Vil USA og Israel angribe Iran? 

Kommunistisk Politik 8, 2007

Det er det spørgsmål, hele verden stiller sig på baggrund af USA's og Israels dårligt indpakkede trusler og pression mod Iran - med den største amerikanske flådeopmarch udfor Irans kyst nogensinde.

Alle muligheder står åbne, gentager Bush og hans talerør, senest den amerikanske høg og tidligere FN ambassadør John Bolton, der samtidig bedyrer, at krig ikke er umiddelbart forestående. Presset og den diplomatiske vej er endnu ’ikke udtømte’, siger de.

For kort tid siden syntes det, som om en aggressionskrig mod Iran var rykket faretruende nær. Den skærpede situation, hvor iranerne tilbageholdt 15 britiske marinesoldater, sandsynligvis opbragt i iransk farvand, kunne blive USA's påskud for angreb.

Men efter masser af sabelraslen blev soldaterne løsladt, 13 dage efter pågribelsen. Nogle af dem har for kæmpeformuer solgt deres (løgne)historier til kulørt presse, andre har fået forbud mod at gøre det.  At soldaternes ’mission’ har været at udspionere Iran og skaffe efterretningskontakter hersker der ingen tvivl om. Det er en oplysning, som deres kommando-leder pralede med i et interview få dage før soldaterne blev fanget. Men interviewet blev ikke blev offentliggjort af Sky News, før de var sluppet fri.

De amerikanske høge så ikke velvilligt på, at den engelske regering indgik i forhandlinger med Iran om soldaterne. Briterne bedyrede, at de aldrig uden tilladelse ville trænge ind på iransk territorium – samme tilsagn de også gav tilbage i 2004 for at få udleveret en anden gruppe britiske marinesoldater, der ulovligt befandt sig på iransk territorium.

Det er denne ’bløde’ britiske optræden, USA’s regerende klike slet ikke er tilfreds med. John Bolton hældte sin vrede ud over de fleste af verdens TV-skærme. Situationen skulle være udnyttet bedre til at skærpe presset på og isolationen af Iran. For de amerikanske superhøge er den britiske handlemåde for at få udleveret de 15 soldater med til at undergrave forsøgene på at dæmonisere Iran og vanskeliggøre optrapning af nye sanktioner, som USA netop har manipuleret gennem FNs sikkerhedsråd, fordi Iran formaster sig til at gøre brug af deres ret til berigelse af uran som andre atommagter.

Episoden med de britiske søfolk kan være en enkelt i en eskalerende klynge, der kan føre til den krig, som USA og Israel længe har planlagt og ladet rumstere i udkanten af verdensoffentlighedens opmærksomhed. Under den britiske konflikt var USA’s retorik endnu ikke helt oppe i det røde felt. Det Hvide Hus var måske endnu ikke her og nu var parat til at iværksætte omfattende angreb på Iran, selvom der foreligger mange rapporter om, at de militære forberedelser til en voldsom bombekampagne mod iranske atomanlæg, militære installationer og mange andre mål allerede er tilendebragt.

Et angreb på Iran er et højt spil, en dyr satsning fra USA’s side. Kun det zionistiske Israel har en helt entydig interesse i at de iranske atom- og militæranlæg bliver smadret. Iran har sin egen geopolitiske dagsorden, og den går på en række punkter på tværs af de amerikanske.

For eksempel støtter Teheran det libanesiske Hizbollah og det palæstinensiske Hamas, og det har til irritation for USA sluttet handelsaftaler med Venezuela, Cuba og Nicaragua. Det forfølger også sin egen dagsorden i Irak, men det er en kendsgerning, at det iranske præstestyre har samarbejdet med og støttet USA i krigen og besættelsen, frem til i dag. Dets rolle i Irak har været og er dybt reaktionær – og der skal lægges et kraftigt pres for at få det til at skifte kurs og hest dér.

USA ønsker præstestyret udskiftet med mere pålidelige og føjelige marionetter. En ny krig er et højt og farligt spil, hvad USA's egne erfaringer i Afghanistan og Irak og Israels for nylig i Libanon viser.
Men den amerikanske sanktions- og isolationspolitik skal tvinge landet til at opgive at berige uran, fremtvinge iransk underdanighed overfor atommagterne USA og Israel - og allervigtigst skal det åbne Iran og dets ressourcer (ikke mindst olie) op for de amerikanske monopoler.

Indgår de iranske mullaher ikke nye og omfattende ’kompromisser’ med USA på bekostning af deres egen befolkning og dets ressourcer er muligheden for angreb på Iran, dets atomanlæg og meget andet, permanent til stede.

Episoden med de britiske søfolk viste, at EU står bag og støtter aggressionsplaner mod Iran. Antikrigs-initiativet Stop Terrorkrigen konstaterede i sin appel ’Stop angrebet på Iran nu’:

” I et eller andet omfang vil Danmark igen blive deltager i Bush's og Blairs globale korstog for reaktion, olie og krigsprofit. En krig mod Iran vil være en ny krigsforbrydelse, en aggressionskrig i strid både med folkeretten og FNs charter.

Den danske antikrigsbevægelse må fordømme krigsplanerne og massivt gå på gaden op til og i forbindelse med et krigsudbrud … Fredskræfterne i Danmark må slutte sig sammen med den internationale fredsbevægelses og folkenes kamp mod krigen og ikke bare fokusere på spørgsmålet om de danske tropper alene.

Den må kræve stop for krig og sanktioner mod Iran – kræve stop for besættelserne af Irak, Afghanistan, Palæstina o.s.v., og alle besættelsestropper hjem – kræve stop for den reaktionære 'krig mod terror' - og udtrykke sin støtte til modstanden mod de imperialistiske krige og besættelser.”

KP

Netavisen 12. april 2007