Årsrapporten fra UNDP 'Human Development Report' får hvert år stor medieomtale. I Danmark begrænser denne sig dog mest til at konstatere, hvor Danmark ligger placeret. Den store nyhed i år var derfor, at det går fremad: Danmark er rykket op fra en 15. til en 14. plads blandt de lande, det skulle være bedst at leve i efter denne FN-organisations definitioner.
Det bliver også lige nævnt, at rapporten beskæftiger sig med udviklingen af 'demokrati' verden over, og (her bliver referaterne lidt delte) at den mener generelt, at det går fremad:
'Deltagelse i politik og frihed er fundamentale bestanddele af menneskelig udvikling,' hedder det flot, og derpå: 'Verden har flere demokratiske lande og større politisk deltagelse end nogensinde, med 140 lande, der afholder flerparti-valg. Af 141 lande, hvor der foreligger data, havde 121 - med 68 pct. af verdens befolkning - nogle eller alle det formelle demokratis træk i år 2000. Dette skal sammenlignes med kun 54 lande, med 46 pct. af verdens folk, i 1980. Siden da har 81 lande taget afgørende skridt hen imod demokratisering, mens 6 er gået baglæns.'
Og det er nu en officielt fastslået (FN)-sandhed, at 'De sidste to årtier i det 20. århundrede er blevet døbt demokratiseringens 'tredje bølge', da diktatoriske regimer faldt i snesevis af lande. Som historiens øvrige frigørelsesbevægelser var det folkene, som drev disse demokratiske revolutioner fremad.'
Hurra! Ifølge rapportens forfattere har heller ikke pressefriheden nogensinde haft det bedre.
Det er den tidligere direktør for Verdensbanken, englænderen Mark Malloch Brown, der for nogle år siden blev indsat som leder af UNDP. Han gennemførte et blodbad blandt organisationens embeds- og videnskabsmænd, der havde skabt betydelig respekt omkring UNDP og dens årlige rapport ved at fremlægge et stort talmateriale, der belyste de faktiske og voksende sociale skævheder i verden. Brown etablerede i stedet et såkaldt 'strategisk partnerskab' med de multinationale koncerner.
Sidste år var det en ny 'grøn revolution' baseret bl.a. på genteknologi, som skulle løse verdens sultproblemer. Det berygtede G8-topmøde i Genova sidste år tilsluttede sig disse 'visioner'.
I år hedder hovedretten 'demokratisering' som udvej af fattigdom og sociale problemer. Det er faktisk lykkedes rapportens forfattere på flere hundrede sider at komme uden om de multinationale selskabers rolle eller stormagternes rolle for den økonomiske udvikling. Og med hensyn til den såkaldte tredje demokratiseringsbølge, så nævner den selvfølgelig heller ikke USA's eller den vestlige imperialismes hovedrolle i at understøtte, indsætte eller afsætte militærjuntaer og andre diktatoriske regimer, der forfægter USA's, imperialismens og de multinationales interesser.
Demokrati - dvs. flerpartisystemer understøttet af såkaldte 'demokratiske institutioner' - er vejen til fred og social fremgang, hævder UNDP. Hvordan kan det så være, at et borgerligt demokratisk land med modelinstitutioner for den ganske verden, selve mønsteret på 'demokrati', nemlig Amerikas Forenede Stater, har været involveret i flere krige end noget andet land i verden gennem de sidste hundrede år? Hvordan kan det være, at millioner af amerikanske børn lever under fattigdomsgrænsen?
Modelstaten USA var allerede et mønster på borgerligt demokrati, mens det endnu havde slaver, som det havde røvet fra et andet kontinent. Det amerikanske demokrati har altid været de riges demokrati, de herskendes demokrati. I dag de multinationale røverselskabers 'demokrati', garanten for vanvittig overflod blandt de superrige og uendelig fattigdom for de fleste folk i verden.
Det er dog ikke helt muligt at skjule kendsgerningerne fuldstændigt i intetsigende statistikker og ved at fokusere på forkerte eller underordnede spørgsmål:
'Siden midten af 1970'erne har væksten i indkomst pr. capita varieret dramatisk i forskellige regioner. Østasiens og Stillehavsområdets imponerende reduktion af fattigdom skyldes især en firedobling af dets pr. capita-BNP mellem 1975 og 2000. Men Afrika syd for Sahara endte årtusindet 5 pct. fattigere end i 1990. Central- og Østeuropa og Den Russiske Føderation var den eneste anden region, som så et fald i pr. capita-indkomsten op gennem 1990'erne. Væksten i denne region er på vej frem, og nogle enkelte lande har gjort det ret godt. Men i mange lande forbliver indkomsten langt lavere end tidligere.
Den vækstmængde, som er nødvendig for at reducere fattigdom, er afhængig af landets ulighedsniveau - jo mere ulige fordelingen af indkomsten er, jo færre gevinster fra væksten tilfalder fattige. Studiet af ulighedstendenser inden for landene lider under mangelen på pålidelige og sammenlignelige data. Det begrænsede materiale indikerer imidlertid, at på verdensplan er uligheden i fordeling internt i landene blevet større i de sidste 30 år. Blandt de 73 lande med data (og 80 pct. af verdens befolkning) har 48 set uligheden øget siden 1950'erne, 16 har ikke set nogen ændring, og kun 9 (med blot 4 pct. af verdens befolkning) har set uligheden mindsket.'
Der røg tesen om flerparti-demokratiet som magisk trylleformular for social fremgang og fattigdomsbekæmpelse.
UNDP siger det ikke - men de rige er blevet rigere, de fattige blevet fattigere på verdensplan, og i de enkelte lande. Hele regioner er blevet fattigere en bloc. Samtidig med at den amerikanske model og Verdensbankens demokratiopfattelse fejrer triumfer. Hurra!
-lv