Af Klaus Riis
Vidste du, at "venstrefløjen"
sidste år fik sit dårligste folketingsvalg siden 1964? Det vidste
undertegnede heller ikke, før jeg blev gjort opmærksom på en
dybt alvorlig kronik i Dagbladet Arbejderen. Den indledes med disse manende
ord:
"Situationen i hele arbejderbevægelsen i dag er meget alvorlig.
Folketingsvalget i november sidste år er en afspejling af, hvor dybt problemerne
stikker. Venstrefløjen fik sit dårligste resultat siden 1964."
Hvad
skete der egentlig i 64? Egentlig intet særligt. For kronikøren er
det 'tiden før ungdomsoprøret og kampen mod Unionen begyndte at
slå ind parlamentarisk
'.
Men det var tiden, hvor den moderne revisionisme
for alvor slog igennem og raserede den kommunistiske bevægelse på
verdensplan og i land efter land forvandlede de tidligere kommunistiske partier
til små socialdemokratier. De drømte om fredelig overgang til socialismen,
hånd i hånd med socialdemokraterne, sådan som toprevisionisterne
i Moskva forestillede sig det. Nogle få partier og nogle enkelte lande holdt
marxismen-leninismens fane højt. Heriblandt og vigtigst Albaniens Arbejdets
Parti og Enver Hoxhas socialistiske Albanien.
For det danske DKP var det begyndelsen
til en nedtur, der 25 år senere eliminerede partiet som nogen form for seriøs
politisk kraft - selvom partiet i 70erne havde en kortvarig opblomstringsperiode
Det er Jørgen Petersen, formand for den fraktion, der i 1997
kuppede og splittede det dengang revolutionære DKP/ML, der har begået
den nævnte kronik om situationens alvor. Den handler ikke om reaktionens
globale offensiv med Bush-administrationen i spidsen. Den handler (endnu engang)
om sammenlægning af de revisionistiske fraktioner DKP/ML, KPiD og DKP -
hurtigst muligt:
Fraktionsformandens budskab er følgende:
"I
11 - 12 år er der blevet advaret mod at gå for hurtig frem. Nu er
tiden inde til at vende argumentet om. Det går for langsomt - ikke for hurtigt.
Kendsgerningerne
taler deres eget sprog. Der bliver færre og færre organiserede kommunister
i Danmark. Hvis vi ikke samles indenfor en relativ kort tidshorisont står
vi i fare for at miste yderligere terræn.
For DKP, KPiD og DKP/ML gælder
det at se virkeligheden i øjnene - hovedparten af kommunisterne findes
ikke i, men udenfor vores eget parti. Man kan vælge at lukke øjnene
for denne beklagelige kendsgerning, eller tage den op som en dristig udfordring."
Det
må kaldes en alvorlig situation: KPiD, DKP/ML og DKP mister medlemmer. Og
noget af en indrømmelse fra den ellers altid så optimistisk positive
Jørgen.
Den tanke strejfer ham ikke, at situationen for de tre 'kommunistiske'
småpartier er et resultat af det samme, som i 64 førte til DKPs dybe
fald: revisionisme fører til splittelse og forfald. Eller at det kan have
noget at gøre med deres politik, som de til 95 pct. (ifølge samme
Jørgen) er fuldstændig enige om.
Jørgens hukommelse
er kort og skifter efter øjeblikkets behov: I 1991 rejste det dengang revolutionære
DKP/ML fra sin kongres parolen om 'samling af de danske kommunister i ét
stærkt parti på marxismen-leninismens grund' for at søge at
overvinde årtiers revisionistisk undergravning af den kommunistiske bevægelse.
På
det tidspunkt, efter 'murens fald', var DKP kollapset som selvstændigt parti.
Programmatisk forkastede det selv en verbal bekendelse til marxismen-leninismen
som ideologisk grundlag - og det havde ladet sig opsluge i et nyt parti: Enhedslisten.
Den sidste partiformand Ole Sohn fortsatte sin karriere i SF. KPiD opstod for
at bevare/genskabe 70ernes DKP og dets grundlag.
Indtil 1997 afviste hele
DKP/ML (Jørgen Petersen indbefattet) at se en sådan samling som blot
organisatorisk sammenslutning, en simpel sammensmeltning, af de eksisterende organisationer
og partier, som kaldte sig kommunistiske.
For på sådan vis skabes
revolutionær enhed ikke - ved at skøjte hen over principielle forskelle.
