Af Klaus Riis
Et berømt Karl Marx-citat siger, at historien gentager sig - første
gang som tragedie, næste gang som farce. Militærkuppet i Venezuela,
der væltede Hugo Chavez og hans reformregering, udviklede sig som en 'farce'.
Kupgeneralerne var ikke nogen Pinochet-junta. Kuppræsidenten Pedro Carmona,
der som 'erhvervsmand' skulle give militærkuppet en civil forklædning
blev efter en dag tvunget til at gå af. Omfattende folkelige protester
og loyale dele af hærens tilbageerobring af præsidentpaladset afgjorde
sagen.
Lighedstrækkene med hvad der skete for mere end 25 år siden i Chile,
da fascistgeneralen Pinochet med amerikansk opbakning væltede den demokratisk
valgte Salvador Allende-regering, var eller øjenfaldende.
Venezuala skulle have været et Chile nr. 2.
Kuppet kom ikke som en totaloverraskelse. Det har ligget i kortene længe.
For tre uger sigen skrev den verdenskendte journalist og TV-reporter en artikel,
der forudså Chile nr. 2, hvor han beskrev baggrunden for USAs og den
venezuelanske reaktions kupplaner. De blev en realitet den 12. april, gennemført
af 'demokratiske officerer' i Venezuela, i koalition med den amerikansk-finansierede
politiske opposition og reaktionære fagforeningsledelser, der organiserede
demonstrationer og en storstrejke i den olieindustri, der er livslinen for landets
økonomi med 80 pct. af importindtægterne, og central for forsyningerne
til et olieglubsk USA.
Pilger skrev i sin fremragende analyse bl.a.
"En allieret for Chavez' hjemlige fjender er Bush-administrationen.
I åben trods mod Washington har Chavez solgt olie til Cuba og nægtet
amerikanske militærfly ret til overflyvning med forsyninger til 'Plan
Colombia', den amerikanske kampagne til støtte for det morderiske regime
i nabolandet Colombia. Endnu værre: selv om Chavez fordømte angrebet
11. september, har han stillet sig tvivlende over for til USAs ret til å
'bekæmpe terrorisme med terrorisme'.
Dette kan han ikke tilgives for. I dagene 5. 7. november holdt Udenrigsdepartementet,
Pentagon og det Nationale Forsvarsråd et møde for at diskutere
'problemet Venezuela'. Udenrigsdepartementet har bagefter anklaget Chavez-regeringen
for at 'støtte terrorisme' i Colombia, Bolivia og Ecuador."
Chavez var en demokratisk valgt præsident - og selve kuppet var nærmest en tro kopi af sceneriet fra Chile: De amerikansk-støttede 'oppositionspartier', de korrupte fagforeninger, en 'demokratisk' hær, halvt uddannet af USA, parat til at lyde overherrens diktat. CIA og den amerikanske energilobby: alle aktørerne i sving igen.
Det eneste overraskende var den fart, hvormed det blev gennemført. Det vidner om den høje prioritet USA tillægger 'Plan Colombia', som nu kaldes 'Andes Initaitivet' og ikke kun gælder Colombia og kampen mod FARC og de øvrige guerillabevægelser og det folkelige oprør mod Pastrana og oligarkiet - men alle Andes-landene: Colombia, Ecuador, Venezuala, Peru. Brasilien behandles specielt. Det kan også være blevet fremskyndet på grund af den internationale oliesituation efter Irak erklærede stop for olien i 30 dage i protest mod den israelske aggression mod palæstinenserne.
Det første den ny kupregering gjorde var at skrue op for oliehanerne
og forsyningerne til USA - mens de erklærede total stop for eksporten
til Cuba, der er blevet stærkt øget med de tætte forbindelser
mellem Chavez og Castro.
Det handlede om olie - til USA. Olie igen. Og igen.
Kuppet havde ikke til hensigt at ikke stabilisere Andes-regionen eller Venezuela.
Det lagde op til forstærket undertrykkelse af arbejderklassen og folket
- og det var et signal til en intensiveret kamp mod modstanden i alle disse
lande, ikke mindst mod oprørerne i Colombia.
Pinochets kup indledte den mørkeste periode i det chilenske folks historie.
Men nu slog det fejl. Hvad årsagen så var til at de amerikanske
beregninger slog fejl. Hele sagen bliver forhåbentlig klarlagt hurtigt,
og kupmagerne straffet efter loven.
I al fald havde amerikanerne og kupmagerne fejlbedømt to faktorer : Beslutsomheden
i den folkelige støtte til Chavez og uvilje mod kupmagerne - og at dele
af hæren under indtryk af det folkelige pres modsatte sig kupmagerne.
Timing'en var ikke rigtig, gennemførelsen tøvede med den brutalitet,
der havde været nødvendig for et Chile nr. 2.
Det historiske repetitionsforsøg har endnu engang leveret bevis på,
at en demokratisk valgsejr respekteres af den herskende klasse, hæren
eller dens amerikanske bagmænd.
Meget tyder på, at populisten Chavez troede som Salvador Allende på
sine fjenders 'respekt for demokratiske afgørelser' og på hærens
'demokratiske indstilling'.
Kupforsøget i Venezuela viser, hvor farlige sådanne reformistiske
og revisionistiske illusioner er: de fører folkene til katastrofer, til
nederlag og fascisme. Det fejlslagne og relativt ublodige oprettekup har givet
Chavez en mulighed for at gøre op med den herskende klasses magtpositioner
og udrense hæren for landsforræderiske elementer og omdanne den
til en reel folkehær.
Både kuppet og dets fiasko understreger, at vejen til virkelige forandringer kun kan være den revolutionære vej, som knuser det borgerlige statsapparat, hvis kerne er hæren - den væbnede magt.
I Colombia har FARC og de andre guerillagrupper, der nu er udsat for regeringshærens amerikanskdirigerede offensiv og dødspatruljernes hærgen, nægtet at lade fredsforhandlingerne resultere i en afvæbning. Derfor skal de knuses militært som led i den amerikanske 'krig mod terror', som har fået et nyt brændpunkt i Andes-regionen.
For de latinamerikanske revolutionære er der ikke råd til flere fejltagelser. Folkeopstanden, den væbnede kamp - den revolutionære vej - er eneste mulighed og den eneste vej til sejr for den nødvendige forandring.
Chavez har fået en ny historisk chance. De revolutionære og progressive
kræfter i Venezuela må arbejde for en udvikling henimod en en total
tilintetgørelse af oligarkiets magtpositioner og den amerikanske imperialismes
indflydelse: en antiimperialistisk og demokratisk revolution med et socialistisk
Chile som perspektivet.
Hvor langt Chavez vil gå med ad denne vej vil vise sig.
USA der straks var begyndt at udvikle et 'positivt forhold' til kupmagerne og grundlovsbryderne har fået én over snuden. Jeg ved ikke, om Danmark nåede at anerkende kupmagerne som 'lovlig regering'. Fogh og Co. ville have gjort det. Det er der ingen tvivl om. De følger signalerne fra Washington i tykt og tyndt - i krig, kup og forbrydelse.
Netavisen 12. april
Opdateret 14. april 2002