Kommentar
Kommunistisk Politik 15, 2003
Irak-krigen
vil ikke slippe os. Den fanger stadig en hel verdens opmærksomhed og vil
ikke lade sig forvandle til en af de mange ’glemte krige’, der kan foregå
i årtier, som på det afrikanske kontinent, dårligt nok registreret,
fordi de ’kun’ går ud over uciviliserede fejlfarver. Man søger
at forvandle Afghanistan-krigen til en sådan ’glemt krig’ –
selvom det er svært, fordi udenlandske besættelsestropper som i Irak
er i skudlinjen hver eneste dag.
Krigspropaganda er ikke bare løgne,
som den massive og altomfattende, stadigt gentagne løgn om Iraks ikke-eksisterende
masseødelæggelsesvåben, der på 45 minutter kunne sætte
verden i brand.
Det er også den massive fortielse.
Afghanistan
er igen verdens opiumsproducent nummer 1, et land i kaos og anarki, stykket op
mellem amerikanskbestukne krigsherrer. En gigantisk fiasko for de amerikanske
krigsløfter: Nul demokrati. Nul bin Laden. Nul taknemmelig befolkning.
Det skriver Murdoch-pressen eller de øvrige mediemogulers propagandaimperier
ikke om.
Men Irak-krigen vil ikke gå væk. Kamphandlingerne
fortsætter med betydelig intensitet som guerillakrig fra irakisk side. Amerikanerne
og krigskoalitionen lider daglige tab. Større end de officielle tal siger.
De amerikanske tabstal underdrives systematisk – bl.a. fordi de mange udenlandske
statsborgere i den amerikanske hær ikke indgår. For den enkelte (især
latinamerikanske)soldat er krigstjeneste den hurtigste genvej til amerikansk statsborgerskab.
Men når de slås ihjel, bliver de ikke registreret som amerikanske
dræbte. De bliver slet ikke registreret, ligesom de tusinder af dræbte
irakere ikke bliver det. Døde irakere har besættelsesmagten ingen
interesse i. Hverken soldater eller civile.
Da den amerikanske præsident
løgnagtigt erklærede krigen for slut, lod han som om, der ikke var
civile dræbte i Irak:
’I dag har vi større magtmidler
til at befri en nation ved at knække et farligt og aggressivt regime’,
forkyndte den amerikanske præsident: ’Med nye taktikker og præcisionsvåben
kan vi opnå militære mål uden at bruge vold mod civile. Menneskelig
snilde kan ikke hindre tragedier i krig, men det er et stort moralsk fremskridt,
når de skyldige har langt mere at frygte af krigen end den uskyldige.’
Den
danske regering gør også dræbte civile irakere til enkeltstående
tragiske undtagelser. Den har heller ikke brug for tal.
’Halvfems
procent af krigsofrene er civile’, sagde Geoff Davis fra universitetet
i Natal i Sydafrika for nylig til Christian Science Monitor, “og de fleste
af dem dør som resultat af hungersnød og sundhedsvæsenets
sammenbrud, ikke i kamp’. Forskellige uafhængige beregninger sætter
antallet af civile dræbte irakere til omkring 10.000 under kamphandlinger.
Andre siger at antallet af civile dræbte alene i Bagdad under indtagelsen
var 6000. Civile dør fortsat under kamphandlinger. Og mange, mange flere
dør som følge af det herskende kaos, det forurenede vandforsyningssystem,
diarré og kolera.
Jack Miles, en amerikansk rådgiver for tænketanken
J. Paul Getty Trust, solid støtte til USAs politik, anslår –
efter eget udsagn forsigtigt – antallet af dræbte irakere i Golfkrig
2 (soldater og civile) til 60.000. Det ville relativt set svare til, at der var
dræbt 720.000 amerikanere. Med 24 millioner er Iraks befolkning kun 1/12
af den amerikanske på 290 millioner.
Det såkaldte ’regeringsråd’
af irakiske kollaboratørpolitikere, mestendels medbragte eksilirakere,
som USA har indsat (og som FN nu har anerkendt som en slags irakisk repræsentation)
indsamler heller ikke oplysninger om døde irakere – om soldater og
civile dræbt i krigshandlinger og bombardementer, tusinder af børn
som ofre for spredte sprængemner og klyngebomber, eller som følge
af det krigsskabte kaos. Det siger alt om karakteren af denne lakajmekanisme,
som USA nu under sine stadig større vanskeligheder skubber frem i forgrunden
for at give den ulovlige krig og besættelse en slags legitimitet. Det er
et marionetorgan, ført af den nuværende amerikanske statholder i
Irak Paul Bremer, som trods dets påståede brede sammensætning
kun støttes af et beskedent mindretal af den irakiske befolkning.
De
amerikanske vanskeligheder ’efter krigens afslutning’ fremgår
også af USA’s forsøg på at inddrage flere stater med deres
soldater i besættelseskoalitionen (som i Afghanistan). Japan og en række
andre lande deltager nu i besættelsen. Lande som Frankrig, Tyskland og Indien
har sagt nej.
USA er pludselig blevet stærkt interesseret i at FN skal
’spille en større rolle i opbygningen af Det Ny Irak’. Også
det er et symptom på, at amerikanerne har store problemer, presset af fortsat
guerillakrig (ikke bare fra Saddam-støtter), af en stærk international
fordømmelse af krigen og besættelsen, af hele spindet af løgne,
som nu pilles fra hinanden, én efter én.
Amerikanerne kan
fremvise nok så mange storslåede militære sejre, eller fotos
af Saddam Husseins dræbte sønner (som blev likvideret under et større
shoot-out at high noon - USA ønsker ikke en juridisk proces mod
Saddam-klanen): Det irakiske mareridt forsvinder ikke. Ikke før USA og
krigskoalitionen (i eller uden FN-dragt) forsvinder.
Netavisen
4. august 2003