I takt med at opslutningen om dansk krigsdeltagelse daler, stiger tilsvarende den skingre chauvinistiske tone anført af bl.a. Søren Espersen, Dansk Folkeparti, og Søren Pind, Venstre. De forsøger sig med mere end antydninger af, at det skulle være landsforræderi, hvis man ikke støtter danske krigsforbrydelser og i stedet støtter legitime modstandskampe.
Disse to krigsforbrydere, der sammen med regeringschefen og hans ministre og alle de øvrige ansvarlige for den ulovlige beslutning om dansk deltagelse i krig, besættelse og massemyrderier i Irak og Afghanistan, og som når lejligheden kommer skal stilles for en krigsforbryderdomstol, taler tilmed om at få det prøvet ved retten.
Disse to herrer og andre af samme slags har sat sig i bevægelse, efter at Enhedslistens folketingskandidat Asma Abdol udtalte støtte til det irakiske folks legitime ret til at føre væbnet modstand mod dets besættere. Siden hun efterfølgende blev sendt en tur gennem sit partis kødhakkemaskine for ’uheldige’ udtalelser er hun dog blevet mindre klar og håndfast.
Men det er blevet sværere og sværere for politikere med blod på hænderne at forsvare dansk besættelse af Irak og Afghanistan - i takt med at landenes modstandsbevægelser har givet besættelsesmagterne klar besked: Vi fortsætter kampen til I er slået og trækker jer ud!
I FNs charter gøres det klart, at væbnet modstandskamp mod en fremmed besættelsesmagt, mod militære mål, er fuldt ud legitim. At føre modstandskamp mod aggressorer er en ret og pligt for ethvert besat folk.
Dette er også baggrunden for, at der er sket et drastisk fald i danskernes støtte til internationale militærudsendelser. Irak og Afghanistan har slået billedet af danske soldater som humanitære nødhjælpsarbejdere i stykker. Trods alle løgne og al propaganda kan det ikke skjules, at de danske soldater er besættelsestropper af samme slags som den tyske Wehrmacht var det i Danmark, eller Frikorps Danmark var det på Østfronten. Og de behandles med al ret som besættelsesstyrker: De bliver beskudt, bombet, dræbt og lemlæstet. I Irak har modstandsbevægelsen tvunget de britiske og danske styrker til nærmest at gå i hi på deres baser, hvor de konstant angribes. Det irakiske krigseventyr er endt med et dansk nederlag, som ikke er til at bortforklare.
Derfor hyler koblet af danske krigsforbrydere – med hænder og munde fulde af blod. Derfor søger de at skræmme den letskræmte folketingsgruppe i Enhedslisten, som efter 5 års ulovlig dansk krigsdeltagelse endnu ikke har udtrykt en klar støtte til den legitime modstandskamp i Irak og Afghistan og har bekæmpet den konsekvente krigsmodstand (og f.eks. initiativer som Stop Terrorkrigen og Komiteen for et Frit Irak) af netop denne grund.
Først efter at de besejrede danske tropper er på vej ud af Irak, vover en af partiets folketingskandidater at give en forsigtig støtte til modstanden. Det meste af tiden har Enhedslisten brugt på at tilsværte den irakiske modstand som terrorister eller fundamentalistiske barbarer og undladt at afsløre de virkelige terrorister og barbarer i Det Hvide Hus, Downing Street og på det hyggelige Christiansborg, hvor selv Søren Espersens parti har allieret sig med pro-iranske fundamentalister i Irak i deres beskidte sags tjeneste.
Espersen og Pind har intet at have en retssag i. De vil blive tromlet ned af overvældende bevisdynger for deres egne og deres partiers forbrydelser mod menneskeheden.
Den chauvinistiske melodi - at vi alle skal stå sammen med de danske soldater der har ladet sig lokke i krig - er et gammelt og gennemprøvet krigsforbryderkneb. Ønsker man international fred og frihed, så må man også ønske nederlag for ens ’egne’ krigsspolitikere og deres besættelsesforetagender. De er ansvarlige for samtlige dræbte og sårede danskere, og for endnu flere dræbte og sårede irakere og afghanere, civile som modstandsfolk. Det er aggressorens valg og ansvar om det skal foregå via et ordnet tilbagetog eller via endnu flere skal sendes hjem i plastikposer.