Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 6, 2006
Fogh satte for et par uger siden et nyt angreb ind mod alle, der er imod hans politik. Enten er man med eller imod , lyder det igen - stadig mere truende. Det fik i sidste uge Marianne Jelved, lederen af Det Radikale Venstre, til at beskylde Statsministeren for at være en farlig mand - for Danmark:
”Han stiller sig op som Vorherre, der kommer med bombastiske og kryptiske beskeder til befolkningen, som skaber stor splittelse. Det er dybt beskæmmende for Danmark, at statsministeren agerer så konfrontatorisk og sætter lus i skindpelsen for at maksimere sine stemmer. Det er helt exceptionelt, det hører slet ikke til i denne del af verden.” (Berlingske Tidende 12. marts).
Men når det kommer til konkret handling, er der lidt længere udsigter. Der er faktisk lagt op til en række brede politiske forlig, ikke mindst på spørgsmålet om reform af overførselsindkomster og uddannelses-politik. Så selv om ordvalget er skarpt, bliver det altså ikke farligt for Fogh. Jelved lægger ikke op til at støtte den folkelige kamp for at få statsministeren sat på porten.
Oppositionen i folketinget har gennem Muhammed-karikaturkrisen lagt sig fast på at støtte regeringen og udglattende talt om dialog og forsoning. Fra Enhedslisten til de Radikale har man forsøgt at beskytte den danske regering og givet Fogh frirum til at skærpe tonen og hetzen mod anderledes tænkende og troende. Oppositionen har konsekvent lagt afstand fra religiøse bevægelsers ret til at beskæftige sig med politik - ud over deres egen dialog-dagsorden. Og den har helt og aldeles medvirket til at vildføre befolkningen, når den taler om fejl i 'håndteringen af sagen' - i stedet for at afsløre at krisen er udtryk for og en direkte følge af Fogh regeringens praksis, politik og 'værdier'.
Fra den første dag Fogh klatrede op på statsministertaburetten, begyndte han at tale om 'værdikamp'. Den har dels taget form af en ensidig aflysning af klassekampen – i den forstand at alle modstandere af hans klassepolitik ikke må føre kamp imod den. Og dels har hans 'værdikamp' fra dag 1 været synonymt med den amerikanske neocon-bevægelses ”Clash of Civilizations”.
Kamp mellem Civilisationer er den ideologiske propaganda bag den nye verdensordens krig. En krig, der handler om bevarelse af og udvidelse af Vestens og USA's overherredømme. Kamp mellem Civilisationer er den idé, der skal bære det af USA ledede krigsragnarok mod de uvillige stater og folk, der bor oven på olieressourcerne.
Fogh har indgået en ulovlig pagt på Danmarks vegne med hans læremestre og våbenbrødre Bush og Blair - en pagt der kun kan brydes ved at de krigsførende lande trækkes ud af krigen. Så længe Fogh-regeringen kan holde sig ved magten, må vi lide under fortsat krigsdeltagelse - også i kommende planlagte overfald på Syrien og Iran.
Kamp for fred er derfor ikke dialog med Foghs bedre jeg, men afkortelse af hans regenttid til det kortest mulige.
”Det er en kendsgerning, at den siddende regering med statsministeren i spidsen har blod til langt op over albuerne efter lakajagtigt at have tilsluttet sig en fremmed stormagts forbryderiske politik… Han burde selvfølgelig for længst være trådt tilbage sammen med sin udenrigsminister og sin regering. Sådan som dengang Scavenius indså, at hans politik lå i ruiner ”
(Klaus Rifbjerg i kronik i Politiken 9. marts)
”Anders Fogh Rasmussen gør en stillingtagen for eller imod ytringsfriheden identisk med en stillingtagen for eller imod sin egen person… Om jeg så skal være den første, den sidste og den eneste, der siger det, så siger jeg det alligevel: Anders Fogh Rasmussen, det er dig, der med din fatale kortsynethed, fejlanbragte konfrontationslyst og politiske amatørisme har ført Danmark ud i katastrofen. Det er dig, der har ansvaret for den største udenrigspolitiske krise i 60 år. Tiden er kommet, hvor du bør gå af.”
(Carsten Jensen kronik i Information 1. marts.)
Flere har faktisk indset, at regeringens bør gå af, men det er langt fra nok at beklage sig over tingenes tilstand som forfattere i sortsyn som Klaus Rifbjerg eller Carsten Jensen. Den eneste kraft, der kan vælte regeringen, er en befolkning, der er sig denne opgave bevidst. Og hverken Jensen eller Rifbjerg synes at anerkende, at skabelsen af denne kraft er en reel mulighed . Og med hensyn til den parlamentariske opposition kan man jo med rette tale om, at den med alle midler forsøger at undgå at tale om Foghs afgang.
Men dette krav rejses derimod alligevel af flere og flere mennesker på arbejdspladser og af folkelige bevægelser.
Fogh er farlig, først og fremmest for indbyggerne i Irak og det øvrige Mellemøsten, der står på spisesedlen. Farlig - men ikke uovervindelig eller solidt forankret på et mandat fra meningsmålinger og reaktionær propaganda. Fogh-regeringen skal ikke føle sig sikker på den såkaldte værdikamp, krig og hetz mod etniske og religiøse mindretal, kan holde fokus væk fra, at det er den selv, der er truslen mod befolkningens interesser.
Netavisen 15. marts 2006