Frygten for et NEJ

Kommunistisk Politik 3, 2007

Unionsforfatningen døde ikke med det folkelige franske og hollandske nej. Den er gravet frem af dybfryseren af den reaktionære tyske kansler Angela Merkel, som pr. 1. januar overtog formandskabet i EU.
Frau Merkel er fuldstændig uberørt og fuldkommen ligeglad med den folkelige modstand mod forfatningen, der er et koncentrat af Unionen som neoliberalt monopolkapitalistiske projekt, og skal have status som overnational forfatning, altså stå over de nationale grundlove.

Ved sin præsentation af det tyske formandskabs program i EU-parlamentet erklærede Angelka Merkel simpelhen den ’tænkepause’, som EU-politikerne besluttede oven på folkeafstemningsresultaterne i Frankrig og Holland, for ’afsluttet’:
- Tænkepausen er forbi. Nu drejer det sig om at træffe nye beslutninger frem til juni, sagde den tyske kansler - og netop fordi det er den tyske kansler, er der grund til at tage ordene alvorligt.

Ratificeringsprocessen skal fortsætte, den forkastede traktat skal have nyt liv. Den folkelige modstand eksisterer selvfølgelig fortsat, men den tyske kansler behøver ikke at tage hensyn til, hvad tyskerne mener. De bliver nemlig ikke spurgt under nogen omstændigheder. Det er uforeneligt med tysk demokratiopfattelse.

Men i andre lande er forfatningsmodstanden stærk. Angela Merkel må søge ligesindede reaktionære allierede med samme foragt for demokratiet som hun selv for at manøvrere sit genoplivningsforsøg igennem. I Danmark er modstanden stærk. Som medlem af har danskerne ved to lejligheder sagt Nej til unionsudviklingen og det neoliberale projekt. Første gang i 1992, da Maastricht-traktaten stødte på grund ved det danske nej (der så blev ’omstødt’ gennem kraftig udemokratisk manipulation), anden gang da euro’en og den monetære union blev afvist.

Til gengæld finder Frau Merkel i Danmark en beslægtet sjæl i skikkelse af landets statsminister. Han rummer al den foragt for normale borgerlige demokratiske processer, tjenstvilligheden over for monopolkapitalen og mestringen af den kyniske løgn, som kansleren måtte ønske sig.
Som Anders Fogh sluttede en alliance med George W. Bush om dansk deltagelse i Irak-krigen på grundlag af løgne, har han sluttet en alliance med den tyske kansler om at Danmark skal tilslutte sig unionsforfatningen.

- Den danske regerings holdning er, at en ny traktat skal være på plads inden EU-parlamentsvalget i 2009, kunne Fogh Rasmussen efterfølgende melde. Han tilføjede:
- Så længe vi ikke kender det endelige resultat (dvs forfatningsteksten), kan man ikke sige noget om, hvorvidt en folkeafstemning er nødvendig.

Der har ikke tidligere været rejst tvivl om danskernes ret til at stemme om unionsforfatningen. Afstemningen blev sidst aflyst af frygten for et Nej, simpelthen, efter at først franskmænd, så hollænderne havde forkastet den. Fogh frygter med godt grund et nyt Nej, hvis danskerne kommer til at stemme om traktaten. Så det vil han gøre, hvad han kan, for at undgå.

Derfor lyver han igen for danskerne, men denne gang ikke ved at påstå, at han ved noget, som andre ikke ved (som at Irak havde masseødelæggelsesvåben). Denne gang gør han det ved at påstå, at han ikke ved, hvad han ved – nemlig at det er den samme traktat, som blev lagt på is, der (evt. med et par mindre ændringer) er på bordet igen.
Men så sent som 21. december sidste år gjorde Fogh Rasmussen det klart at ”vi (dvs. Regeringen) betragter forfatningstraktaten som det naturlige udgangspunkt for forhandlingerne om en ny løsning.”
Det er mildt sagt utroværdigt, at Fogh ikke skulle kende til indholdet af den forfatning, han og hans venner nu vil banke igennem!

Danskerne har aldrig haft grund til at fortryde de gange, der er sagt Nej til mere neoliberal union, men nok til at fortryde alle de gange, det er blevet til et ja til monopolernes antidemokratiske, antifolkelige og anti-arbejder unionsprojekt.
At frygten for den folkelige modstand, frygten for folkeflertallet, får reaktionære politikere som Fogh og hans flok til at lyve, manipulere og bedrage er ikke noget, vi tror – det er noget vi ved.

Vi har grund til at tro, at de ikke vil vige tilbage for noget middel for at gennemføre deres politik, indbefattet åbent kriminelle. Men det er noget vi tror, det er ikke noget, vi ved – eller i al fald endnu ikke kan bevise.

Vi ved til gengæld, at Anders Fogh har grund til at frygte mere end en ny grundlovssag ved domstolene, hvis der ikke kommer en afstemning. Nemlig folkets vrede.

-lv


Netavisen 31. januar 2006