Af Klaus Riis
Blandt de fem lande der organiserer den internationale domstol i sagen mod
den tidligere jugoslaviske ministerpræsident Slobodan Milosevic er der
tre, som var hovedaktører i USA's og NATOs krig mod rest-Jugoslavien
i 1999: USA, England og Frankrig.
Krigen og de voldsomme bombardementer, der tvang Jugoslavien i knæ, blev
gennemført uden at være sanktioneret af FNs sikkerhedsråd,
i strid med FNs charter. Den blev gennemført af NATO ved at krænke
denne såkaldte forsvarsalliances grundlag, som forudsætter aggression
fra anden part mod et NATO-lands territorium. Adskillige af deltagerlandenes
forfatninger, som forbyder deltagelse i aggressionskrig mod andre lande, blev
krænket ved samme lejlighed.
Danmark var (og er) som bekendt deltagerland.
Det propagandistiske påskud for krigen var at forsvare Kosova-albanerne
mod etnisk udrensning. Et forsvar af menneskerettigheder, af undertrykte nationale
og demokratiske rettigheder.
Det formelle var at Jugoslavien ikke ville undertegne Rambouillet-aftalen, der
ville indebære USA's og NATOs ret til uindskrænket bevægelsesfrihed
på hele Jugoslaviens territorium - og reelt betyde en besættelse
af landet.
Det virkelige formål var at sikre den endelige opsplitning af Jugoslavien,
fjernelse af Milosevic-regimet og at sikre USA's, NATOs og EU's 'fælles'
overherredømme i hele Balkan-regionen. Hver eneste af de imperialistiske
hovedaktører - fra USA til Tyskland - havde derudover deres egen dagsorden
og specifikke interesser at pleje. For USA's vedkommende som en del af dens
geostrategiske plan for at opnå kontrol over Kaukasus-området og
dets rige olieressourcer og sikre nye forsyningsveje, hvor Kosova og Albanien
indgår, og for at inddæmme det kapitalistiske Ruslands bestræbelser
på at genvinde en supermagtsposition i verden.
Det var 'den ny verdensordens' anden storkrig. Den første var mod Irak i 1992, gennemført af USA og Bush Sr. med en større krigskoalition. Den tredje er krigen mod Afghanistan, som blot er indledningen til den af USA's proklamerede 'verdenskrig mod terror'.
'Den ny verdensorden' var en term, som Bush-regeringen udmøntede som
betegnelse for indretningen af verden efter amerikansk model ovenpå Sovjetunionens
opløsning. 'Globaliseringen' - de multinationale koncerners fremstød
for beherskelse af hele klodens økonomiske liv - var en integreret del
heraf.
Den blev ledsaget af en strategisk geopolitisk plan for amerikansk overherredømme
i verden, af amerikansk Hegemoni, formuleret således af den tidligere
sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski:
"USA's evne til at opretholde sit verdensherredømme afhænger
af, hvordan USA forholder sig til de komplekse styrkeforhold i Eurasien. Det
væsentligste må være at holde udviklingen af regionale stormagter
under kontrol og at stoppe truslen fra dem imod USA's verdensherredømme.
Hvis man bruger den mest brutale terminologi fra den gamle imperialismes epoke,
så kan vi sige, at den imperialistiske strategi indeholder tre grundlæggende
krav: at stoppe undergrundsalliancer og fastholde satellitstaternes afhængighed
med hensyn til sikkerhed, at garantere skatteydernes beskyttelse og lydighed
samt at forhindre barbarerne i at lave alliancer indbyrdes."
I 1992 udarbejdede Brzezinski-eleverne Paul Wolfowitz og I. Lewis Libby for det amerikanske forsvarsministerium under Bush Sr. det første udkast til en amerikansk militærstrategi for 'perioden efter Den kolde krig'. Den hemmelige rapport - en udgave af en to-årlig såkaldt 'Defense Planning Guidance' (DPG) - blev lækket til New York Times, der dengang beskrev den således:
"Det hemmeligtstemplede dokument plæderer for en verden domineret
af én supermagt . . . Amerikas politiske og militære mission i
perioden efter Den kolde krig vil være at sikre, at der ikke dukker en
rivaliserende supermagt frem på arenaen . . . Med sit fokus på denne
forestilling om én magts velgørende dominans formulerer dette
Pentagon-dokument den klareste afvisning til dato af kollektiv internationalisme"
.
