelse. Den danske økonomi kaldes stærk, men den er uhyre sårbar over for en generel økonomisk krise, som rammer de vigtigste eksportområder.
Og når krisen for alvor rammer – og det vil den – vil omkostningerne, også for ’velfærden’ blive meget høje.
Det er ved at være sidste udkald for at sikre både højere løn, bedre arbejdsforhold og velfærd til alle.