F.eks. vedrørende strategien for overgang til socialisme, den væbnede
opstands nødvendighed, om klasseanalysen, om det kommunistiske partis karakter
og opbygning o.s.v.
Samling i et parti på marxismen-leninismens grund
forudsatte og forudsætter kamp mod revisionisisme og alt revisionistisk
arvegods, som er ansvarlig for det globale tilbageslag for den internationale
kommunistiske bevægelse, der ved Stalins død stod stærkere
end nogensinde.
Hverken DKP eller KPiD, som Jørgen Petersen så
ivrigt bejler til, har gjort op med deres revisionistiske ideologi, politik eller
praksis. Ingen af disse organisationer har lært af katastrofen i Sovjetunionen
eller de tidligere socialistiske lande. Ingen af dem har draget revolutionære
konklusioner af det fælles moderparti DKPs egen politiske fallit.
Begge
organisationer er fortsat tilhængere af fredelig og parlamentarisk overgang
til 'socialismen'. DKP forkaster åbent marxismen-leninismen. Og hvad KPiD
kalder marxisme-leninisme er den officielle sovjetrevisionistiske doktrin fra
60erne og 70erne. Det seneste bidrag til en 'skabende udvikling af marxismen-leninismen'
fra KPiDs side er relanceringen af den gamle revisionistiske klasseanalyse, som
gør intellektuelle, fra universitetslærere til journalister, til
en del af arbejderklassen.
Derimod har DKP/ML selv ændret sig: Partiet
er gledet over på den selv samme moderne revisionismes standpunkter, åbent
og utilsløret. DKP/ML opstod og udviklede sig frem til 1997 i kamp mod
den moderne revisionisme, i Danmark først og fremmest repræsenteret
af DKP. I dag har Jørgen Petersen-fraktionen 'slået en streg' over
denne principielle kamp, hvilket er ensbetydende med selv at overgå til
de positioner, DKP/ML tidligere bekæmpede.
Nu hedder det: "De
danske kommunister (alias de tre småpartier, KR) har en fælles strategisk
målsætning. Vi vil opbygge en bred folkelig alliance mod monopolerne
for at kunne omstyrte kapitalismen og begynde den socialistiske opbygning".
DKP kaldte i sin tid (omkring 75) dette for 'det antimonopolistiske demokrati'
og fredelig overgang til socialismen. Det er stadig KPiDs og DKPs strategiske
forestilling.
Det revolutionære DKP/ML havde en anden strategi: opbygning
af arbejderklassens enhed mod monopolkapitalen og dens stat
(Jørgen Petersen glemmer 'tilfældigvis' kampen mod den borgerlige
statsmagt), mod imperialismen, i kamp mod reformisme og revisionisme - og skabelsen
af en bred folkelig enhed omkring arbejderklassen. Med det formål at forberede
en revolution (en væbnet folkeopstand) for at knuse borgerskabets statsmagt
og opbygge et socialistisk Danmark under arbejdernes klasseherredømme,
proletariatets diktatur.
Det er fortsat de revolutionære kommunisters
strategi.
Uanset hvor meget Jørgen Petersen udråber de tre småpartier
til at være kommunistiske er deres fælles strategi antileninistisk
og antikommunistisk.
Men hvad er det så
for et parti, Jørgen forestiller sig skal redde den 'alvorlige situation',
som udover det dårligste folketingsvalg siden 1964 beskrives således:
"
Situationen forværres af at også fagforeningerne er betydeligt svagere
end tidligere. De borgerlige partier begynder at slå rod i arbejderklassen.
Kommunisterne er splittede og står ikke som et troværdigt alternativ
for den brede del af arbejderklassen. Det er kun et stærkt kommunistisk
parti, der kan ændre denne situation. Hvis ikke dette parti skabes i løbet
af kort tid, vil arbejderklassen blive slået endnu mere tilbage. Vi har
kun en eksistensberettigelse, hvis vi evner at tage denne udfordring op."
Det
er altså et 'troværdigt alternativ for den brede del af arbejderklassen':
'et stærkt kommunistisk parti'.
Det er imidlertid heller ikke tilfældigt
at udover slagordsagtige fraser som 'et troværdigt alternativ' og et 'stærkt
kommunistisk parti' kommer han ikke ind på en nærmere definition af,
hvad et sådant parti er.
Det var Lenin, der udviklede den marxistisk-leninistiske
partiopfattelse af det kommmunistiske parti som arbejderklassens fortropsparti.
