En hyldest til de bolivianske indianere,
arbejdere, bønder og studenter
Kommentar
Kommunistisk
Politik 21, 2003
Klik på billederne og forstør
Det var folket
der talte. Det var det overvældende flertal: Det fattige Bolivia. 8 milillioner
af en befolkning på 8½, hovedparten indianere. De ville ikke mere:
indianerne, arbejderne, bønderne, studenterne. De havde fået nok.
Nok
af IMFs nyliberale diktat. Nok af udsalget af vand, el og gas. Nok af planerne
om at eksportere gas og olie til USA til lavpris, mens størstedelen af
menneskene sulter. Nok af den påtvungne fattigdom.
En rejsning uden sidestykke i landets fandt sted. I første halvdel af oktober udviklede den sig med stormskridt med massedemonstrationer og en 10 dage lang total generalstrejke. Hær og politi blev sat ind. Massakrer, ikke ukendte i Bolivias historie, blev gennemført. Nedslagtninger på gaderne. Mere end hundrede blev dræbt, mange tusinde såret. Hele kvarterer blev raseret af soldater og politi, regeringen beordrede i kamp mod det kæmpende folk.
Den
oprindeligt ikke-voldelige bevægelse bevæbnede sig med hvad man havde
- og ikke havde. Nedslidte mausere, knive, slangebøsser. Blokader af veje,
af jernbaner, barrikader i fattige bydele i hovedstaden La Paz og storbyerne.
Udsalget
af gas og olie til USA skulle stoppes. Den håndplukkede amerikansk-indsatte
præsident Gonzalo Sanchez de Lozada og mange af hans ministre måtte
gå!
Den amerikanske støtte til den 'demokratisk valgte' præsident,
som flertallet af bolivianere ikke ville have, blev mere og mere udtalt. Også
EU kom på banen med en støtteerklæring til Lozada. For Lozada
er et redskab for det fællesimperialistiske diktat, ikke bare USA's.
Men
det var for sent. Hans undertrykkelsesregime slog revner. Koalitionen af borgerlige
partier blev splittet. Mange af de menige soldater og politifolk (om ikke flertallet)
sagde fra over for at drukne opstanden i blod. Generalerne vovede ikke at tage
magten.
I
midten af oktober, under generalstrejken, fyldte mange hundredtusinder den centrale
plads i La Paz. Deslog en ring om præsidentpaladset, der var beskyttet af
tanks og skyttegrave.
Som det var gået før i Latinamerika, senest
i Argentina, måtte en præsident flygte. Lozada fløj til sit
andet hjemland - til USA.
Sejrens øjeblik!
En triumf for
det arbejdende og kæmpende Bolivia. For den enestående folkelige mobilisering,
for dens dødsforagtende mod, dens beslutsomhed.
Massedemonstrationen i La Paz
Vicepræsident Carlos Mesa blev indsat som
præsident. Han har dannet en overgangsregering, lovet nyvalg og afstemning
om oliesalget til USA. Dele af oppositionen mod Lozada har lovet ham samarbejde,
en 'åndepause'. Folkeopstande i Latinamerika har før fordrevet en
proamerikansk regering - og fået et overgangsregime, som skulle demontere
den folkelige rejsning. Andre vil føre opstanden videre.
En af de
vigtigste ledere af den indianske befolkning, Felipe Quispe, formand for det forenede
landarbejderforbund (Confederación Sindical Única de Trabajadores
Campesinos de Bolívia, CSUTCB) siger:
- Det første skridt
var morderens afgang. Meget fint. Nu vil vi se, hvad der sker i kongressen. Når
vicepræsidenten overtager præsidentembedet vil vi forsøge at
forhandle. Hvis han ikke opfylder samtlige vores 72 krav, vil vi fortsætte
protesterne og demonstrationerne. Hvis vores krav ikke bliver opfyldt, vil vi
forsøge at tage magten.
Netavisen 23. oktober 2003