Euforien
omkring de store internationale topmøder i FN-regi er for længst
forduftet. Hele apparatet af NGO'er og 'samtalepartnere' og 'dialoger' mellem
magthaverne og de folkelige bevægelser står stadig mere frustrerede
tilbage. De må se den kendsgerning i øjnene, at der intet kommer
ud af alle de pompøse hensigtserklæringer og luftige vedtagelser
- fra Rio-topmødet om miljø i 1992 (hvor denne eufori for alvor
satte ind) over Kyoto til Johannesburg i 2002, hvor det såkaldte 'Jordmøde'
finder sted. På topmødet i Rio i 1992 - og på et hav af møder
siden da - blev der givet en lang række løfter. Verdens kurs skulle
ændres og blive 'bæredygtig'. Den voksende kløft mellem Nord
og Syd, rig og fattig skulle væk. Den 'vækst' der gør de fattige
fattigere skulle stoppes. Overforbruget af ressourcer og underminering af miljøet
skulle ophøre.
Ingen af løfterne er ikke blevet indfriet.
Topmødet
i Johannesburg skulle (igen) rette op på verdens kurs, og (igen) rette op
på de manglende resultater fra et tiår fuld af snak og dialog og tomme
løfter. Det skulle forholde sig konkret til den stadig voksende skævfordeling
af verdens rigdomme og den stadig voksende globale miljøkatastrofe.
Det
kan man godt skyde en hvid pind efter. Se Johannesburg og dø!
Den
engelske avis The Guardian har afsløret en ikke-offentliggjort rapport
til konferencen fra OECD. Ifølge rapporten mistede kloden 10 pct. af sine
skove i tiåret efter miljøtopmødet i Rio; kuldioxid udledning,
der fører til global opvarmning, vil over de næste 18 år stige
med en tredjedel i de rige og fordobles i resten af verden; og verden vil have
brug for 30 pct. mere vand i 2020. Det globale miljø har det langt værre
end de officielle erklæringer fastslår.
Det er én grund
til at den ikke er blevet offentliggjort.
Rapporten er afslørende for
de riges krig mod verdens fattige. De siger f.eks. at hvis blot de fire rigeste
lande åbnede deres markeder fuldt ud for de fattige landes eksport, ville
det betyde en årlig økonomisk vækst på 4 pct. blandt
verdens to milliarder fattigste.
Det er en anden grund til, at OECD-landenes
regeringer ville holde rapporten for sig selv.
Den dokumenterer samtidig at
u-landsbistanden på trods af alle løfter og erklæringer fra
de internationale konferencer rent faktisk er faldende. De 22 OECD-lande bruger
mindre end 0,1 pct. af deres indtægter på bistand til de fattige lande,
og kun halvdelen heraf går til verdens allerfattigste lande. Selv den bistand,
der faktisk gives, er blevet væsentligt mindre miljø- og fattigdomsorienteret:
andelen af bistand, der går til miljø og grundlæggende sociale
ydelser er faldet fra 35 pct. til 15 pct. siden Rio-konferencen satte miljøet
på alles - i det mindste officielle - dagsorden.
Det er en tredje grund
til den manglende offentliggørelse af rapporten.
Det har ikke skortet
på de pompøse hensigtserklæringer omkring 'Jordmødet'.
På dets dagsorden står stort set alt fra global miljøforbedring
og omfordeling af rigdommene til 'opretholdelse af bæredygtige samfund'
og bekæmpelse af AIDS. Ifølge de globale 'græsrødder'
handler Jordmødet mere om at fremme handlen mellem de vestlige lande end
om fattigdom og naturkatastrofer. De kritiserer USA og EU for blot at ville fremme
deres egne interesser. For USA er det WTO og den globale 'frihandel', som skal
løse både fattigdommen og den globale miljøkatastrofe. Det
er for længst bevist at det modsatte er tilfældet.
Den af regeringen
håndplukkede direktør for Institut for Miljøvurdering Bjørn
Lomborg står for et særpræget dansk indslag ved topmødet.
Han er ansat til at støtte USA's globale vækstfilosofi som patentmedicin
på den manglende udvikling - og gør det ved dels at benægte
den globale miljøkatastrofes eksistens, dels ved at erklære, at verden
må indstille sig på at leve med dens negative virkninger og drøne
af sted efter mere amerikansk 'vækst'. Det vil sige de multinationales og
imperialismens hærgen af kloden.
Lomborg er kommet lidt på kant
med regeringens og EU's officielle politik, som er den samme, men skal pakkes
bedre ind og gennemføres mere diskret.
Se Johannesburg og dø! De globale græsrødder bliver af de barske realiteter - de riges krig mod verdens fattige - i stadig stigende grad tvunget til at tage stilling: Skal de fortsat stå som talsmænd for en 'dialog', hvor den ene part ikke lytter, men handler og regerer til gavn for milliardærerne og mod folkenes milliarder? Eller skal de tilslutte sig den globale front mod imperialismen med USA og EU i spidsen, mod de multinationales globale hærgen, og svare klart på det altafgørende spørgsmål for verdens fremtid: 'Dialog' redder ikke kloden. Man kan ikke diskutere med en fjende, der fører krig med alle midler mod verdens fattige. Krig må besvares med oprør og revolution. Det er imperialismen, der skal slås ned!
Se
også
Ecological
Decline 'Far Worse' Than Official Estimates
The Guardian 26.08.02. Common
Dreams News Center.
Bush gravlægger
Kyoto
Kommunistisk Politik 7, 2001
Kommunistisk
Politik 17, 2002
Netavisen 29. august 2002