Som et parti, som er i stand til at rodfæste sig i arbejderklassen og lede
dens kamp for en gennemførelse af revolutionen med magt, og kan fungere
såvel under legale som illegale betingelser.
Sådan udviklede de
kommunistiske partier sig efter Oktoberrevolutionen i 1917 og de udviklede sig
videre med de nye erfaringer og opgaver i Stalintiden, Komintern-perioden og første
halvdel af det 20. århundrede med dens revolutioner og krige og massive
kommunistforfølgelse.
Og sådan opbyggedes også de nye marxistisk-leninistiske
partier i kamp mod de revisionistiske 'massepartier', som blev modellen for en
lang række tidligere kommunistiske partier efter Stalins død.
Enver
Hoxhas giver bl.a. i Eurokommunisme er antikommunisme en udførlig redegørelse
herfor - se bl.a. det lille vedføjede citat nedenfor, som giver nogle grundforestillinger
om den leninistiske partiopfattelse.
De tre småpartier DKP, DKP/ML og
KPiD har for længst forkastet denne partiopfattelse. Og forkastet den bevidst.
Det er simpelthen et røgslør over dette, når Jørgen
Petersen skriver:
"Efter DKP/ML's opfattelse er det af stor betydning,
at det kommunistiske parti åbnes op og bringes til at fungere som et masseparti
og ikke som et elitært kadreparti. Det må imidlertid ikke betyde,
at partiets grundlæggende karakter udvandes."
De tre partier
er allerede vidtåbne og forsøger (helt uden held) at fungere som
'massepartier', der forgæves er på medlemsjagt uden at forstå,
at kvaliteteten af partimedlemmerne er vigtigere end kvantiteten, og bestemmende
for selve partiets karakter. Det er en del af arven efter det lidt større
revisionistiske DKP. Flere linjer og opfattelser sameksisterer i alle disse partier.
At slå dem sammen vil ikke skabe et stærkt kommunistisk parti, men
blot et lidt større revisionistisk parti. Da ingen af dem er partier for
revolutionær kamp, vil et fællesparti heller ikke kunne være
det.
Et sådant parti er ikke stærkt, men svagt. Det er ikke kommunistisk,
men revisionistisk. Og det er dømt til ny fiasko.
PS!
Enver
Hoxha om det marxistisk-leninistiske parti
De marxistisk-leninistiske
partier og proletariatet i de enkelte lande undervurderer aldrig presset fra bourgeoisiet
og dets ideologi - kapitalismens, imperialismens, socialimperialismens og bedrageriske
revisionistiske ideologiers undertrykkende kraft. Dette pres og disse negative
indflydelser blive skadelige, meget farlige, såfremt proletariatets parti
ikke fører en beslutsom kamp imod dem og ikke har en stærk organisation
og en jernhård proletarisk disciplin, og såfremt det ikke er kendetegnet
ved en stålsat enhed i tanke og handling, som udelukker enhver fraktions-
og gruppeånd.
Det er derfor, at de marxistisk-leninistiske partier -
samtidig med at de hæver deres ideologiske niveau og fører kamp mod
revisionisme og den borgerlige ideologis indflydelse - vier deres interne organisatoriske
styrkelse på basis af de leninistiske normer og principper den største
opmærksomhed. Partiet er og bliver revolutionært, når prøvede,
aktive, engagerede, revolutionære elementer fylder dets rækker. De
bekæmper fast de sekteriske og intellektualistiske opfattelser, som hyppigt
- under dække af behovet for at optage 'skolede elementer, lukker partiets
døre for arbejderne og de sunde elementer fra andre lag fra de arbejdende
masser, som ved at være aktive i partiets rækker kan opnå alle
de kvaliteter, som må karakterisere det revolutionære proletariats
fortrop
Det marxistisk-leninistiske parti (
) er ikke et parti af
ord, men den revolutionære handlings parti. Hvis dets medlemmer ikke er
inddraget i konkrete aktioner og kampe, vil det ikke være et ægte
marxistisk-leninistisk parti, men kun et marxistisk-leninistisk parti af navn.
I givne øjeblikke vil et sådant parti med sikkerhed spaltes i forskellige
fraktioner, vil have mange sameksisterende linjer, og vil forvandles til et liberalt,
opportunistisk og revisionistisk parti. Et sådant parti er ikke egnet til
arbejderklassen, og den har ikke brug for det.
Fra Eurokommunisme er antikommunisme, 1978.
Kommunistisk
Politik 14, 2002
Netavisen 22.07.02