Kommunistisk Politik 6, 2013
I 2012 udgav Michael Wiehe (f. 1946) et pragtfuldt album ’Jeg vil bare være en gammel mand’. Titelsangen er endnu et hit for ham, ikke mindst blandt overlevende 68'ere. En statusopgørelse:
Jeg er lykkeligt forelsket i livet
Taknemmelig for alt hvad det gav
Glad ved mennesker jeg mødte
og for byer og lande jeg har set
Stolt over kampen vi førte
for det som var rigtigt og ret
Og så sørger jeg over dem som er døde
og over nogle som blæste retræt’.
Jan Toftlund
En af Wiehes samtidige, som også lod sig inspirere af Bob Dylan, og en af dem som døde tidligt, var den danske sanger og sangskriver Jan Toftlund (1949-1990).
Han er en af dem, der er al grund til at være glad for. Og som man kan møde endnu.
Med sine syv LP'er mellem 1973 og 1987, sine stærke tekster, sin rå stemme og gnistrende musik – ikke mindst i samarbejdet med den fine violinist Martin Andersen – har Toftlund indskrevet sig smukt disse årtiers politiske sangtradition, i progg-musikken, som svenskerne siger.
Hos ham var der ingen skønmaling af kapitalismen eller dens skæbner.
Ingen overbærenhed med ’Velfærdsdanmark’.
Toftlund rev masken af hykleriet og udviklede det musikalske, lyriske og politiske spor, som blev sat med Slumstormernes ’Det kan blive bedre, kammerat’ fra 1971 og med hele det musikalske opsving, som blev udfoldet i kampen mod danske medlemskab af EF i begyndelsen af 70'erne.
En sang som hans ’Vejen til byen’ fra LP'en af samme navn (1977) var simpelthen Det Kommunistiske Manifest i moderne tonesprog.
Håbet om en bedre fremtid – i al fald under det nuværende økonomiske og politiske system – er snart forduftet for en hel generation af unge i Europa, og tiden kalder på usminket sandhed.
Det er baggrunden for, at hele Toftlunds produktion af digte og sange, fra udkast til det gennemarbejdede, med optryk af originalernes maskin- eller håndskrift, nu udkommer i en sværvægter af en bogudgivelse på næsten 600 store sider. Den realistiske og revolutionære musik og digttradition skal simpelthen genetableres. ’JAN TOFTLUND’, hedder bogen – med undertitlen ’Flagermussang og sjælemedicin’.
En fjerdedel af den er erindringer og fotos af og om ham, hans kunstneriske vennekreds og familie.
Tre fjerdedele hans tekster (samt ’breve og vidnesbyrd’), de fleste ikke tidligere trykt.
Udgivelsen er med til at give Toftlund en velfortjent plads som en af hans generations vigtige poeter og sangskrivere, og den afrunder billedet af et talent, der nok brændte sit lys i begge ender, men også levede et frugtbart og produktivt liv.
Og så finder man små perler spredt over de gamle manuskripter. Hør f.eks., hvor elegant Toftlund parafraserer Grundtvigs højskoleklassiker ’Langt højre bjerge’ med Danmark som landet, hvor ’få har for meget og færre for lidt’, som Svend Auken kaldte ’velfærdsstatens dåbsattest’.
Jan Toftlund skrev sådan:
Dette folk har været bundet.
Døjet modgang, tvang og vold.
I de kampe, vi har vundet,
var vort våben sammenhold.
Det er atter onde dage.
Nu står fattigdom på lur.
Vi må værne om de svage.
Ellers dør vores kultur.
Lad det blive understreget:
Dette folk forlanger ét:
Om så færre får for meget,
så må ingen få for lidt.
(Dette folk – dette land)
KR
Netavisen 27. juni 2013