Af Klaus Riis
Der er igen ballade i det socialdemokratiske
ligkistemagasin.
Valgnederlaget til Fogh og Co. sidder stadig smerteligt som
en forgiftet pil i kroppen på den socialdemokratiske top, og partiets markante
mangel på profil efter et år i opposition med Nyrup som oppositionsleder
har ikke gjort det bedre.
Socialdemokratiet er nærmest blevet væk
- og derfor er der mange socialdemokrater, der er begyndt at arbejde for at få
Nyrup væk.
Med og uden cykelhjelm har denne store socialdemokratiske
statsmand lavet et hav af taktiske miskalkulationer, der har kostet partiet dyrt
i stemmer.
Den værste var, da Nyrup troede, at han kunne udnytte den
11. september til at vinde det folketingsvalg, som skulle afholdes senest i 2002
ved at spille på rollen som statsmand, der stod ubrydeligt og 100 pct. fast
sammen med den store allierede på den anden side af Atlanterhavet.
Nyrup
tog grueligt fejl - måske fordi danskerne nægtede at opfatte ham som
andet end en middelmådig socialdemokratisk politiker, fuld af taktiske fiduser
og ekspert i at udstede dækningsløse garantier.
Nyrup og socialdemokraterne
tror selv, at de blev ofre for deres egen 'uklare' politik på flygtninge-
og indvandrerområdet, der blev overladt til Dansk Folkepartis og dets nuværende
regeringspartneres demagogiske retorik.
Og så for - ikke at forglemme
- Foghs beregnende spindoktorer, der efter Blairsk forbillede styrer medier efter
maksimal positiv imageeffekt. Netop dér har Nyrup altid haft et problem,
hvad enten han har optrådt med tomrumsforlænger eller ej i TV.
Valgnederlaget
sendte socialdemokratiet i koma - og et år efter søger alle fløje
stadig svaret på, hvad man skal gøre i erfaringerne fra valgnederlaget.
Nyrup vil have spindoktorer og organisatorisk fornyelse, et mere strømlinet
partiapparat. Hans modstandere frygter at miste magt og indflydelse og har valgt
at tage en kamp omkring flygtninge- og indvandrerpolitikken.
Begge parter
undgår omhyggeligt at beskæftige sig med det socialdemokratiske nøgleproblem,
som ligger i at partiet også - og udtalt - under Nyrup har ført en
politik til gavn for kapitalen, for monopolernes 'Forenede Europa' og for at befæste
alliancen med verdens mest reaktionære magt: den amerikanske imperialisme.
Det
gør det ikke bedre, at Nyrup samtidig har prøvet at overtage sine
parlamentariske modstanderes politik (efter Clintons model) og har fumlet rundt
på Pia Kjærsgårds og lov-og-orden-partiernes boldbane.
Det
er således lykkedes den socialdemokratiske top at få tegnet et billede
af et parti i opposition, der ikke duer til at være det, fordi det kun fungerer
ved magten. Af et parti uden politik og profil og fuld af interne og endeløse
magtkampe og personstridigheder. Og både udueligt og upålideligt.
Det
problematiske for partitoppen er, at dette image afspejler virkeligheden temmelig
præcist.
Derfor befinder Nyrup sig i den absolutte skudlinje. De
borgerlige medier har ikke gået stille med dørene, når det
gjaldt om at opflamme partistriden - og det eneste p.t. fungerende TV-nyhedsmedie
- TV2 - har ikke været sene til at stille faciliteter og kameraer til rådighed
for det indre opgør.
Ritt Bjerregård benyttede Nyrups manglende
opbakning til at trække sig som udlændingeordfører og give
signal til storm på partiformanden, og den hengemte utilfredshed fra kritikerne
fik frit løb.
Den store joker i spillet - kongemageren eller kongemorderen
- Mogens Lykketoft ville ikke give Nyrup sin ubetingede opbakning, men har til
gengæld lovet ikke at deltage i et stormløb på partiformanden.
Denne erklæring er der måske ikke så megen grund til at tro
på - men det er da en rimelig holdning, når flere og flere peger på
samme Lykketoft som Nyrups afløser.
På et møde med folketingsgruppen
i begyndelsen af ugen fik Nyrup skabt en skrøbelig konsensus om at indstille
det interne opgør i medierne.
Det betyder langt fra, at han har
redet stormen af. Partiet er på udkig efter en ny partiformand, og uanset
hvor længe processen slæber sig af sted, og om den eksploderer på
landsmødet eller ej, er Nyrup sendt til tælling.
Det er ikke en
situation, der vil virke fremmende for at tegne Socialdemokratiet som et markant
oppositionsparti til den konsekvent sorte politik, som Fogh-regeringen følger.
Det
altafgørende for partiet er simpelthen at komme i position til at vinde
folketingsvalget om tre år.
For arbejderklassen er det ulykkeligt, at
fagbevægelsen - indbefattet dens såkaldte venstrefløj - har
lagt sig i halen på denne politik, som søger parlamentarisk indflydelse
og kompromis - og bremser en bred mobilisering af modstanden mod Fogh og Co.,
som er indlysende nødvendig.
Kommunistisk Politik
18, 2002
Netavisen 14. september 2002