Leder
Kommunistisk Politik 15, 2003
Arbejderklassens
teori, marxismen-leninismen, er et koncentrat af klassens og folkenes historiske
erfaringer med
revolution, opstand og krig. Og arbejderklassens parti –
det kommunistiske – må til stadighed inddrage nye revolutionære
erfaringer, lære af såvel det positive som det negative. Historien
har lange tråde. Begivenheder og personer kan kaste lys eller skygge gennem
årtier.
I år er det 50-året for Stalins død; det er
50-året for afslutningen på Korea-krigen (som ikke er slut). Den 11.
september er det 30-året for USA’s og generalernes fascistiske kup
i Chile: lys og skygger frem til i dag.
I strøgbutikker kan man
købe T-shirts med Che. Han fås som gummisko og askebægre. Der
tjenes penge på ungdommens desillusionering med den blinde, blodige og aggressive
imperialisme. Den bedste del af ungdommen drages mod revolutionen som vejen til
at undslippe dens globale katastrofekurs.
De unges 21. århundrede blev
født med krig og aggression – og født til revolution.
Che
Guevara symboliserer viljen til revolution – men hans revolutionære
oprørsprojekt led nederlag, fordi det ikke var baseret på den videnskabelige
socialisme.
Che-dyrkelsen udtrykker ikke den sejrende revolution. Dobbelttydigheden
gør martyren ufarlig.
Det er ikke Che, men marxismen-leninismen,
der viser en farbar vej ud af imperialismens forbryderiske sump. Det er arbejderklassens
samlede sum af stadig opdaterede kamperfaringer. Det døde og ubrugelige,
det forkerte, vildsporene,
falder bort, selvom fejl kan være sejlivede
og nederlag kan blive gentaget, hvis arbejderklassens parti ikke drager rigtige
konklusioner og ikke fastholder den revolutionære teori og dens levende
sjæl.
Erklærede kommunister fra tre grupperinger – KPiD,
DKP/ML og DKP – slås nu med historiens skygger i form af ’det
antimonopolitiske demokrati’, en strategi for såkaldt fredelig
overgang til socialismen, som fik sin historiske dåb i Chile i 1973. Den
havde lidt sit historiske nederlag allerede inden DKP programsatte den som ’den
strategiske vej til socialismen i Danmark’ i 1976. Her hed det:
“Når
arbejderklassen og dens forbundsfæller gennem sin aktivitet erfarer, at
de kan gøre sig til en selvstændig magt i samfundet, kan de også
sætte indgribende samfundsændringer igennem. De kan tilkæmpe
sig et antimonopolistisk demokrati, hvor folket har nye og udvidede demokratiske
rettigheder og bruger dem til foranstaltninger, der bryder storkapitalens magt.”
Disse
sætninger er en klassisk formulering af et klassisk reformistisk svindelnummer:
illusionen om at den kapitalistiske stat kan bruges til at overvinde kapitalismen,
kan bruges mod kapitalismen selv. I Chile troede Allende at kernen i det borgerlige
statsapparat: hæren og dens officerskorps ville være loyal mod en
regering valgt ved et ’demokratisk valg’. Han tog fejl – og døde
af det. Men illusionen er ikke død, selvom arbejderklassens teori (historien
selv) har afsløret den.
’Udvidelse af demokratiet’, ’strukturreformer’:
at ville bruge selve redskabet for borgerskabets (monopolernes) diktatur over
arbejderklassen og folkene imod dette diktatur – det er kernen i samtlige
reformistiske og revisionistiske ’strategier’, som binder arbejderklassen
til borgerskabet og forhindrer den i at optræde som en selvstændig
revolutionær politisk kraft: den ’fredelige vej til socialismen’,
som drukner klassen i blod.
Che og Allende var helte, martyrer i folkenes
frihedskamp.
Men de var også ofre for deres egnefejltagelser, i teori
og praksis. De delte ikke helt de samme teorier, men led samme skæbne som
ofre for imperialismen – som sidder stærkere i sadlen i dag end for
50 år siden, da Stalin døde. ’Det antimonopolistiske demokrati’
og tilsvarende revisionistisk bras har forlænget monopolernes og deres staters
livsfrist.
Socialisme uden at knuse det borgerlige statsapparat med magt?
Imperialismen med den amerikanske i spidsen er tøjlesløs i sin aggressivitet.
Den vil omstøde alle resultater af folkenes revolutionære kamp for
at slavebinde dem for evigt. Og den kræver hævn for sine nederlag:
Nu er Nordkorea i skudlinjen.
Donald Rumsfeld har beordret Pentagon til at
udarbejde en ny plan for aggression og krig mod den ikke besatte del af Korea.
Ifølge talsmænd fra den amerikanske administration er det en plan,
som ’udvisker skillelinjen mellem krig og
fred’. Og som garanteret
forbereder brug af de atomvåben, som MacArthur ønskede for mere end
50 år siden.
Redaktionen 28. juli 2003
Netavisen 3. august 2003