Dokumentet kaldte tingene ved deres rette navn: Amerikansk Hegemoni. Amerikansk
globalt overherredømme. Det gjorde ordet stuerent i den herskende amerikanske
elite.
Wolfowitz-Libby-dokumentets betydning blev afvist fra officielt hold - men har reelt fungeret som Pentagons strategi lige siden. Som stabschef for vicepræsident Dick Cheney har Libby en fremtrædende position i Bushs krigsadministration - og Wolfowitz er vicekrigsminister under Donald Rumsfeld. Sammen tilhører de kernen i flokken af høge, repræsentanterne for den amerikanske olie- og rustningsindustri og for militæret. Op gennem 90erne forlangte denne lobby igen og igen en ny krig mod Irak for at fjerne Saddam Hussein og installere et amerikansk lydregime. De dominerer nu den ny Bush-regering.
Det var denne Pentagon-strategi, som var den egentlige baggrund for USA's og NATOs kriminelle krig mod Jugoslavien i 1999 - den tidligere præsident Clintons største krigssatsning i hans otte år lange præsidenttid. Og det er denne strategi, Bush Jr. nu forfølger under påskud af 'terrorbekæmpelse' med langt større konsekvens og beslutsomhed end Clinton.
Det er den sammenhæng krigen mod Jugoslavien og den såkaldte krigsforbrydersag mod Slobodan Milosevic i Haag skal sættes ind i. Krigen mod Jugoslavien, Milosovics efterfølgende fald og installeringen af den proamerikanske Goran Djindjic som chef for Serbien var dele af en strategi, der sikrede amerikansk overherredømme på Balkan (i partnerskab med EU) og brød den traditionelle strategiske geopolitiske alliance mellem Rusland (tdl. Sovjetunionen) og Serbien (tdl. Jugoslavien).
Udleveringen af Milosevic til den såkaldte krigsforbryderdomstol var en farce i sig selv. Milosevic blev udvekslet mod dollars og økonomisk bistand - i soleklar krænkelse af den gældende jugoslaviske forfatning, som udtrykkeligt forbyder udlevering af statsborgere, endsige præsidenter, til udenlandske domstole.
Selve retssagen er en endnu større farce. Hvis ordet skueproces har
været anvendt om sejrherredomstole gælder det mere end nogensinde
før om denne sag. I bogstaveligste forstand: retssagen tilrettelægges,
times og transmitteres af CNN for at 'hele verden kan følge med' i et
endeligt opgør med manden, som tillægges hovedansvaret for samtlige
forbrydelser, der er begået i serien af borgerkrige og krige, der ledsagede
Jugoslaviens opløsning.
Jugoslaviens opløsning blev planlagt og sikret gennemført af USA,
NATO og EU, ikke mindst af Tyskland ved at udnytte og opflamme de etniske og
nationale modsætninger, føderationen var så rig på.
Og Milosevic skal dømmes SKYLDIG!
Milosevic har valgt at slås politisk foran NATO- (undskyld FN-)
domstolen. Han konstaterer at retten er illegitim, en sejrherredomstol, og at
selve hans tilstedeværelse dér beror på forbrydelser og forfatningsbrud.
Han har følgelig afvist et juridisk forsvar, og fører selv sin
sag.
I sit første indlæg satte han NATO på anklagebænken
med en gennemgang af NATOs systematiske angreb på den jugoslaviske infrastruktur,
civilbefolkning og civile institutioner (indbefattet de albanere, NATO ville
frelse) og dens brug af ulovlige våben, ledsaget af fotos.
Det var Serbien og det serbiske folk, krigens tabere, der var sat på anklagebænken,
konstaterede han, mens han afviste alle anklager for krigsforbrydelser og forbrydelser
mod menneskeheden, som det hedder i det officielle anklageskrift.
Sejrherrene fra Irak-, Jugoslavien- og Golfkrigen føler sig sikre nok
til at kunne gøre det hele til et internationalt medieshow - for at skabe
indtryk af en fair retssag og en påfølgende retfærdig dom.
Det er og bliver en illegitim skueproces for åben skærm, en hån mod forestillingen om international ret og retfærdighed.
Se også
Drama omkring Milosevic
31.03.01
Milosevic
som handelsvare 25.06.01
Milosevic i Haag 02.07.01
Netavisen 14. februar 2002