Kommunistisk Politik 12, 2007
Anders Fogh Rasmussen har været i Afghanistan, hvor han har beundret de demokratiske fremskridt, mens NATO-kanonerne nakkede nogle hundrede ’talebaner’.
”Efter et besøg i Afghanistan er det tankevækkende at vende hjem til Danmark”, sagde han i sin afslutningstale til folketinget, da det tog på ferie.
”For kendsgerningen er jo, at det går forrygende godt i Danmark. Vi har frihed, fred og fremgang. Vi har frisind og folkestyre.
Vi har én af Europas stærkeste økonomier. Med høj økonomisk vækst. Med rekordhøj beskæftigelse. Med rekordlav ledighed. Arbejdsløsheden er siden 2003 faldet med over 80.000 personer til det laveste niveau i over 30 år.Der er solide overskud på de offentlige finanser. Og den offentlige gæld er hastigt faldende. Danmark bliver ofte fremhævet i internationale undersøgelser. Senest er Danmark blevet udnævnt til at være det mest fleksible og dynamiske land i EU.”
Det går forrygende godt. I al fald i de kredse, Fogh kender og hvis interesser han varetager. Skibsrederen, spekulanten, godsejeren, aktionæren. Det er altid noget, for det går knap så godt for hans politiske venner – premierministeren forsvinder, og præsidenten bliver stadig mere forhadt.
Men Fogh ved råd. De problemer, han har, skyldes ’socialistiske ballademagere’, ’autonome bøller’ og andre antidemokratiske elementer, der står i hemmelig, men tæt alliance med Al Qaeda, Taleban og Saddam Hussein. Fogh ved råd: Problemer løses med kanoner. I Irak og Afghanistan indføres kanondemokrati. I Danmark skal der komme en demokratikanon sammen med den nye peberspray til politiets bekæmpelse af børn og unge, som protesterer.
Forleden udsendte statsministeriet følgende pressemeddelelse:
”Regeringen ønsker at styrke danskernes kendskab til de principper om frihed og folkestyre, som det danske samfund bygger på.
Regeringen har derfor besluttet at nedsætte et udvalg, som skal udarbejde en demokratikanon.
Udvalget skal udpege de centrale begivenheder, filosofiske strømninger og politiske tekster, som har haft betydning for udviklingen af det danske folkestyre.
Demokratikanonen skal offentliggøres i januar 2008 ”
Nogle af Foghs danske yndlings-neocon-mænd er med – som den ivrigt propaganderende politik-professor Peter Kurrild-Klitgaard, som ivrigt befamler nettet med sin hjemmeside Punditokraterne og JyllandsPost-skribenten David Gress, der kalder sig professor, men vist ikke er det.
Vi iler med at stille nogle forslag til centrale begivenheder, filosofiske strømninger og politiske tekster, der er relevante for at øge folks forståelse af Fogh og hans venners opfattelse af demokrati fra nyere tid:
En dato kunne jo være 2. juni 1992. Den dag sagde danskerne Nej til Maastricht-traktaten på trods af Schlüter-Ellemann-regeringens og den socialdemokratisk/radikale ’oppositions’ massive ja. Der kan man lære, hvordan et klart nej forvandles til et mudret ja.
Det skete 18. maj 1993 ved omafstemningen. Den dag sendte det demokratiske politi 117 skud ind i en gruppe protesterende unge på Skt. Hans Torv. Statsminister Nyrup fandt det helt nødvendigt.
En tredje dato kunne være 18. marts 2003. Den dag blev Fogh overfaldet med rød maling af et antidemokratisk ungdomselement, bare fordi han sendte Danmark i krig i Irak efter privat aftale med vennen George Bush. En klassisk demokratisk tekst kunne være følgende udtalelse af Fogh:
”Saddam Hussein besidder masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget vi tror. Det er noget, vi ved.” Deraf kan man lære, hvordan ’regeringsdemokratiet’ fungerer – med vennetjenester og løgn og bedrag overfor parlament og befolkning.
Fogh er blevet kritiseret af Ombudsmanden for at afvise bestemte medier og bestemte journalister, som stiller ham kritiske spørgsmål. Det er selvfølgelig helt forfejlet, men en sådan kritik vil en demokratikanon også kunne råde bod på.
For ’vi har frihed, fred og fremgang, frisind og folkestyre. 5 F’er som i Fogh: Fup, fup og 5 gange fup.