Der tales ikke længere så meget om finanskrisen i medierne. Arbejderprotesterne mod at betale kapitalismens krise, der udvikler sig i alle lande, bliver stort set ikke omtalt. I stedet søger man at berolige befolkningerne og skabe det indtryk, at det værste er ved at være overstået, at bedre og lysere tider er på vej. Finanskrisen er ved at være overstået, forlyder det. Aktiekurserne bevæger sig opad – indtil de falder igen.Tegnene på en fornyet optur er ikke andet end propaganda og optisk bedrag. Kendsgerningerne viser, at den økonomiske verdenskrise uddybes. Flere og flere lande melder nu officielt, at de er i recession. Senest Frankrig og Norge. Euroland har endnu ikke ramt bunden.
Der er pumpet eventyrligt gigantiske million-, milliard- og billion-beløb ind i finanssektor og banker, for at redde det rådne finanssystem fra total kollaps og sikre aktionærernes profitter og direktørernes jobs. Det er klart, at de vil have en effekt – men spørgsmålet er om det er smertestillende medicin eller en opskrift, der sikrer helbredelse for et uhelbredeligt sygt system?
Samtidig begynder sløret at løftes for nogle ubehagelige perspektiver, som kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen, også selvom man ikke tilhører den nervøse type. Det næste store krisefelt er pensionerne. Udmeldingen fra den økonomiske samarbejdsorganisation OECD lyder: Bad luck! Der er ikke penge til din pension!
Finanskrisen har gjort enorme indhug i pensionskasserne. Alene i 2008 blev 14 pct. af aktiverne i de danske pensionskasser skyllet væk. Og de ligger i den bedre ende i europæisk og global målestok.
Gennemsnittet for tabene i pensionskasser i OECD-området er, at de har mistet 23 procent af aktivernes værdi i 2008. Dette år alene forduftede hele 29.700 milliarder kroner af verdens opsparede pensionsformue.
- Der er tale om så ufattelig store tab, at det får tallene i banksektoren til at blegne, og der er stor risiko for, at en del stater skal i gang med at redde pensionssektoren, når de er færdige med at redde bankerne, siger Lars Rohde, administrerende direktør i ATP.
Din pension og dine udenlandske kollegers pension er simpelthen sat overstyr i det globale nyliberale kasino! Men du skal ikke tro, at nogen kommer og hjælper dig.
Vi må gøre radikalt op med vore forestillinger om pension. Den økonomiske krise betyder, at kun de færreste kan se frem til et langt otium, siger Fiona Stewart fra de vestlige landes samarbejdsorganisation OECD til dagbladet Information på baggrund af en ekspertgruppes rapport:
- Det er vanskelige tider, siger hun. Formuleret lidt skarpt så er der tre ting, vi må indstille os på; vi bliver pensioneret senere, vi skal spare mere op, og vi får mindre udbetalt, når vi bliver pensioneret. Det er ikke et skrækscenario, men et faktum.
Her troede man ellers, at de nyliberale reformer i de seneste årtier skulle have sikret velfærden – også når folk bliver gamle. Det viste sig at være millionærernes fortsatte velfærd, der skulle sikres.
- Mange har i de seneste år indset, at folkepensionen ikke er nok. Derfor investerede de - fornuftigt nok - i private pensionsordninger, siger Stewart.
Der skete bare det uheldige, at folks pensionspenge blev brugt til at spille kasino med. Først og fremmest i aktier. Fedt, når det går op. En katastrofe for folk, når krisen kommer.
Hvorfor skal folkepensionen egentlig være så lav, at man ikke kan leve af den, men er tvunget til at spare op hos markedets værste spillere?
Det giver OECDs cheføkonom, der også er chef for pensionsafdelingen i Deutsche Bank, ikke noget svar på. Til gengæld forklarer hun, at det næærmest er en unaturlig ting, at folk overhovedet bliver folkepensionister:
- Da folkepensionen blev indført i de fleste europæiske lande var middellevealderen 66 - altså kun et par år efter den gennemsnitlige pensionsalder. Dengang - det var i begyndelsen af 1950erne - regnede ingen med, at man skulle have en lang pensionstilværelse. Man arbejdede mere eller mindre til det sidste. Det er erindringsforskydning at tale om de gode, gamle dage. De eksisterer ikke, og det var aldrig meningen, at vi skulle leve et langt otium.
Arbejderne skulle i al fald ikke. De skulle bruges – og dø. At de gør krav på et godt pensionistliv er en forbrydelse mod nyliberalismen, der nu bruger krisen til berøve folk deres pensioner.
Hvis velfærd, der er råd til, afgøres af styrkeforholdet i klassekampen. Står det til kapitalisterne, er det bare Bad luck – for dig!