Af Klaus Riis, Arbejderpartiet Kommunisterne
De to hovedskikkelser i den nuværende globale 'krig mod terror', og især
i den konkrete udryddelseskrig mod det palæstinensiske folk - George W.
Bush og Ariel Sharon - havde næppe fået indledt deres stærkt
opreklamerede samtaler i Det Hvide Hus, før en selvmordsbombe eksploderede
i den israelske kystby Rishon Le Zion, syd for Tel Aviv.
Efter de foreløbige oplysninger er mindst 16 blevet dræbt, og henved
40 såret, da en natklub, hvor feststemte israelere slappede af, blev rystet
af en kraftig eksplosion, som fik en etage til at styrte sammen.
Det palæstinensiske Hamas har påtaget sig ansvaret.
Sharon besluttede øjeblikkelig at forkorte sin rejse - og hans samtale med Bush har utvivlsomt fået et noget andet forløb en planlagt: Den israelske propaganda havde fremstillet det, som om Sharon kom med en 'fredsplan' (der først og fremmest bestod i at få USA's accept af at gøre endeligt kål på selvstyret og præsident Arafat) - og den amerikanske, som om Bush 'ville lægge pres på Sharon' for at sikre 'en fredelig politisk løsning på konflikten'.
De to medsammensvorne superstatsterrorister skulle planlægge nye skridt i undertrykkelsen af det palæstinensiske folks retfærdige kamp for en stat og for overlevelse, og konkretisere ny udvidelser af den globale krig mod terror, herunder mod andre mål i den arabiske verden, som Irak.
Sharon ville rapportere om en vellykket militæroffensiv, som har lagt de besatte områder i ruiner, lagt et kvælergreb på hele den palæstinensiske befolkning, der holdes indespærret i snævre lejligheder med udgangsforbud, som dyr i bur, ødelagt selvstyrets institutioner og en stor del af det palæstinensiske civilsamfund, dræbt og henrettet hundreder af palæstinensere, begået massakrer, som det internationale samfund ikke tillades at undersøge. Alt sammen under store internationale protester - men med Bush og hans regerings både stiltiende og udtrykkelige samtykke. For amerikanske penge og med amerikanske våben.
Operation 'Defensive Shield', som den langtrukne, ulovlige og barbariske israelske massakre er blevet kaldt, havde til formål at gennemtvinge Sharons politik med militære midler: at lægge et beskyttelsesskjold omkring Israel (at gøre det 'usårligt for terroristangreb', bl.a. ved at knuse de palæstinensiske modstandsorganisationer og det palæstinensiske selvstyre) og samtidig forvandle de besatte områder til et de fakto Bantustan, med et militært jerngreb om et opsplittet Palæstina, der ville fjerne enhver mulighed for reel selvstændig statslig eksistens fra starten. 'Sikkerhed for Israel' og 'Kvælergreb om Palæstina' var ideen. Så at sige Sharons mindstemål: hans egentlige drøm er et Storisrael på alle de palæstinensiske områder og fordrivelse af palæstinenserne.
Den timede selvmordsbombe i Rishon Le Zion afslørede Sharons selvbedrag og hans politiks fallit: Israel er ikke beskyttet mod attentater på israelsk grund på trods af drabene, likvideringerne og arrestationerne af tusindvis af palæstinensiske frihedskæmpere. Sharon har opdraget en hel generation af unge palæstinensere til at yde de største ofre i kampen for et frit og selvstændigt Palæstina.
Selvmordsbomberne, der fordømmes som udtryk for blind og fanatisk terrorisme, er et militært underlegent og barbarisk undertrykt folks kampmiddel - desperat, men effektivt. Den palæstinensiske terror - der i omfang er langt mindre, og i teknisk henseende uendelig primitiv i forhold til de amerikansk-israelske terrorredskaber som F16-fly, Apache-helikoptere, tanks og sporingsudstyr - er et våben med virkning. Det er derfor, Bush og Sharon for enhver pris - indbefattet massakrer, der fordømmes af hele verdensoffentligheden - vil knuse 'den palæstinensiske terror'.
Først og fremmest har bomberne og attentaterne en politisk betydning:
De viser, at Sharons drøm om militær underkastelse af palæstinenserne
er en ønskedrøm. At den eneste mulige løsning i sidste
ende er politisk: anerkendelse af palæstinensernes fulde rettigheder.
Israel er ikke usårligt - og vil aldrig blive det.
Det kan tilmed rammes i samme moment, hvor Sharon og Bush stikker hovederne
sammen.
Selvmordsbomberne har en anden virkning: De undergraver den israelske økonomi. Israel er på bankerottens rand, og kun de enorme amerikanske tilskud gør Sharon i stand til at føre den langvarige og brutale krig, han har indledt. Turistindustrien er tilintetgjort: De fleste turister i Israel i øjeblikket er internationale fredsvagter …
Selvom den militære betydning af den palæstinensiske modterror er begrænset, er den også reel. Skønt den israelske og amerikanske propaganda slår kraftig mønt af 'terroren', fremtvinger den en polarisering i Israel, indbefattet den israelske hær, og undergraver troen på, at Sharons militaristiske undertrykkelseskurs kan holde hvad den lover: et sikkert Israel, hvor befolkningen kan more sig på natklubber, mens palæstinenserne holdes i bur.
Det sætter en tyk streg under den historiske sandhed, at et folk, der undertrykker et andet, aldrig selv kan være frit. At den israelske undertrykkernation må forvandles til noget andet, den må stoppe undertrykkelsen og anerkende palæstinensernes rettigheder - eller i sidste ende forgå i indre splid og ydre kamp . . .
Sharon har sat kursen mod Tel Aviv. Sidste gang han var til samtaler i Washington,
vendte han hjem med sin storoffensiv - med Operation 'Defensive Shield'. Sidst
bragte han massakren i Jenin med sig. Hvor mange nye Jenin'er har slagteren
fra Sabra, Shatila og Vestbredden nu i tasken?
Sharon kender kun én kurs: Den militære undertrykkelse, massakrerne
- og han har fået grønt lys fra George W. Bush til ny eskalation.
Sharon og Bush er det virkelige problem, makkerparret USA og Israel - ikke selvmordsbomberne
Den progressive verdensoffentlighed må forberede sig på at rejse
sig til en ny proteststorm, endnu større end under den seneste israelske
storoffensiv:
Den israelske besættelse skal stoppes NU!
Palæstinenserne skal have deres stat!
Netavisen 8. maj 2002