Spørgsmålet Why Poverty? - på en lang række sprog - løber i denne uge hen over skærmen. 71 tv-kanaler verden over – indbefattet stort set samtlige statslige TV-stationer i Europa - med et seertal på 500 millioner sender en stribe dokumentarfilm om global fattigdom, nød og elendighed. Projektet er en opfølger på et tilsvarende projekt kaldet ’Why democracy?’ med 10 film i 2007.
Nogle vil stille spørgsmålet: HVorfor dette projekt? Hvorfor kommer det nu? Det skal sætte gang i en debat om fattigdom, hedder det. Og det er ikke så dårligt. Især hvis det kan føre til mere end snak, velgørenhed og aflad.
En del af de mere end 30 film – mange af dem fremragende - er lavet af prisvindende dokumentarfilmmagere på opdrag fra det kostbare projekt, der er blåstemplet af lige så mange borgerlige medier, som der er TV-kanaler, der viser dem.
Svaret på spørgsmålet får lov til at blæse i vinden. Der gives forskellige bud, ligesom der opridses forskellige løsningsmodeller og veje ud af den globale elendighed – hvis seerne foran den store globale TV-skærm ellers kan holde den ud.
For hensigten er ikke at folk, væbnet med svaret, skal lave revolution. Og dog er svaret ganske simpelt: Der er fattige, fordi der er rige.
De rige bliver supersvinerige, mens de fattige bliver flere og fattigere. Rigdommen avler global nød og elendighed. De europæiske banke rog deres direktører og aktieejere reddes og bliver rigere på de fattiges bekostning. Hele lande dømmes til håbløs armod.
For sådan er den kapitalistiske produktionsmåde. Helt basalt kløver privatejendommen samfundet i dem, som har, og dem, som ikke har. I dem som er tvunget til at sælge deres arbejdskraft og dem, der kan købe dem. Denne indbyggede modsætning i produktion og samfund spalter dem permanent i to uforsonlige lejre. Den enes fremgang er betinget af den andens undergang.
Imperialisme betyder global fattigdom og permanent krig. Globaliseringen giver enorme ekstra muligheder for systematisk udplyndring på verdensplan. Velfærd for alle betyder til gengæld ekspropriation af den kapitalistiske rigdom.
Ethvert samfund er spaltet i sine rige og fattige. Rige gamle, fattige gamle; børn af rige og fattige børn; alle generationer: de få og de mange. Vindere og tabere.
Den kapitalistiske verdensorden har sine: De rige lande og de fattige lande. Kapitalistiske sammenslutninger som euroland har sine vindere: Tyskland og dele af nordeuropa bliver rigere, sydeuropa bliver taber. Hele befolkninger forarmes.
At fattigdom er en forudsætning for at den kapitalistiske produktionsmåde kan fungere og profitterne til stadighed øges, er et dogme for nutidens markedsøkonomer, der ikke lægger skjul på at massearbejdsløshed og fattigdom er godt for kapitalismen.
Det er en afspejling af dette, når Lars Løkke Rasmussen erklærer, at sulten skal tilbage som motivation til accept af alt:
- Det er et signal om, at vi har brug for, som nation og som individer, at få sulten tilbage - at have et større ansvar for vores eget liv. Vi skal have gjort op med den holdning, at det er bedre at være på passiv forsørgelse end at stå i opvasken.
Kapitalismens program for arbejderne er løntrykkeri.
Men attigdommen lindres kun ved at tage tilbage fra de rige, fra profitten.
De rige og deres politiske agenter ved, at det handler om klassekamp. De mange, arbejderne, de fattige, flertallet,l ved det også. Den udspiller sig dagligt i den politiske, sociale og faglige kamp. Undertiden går modsætningerne i en sådan hårdknude, at de kun kan løses ved at blive hugget over: Det kaldes revolution.
Karl Marx gav svaret på spørgsmålet, da han forklarede hvorfor voksende rigdom hos nogle få (i dag multimillardærer) uløseligt er knyttet sammen med sultende milliarder.
I sit smukke, litterære 1800-tals sprog formulerede han den lovmæssighed, der virker i den kapitalistiske produktionsmåde. Den som bevirker både uhyrlig rigdom og uhyrlig nød - i massemålesto - , da han i Kapitalen konstaterede, at kapitalismet skaber en hær af arbejdsløse, som næsten kan finde beskæftigelse i boom-tider, men bliver kastet på gaden i næste krise.
”Den lov, som til stadighed holder den relative overbefolkning eller industrielle reservearmé (altså arbejdsløshedshæren, KP) i ligevægt med kapitalakkumulationens omfang og energi (altså ophobningen af kapitalistisk rigdom, KP), smeder arbejderen fastere til kapitalen end Hefaistos’ kile holdt Prometheus til klippen. Den betinger en akkumulation af elendighed, arbejdskval, slaveri, uvidenhed, bestialisering og moralsk nedværedigelse på den modsatte pol, d.v.s. på den klasses side, som producerer sit eget produkt i form af kapital.”
Marx’ nære ven og nærmeste kampfælle Friedrich Engels citerede dette i sin ’Socialismens udvikling fra utopi til videnskab’ og tilføjede (nærmest som et svar til alle, der tror eller håber på at kunne fjerne eller bare lindre denne grundlæggende antagonistiske modsætning under kapitalismen), at man godt kan glemme at reformerer kapitalismen:
”Og at vente en anden fordeling af produkterne af den kapitalistiske produktionsmåde, villæe være det samme som at forlange, at et batteris elektroder skulle lade være med at sønderdele vandet, så længe de står i forbindelse med batteriet, og ikke udvikle ilt ved den positive pol og brint ved den negative’.
Uhyrlig rigdom og ufattelig fattigdom i national og global skala er en kapitalistisk naturlov, som først kan ophæves med en revolutionær omdannelse og en socialistisk produktionsmåde, hvor den samfundmæssige produktion modsvares af en ikke privat, men samfundsmæssig tilegnelse af produktet,
LInks om fattigdom i Danmark, EU og verden
Se fra Kommunistisk Politik
800 millioner
Kommunistisk Politik 21, 2004
Sult og klima
Kommunistisk Politik 23, 2009
Fattigdom uden grænse
Kommunistisk Politik 22, 2010
Fattigdom efter skøn
Kommunistisk Politik 24, 2011
Fattigdom eksploderer i Danmark
Netavisen 31. januar 2012
"Vi skal have sulten tilbage” : Med EU som guide og blå blok som sufflør
Kommunistisk Politik 21, 2012
Fattigdom og eurokrise
Euro-krise: Elendighed og armod spreder sig
Af Arbeit-Zukunft, Kommunistisk Politik 11, 2011
13-timers-dag og seksdages-uge i Grækenland
Af Arbeit-Zukunft, Kommunistisk Politik 19, 2012
Om att begripa krisen i eurolandet
GegenStandpunkt 2012 (sv)
Se også fra GegenStandpunkt
Hvorfor er der så stor fattigdom i udviklingslandene?
Vellykket kapitalisme går ikke uden massiv fattigdom!
”En milliard mennesker sulter"
Netavisen 27. november 2012