Der lægges op til et folketingsvalg før tiden. Det er der færre og færre, som tvivler på. Meget tyder på et hurtigt valg, måske allerede et septembervalg. Mange faktorer taler i den øjeblikkelige situation til krigsforbryderregeringens fordel, som kan udnyttes til at sikre Fogh og Co. en tredje periode ved regeringsmagten – på trods af den voldsomme folkelige modstand, især mod dens krigspolitik og asociale ’velfærdspolitik’.Det allervæsentligste moment er, at den økonomiske krise, som nu trækker op over verden, og snart kan ramme USA med voldsom kraft, endnu ikke er meget andet en fjern skygge i horisonten, set fra Christiansborg. Alle dér ved, at en regering, som tvinges til at udskrive valg i en krisetid, næsten altid taber og må vige for oppositionen. Situationen kan være helt anderledes om et år eller to, for den amerikanske og globale recession er blevet udskudt af krige, oprustning, låntagning o.s.v. – og ikke undgået. Og den danske økonomi boomer tilsyneladende fortsat, med lav arbejdsløshed og friværdiforbrug, selvom boligpriserne er stagnerende, nogle steder direkte faldende, og byggeriet bremser op.
Den parlamentariske situation er også gunstig for Fogh og et hurtigt valg. Et valg kan mindske regeringens afhængighed af Dansk Folkeparti og udvide dens parlamentariske grundlag til også at omfatte Naser Khaders Ny Alliance. Der findes ingen samlet opposition mod Fogh, intet ’positivt alternativ’, en splittet modstanderlejr.
Et af Foghs svageste punkter er hans kriminelle krigspolitik. Men udskriver han valget nu, hvor de fleste danske tropper er trukket hjem fra det militære og politiske nederlag i Irak, og før de for alvor kommer i ilden i Afghanistan (der venter med flere tab og nye nederlag) kan han måske få afvendt brodden af modstanden og politisk overleve koalitionspartnerne Blair og Bush.
Derfor har han i en stribe ’reformer’ og planer og med finanslovforslaget for 2008 fokuseret på sit andet store sårbare punkt: den kendsgerning, at Danmark skævvrides stadig mere, at den sociale udvikling er skæv, at den offentlige sektor massakreres og forringes, at ’velfærden’ går den gale vej. De store ’reformplaner’ og de stadig større investeringstal i debatten skal overbevise danskerne om, at det er Fogh-regeringens ønske at udbygge og forbedre ’velfærdssamfundet’.
Lykkes det bare for en lille dels vedkommende, vil landet hænge på Fogh og hans forbryderbande en uoprettelig periode endnu.
Symptomatisk for den miserable situation hos Fogh-regeringens parlamentariske modstandere er den seneste tids overskrifter om, at Enhedslisten risikerer at ryge ud af folketinget ved et valg. De fleste meningsmålinger har spået tilbagegang for partiet, men en enkelt har sagt, at det slet ikke vil komme ind.
Dette har fået de interne modsætninger i partiet til at eksplodere og fraktionskampene til at rase, så det hele mest af alt minder om Venstresocialisterne i dette partis glansperiode i 70erne. Det trotskistiske SAP lagde ud med at gøre den muslimske folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid ansvarlig for partiets nedtur, fordi hun i et interview i den rivaliserende trotskistiske fraktion IS’ blad havde udtalt en forsigtig støtte til den irakiske modstandskamp og var blevet overfaldet af hele borgerpressen. Træk dig! lød opfordringen, som fortsætter med at dele partiet.
Men Asmaa kan ikke gøres til syndebuk for partiets vanskeligheder. Den virkelig skyldige er partiet selv og dets hovedløse og bundløse parlamentariske opportunisme. Dets uklare ideologiske grundlag tillader religiøse kræfter at operere i partiet, selvom et ægte socialistisk eller kommunistisk parti aldrig ville gøre det, hvad enten de er kristne, muslimer eller af andre sekter. Det var den parlamentariske spekulation, der førte til Asmaas opstilling, og det er den samme, som nu splitter partiet, der ligger som det har redt.
Den egentlige baggrund for Enhedslistens valgkrise er dets principløshed, dets manglende virkelige oppositionskurs over for det borgerlige og socialdemokratiske EU-Danmark – og dets fokus på de små parlamentariske gevinster i stedet for på opbygningen af massekampen og klassekampen uden for folketinget
Hvis Enhedslisten, som partiet selv påstår, er venstrefløjens parlamentariske udtryk, ser det rigtig skidt ud. Et opportunistisk pseudosocialistisk parti ved siden af et større og et lidt mindre socialdemokrati. De bedste grunde til, at en kriminel statsminister som Anders Fogh Rasmussen kan spekulere i at udskrive valg på trods af den massive modstand mod hans krigs- og velfærdsslagtningspolitik – og tilmed kan gå hen og vinde det.
Hverken SF eller Enhedslisten er en vej frem for venstrekræfternes kamp i de parlamentariske forsamlinger. Noget helt andet må udvikles.